Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/184

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
162
Erik Magnusſøn.

Indflydelſe. Denne havde nu, ſom man tydeligt kan ſee, under det lange Samvære med Kongen vundet ſtor Indflydelſe hos ham, og ſynes næſten endog at være bleven ham uundværlig. Allerede den Maade, hvorpaa Kongen tog Verket fat, røber en ſterk religiøs Paavirkning, thi han beſluttede i de førſte Dage af October at drage ſom Pilegrim til St. Olafs Helligdom i Nidaros, og tage Biſkop Arne med. Denne har derfor vel benyttet Lejligheden til at ſkildre ham de Farer for hans Sjæls Frelſe, hvorfor han vilde udſætte ſig ved et nyt Brud med Kirken. Biſkop Arne ønſkede ogſaa meget, at Hr. Ravn ſkulde være med, for at man derved kunde faa bragt Sagen om Kirkegodſet til Endſkab for Kongen og Erkebiſkoppen; men Ravn undſkyldte ſig med Upasſelighed formedelſt det Saar, han havde faaet ved Stegeborg. Biſkop Arne troede heri at ſee Vranghed og Lyſt til at ſvige Udflugter, men ikke med Rette; thi det Saar, Ravn havde faaet i Lillefingeren, blev virkelig meget ſlemt, medens de to andre ſnart lægedes; hele Armen begyndte at visne, ſtrax efter Allehelgensdag maatte han lægge ſig til Sengs, miſtede Mælet og Samling noget efter Mortensmesſe, og døde i Tunsberg den 22de November, uden at have faaet gjort ſit Teſtamente, eller at have ytret nogen Anger over ſit tidligere Forhold[1]. Kongen og Biſkop Arne vare da forlængſt dragne fra Tunsberg, førſt til Oslo, og ſiden derfra den 28de October til Oplandene. Ogſaa Hertugen fulgte med, hvad enten han nu vilde deeltage i Pilegrimsfærden, eller alene være tilſtede ved Forhandlingerne i Nidaros. Biſkop Eivind i Oslo forſynede Biſkop Arne, der leed Pengemangel, med Rejſefornødenheder. Da de høje Rejſende kom til Ringsaker, traf de der Jon Brynjulfsſøn, der havde gjort Gjeſtebud for dem. Formodentlig var han altſaa Sysſelmand paa Hedemarken. Hertugen, fortælles der, var i en liden Stue for ſig ſelv med ſine Mænd, uviſt af hvad Aarſag, men Kongen og Biſkoppen vare i den ſamme Stue ſom Jon og formodentlig de øvrige Gjeſter. Da man ſkulde gaa til Bords, og Kongen havde taget Haandtvæt, ſatte Arne ſig ved hans ene Side, medens Jon ſatte ſig ved den anden, uagtet han endnu ikke var løſt af det Bann, hvori Erkebiſkoppen havde ſat ham om Vaaren. Men de havde ikke ſiddet ſaaledes længe, førend Arne ſagde til Kongen: „Herre, jeg beder eder, at I ej lader Jon ſpiſe ſammen med eder, ellers maa jeg gaa ud og ſpiſe paa et andet Sted“. Kongen blev ganſke rød ved

  1. Arne B. Saga Cap. 78. Ravns Venner, fortælles det her, ſpurte ham paa det ſidſte, om han ikke havde en Bøn at gjøre Kong Erik, ſom de kunde fremføre for ham, da han neppe ſelv fik ham at ſee; han ſkjønnede hvad de ſagde, og fik Taarer i Øjnene, men kunde ikke faa mere frem end „Sturla, Sturla“, hvilket man udtydede ſaaledes, at han bad om Kongens Naade for ſin Søn Sturla og ſin Syſterſøn af ſamme Navn; og Kongen, heder det, gjorde dem ſiden begge til Riddere.