Indflydelse. Denne havde nu, som man tydeligt kan see, under det lange Samvære med Kongen vundet stor Indflydelse hos ham, og synes næsten endog at være bleven ham uundværlig. Allerede den Maade, hvorpaa Kongen tog Verket fat, røber en sterk religiøs Paavirkning, thi han besluttede i de første Dage af October at drage som Pilegrim til St. Olafs Helligdom i Nidaros, og tage Biskop Arne med. Denne har derfor vel benyttet Lejligheden til at skildre ham de Farer for hans Sjæls Frelse, hvorfor han vilde udsætte sig ved et nyt Brud med Kirken. Biskop Arne ønskede ogsaa meget, at Hr. Ravn skulde være med, for at man derved kunde faa bragt Sagen om Kirkegodset til Endskab for Kongen og Erkebiskoppen; men Ravn undskyldte sig med Upasselighed formedelst det Saar, han havde faaet ved Stegeborg. Biskop Arne troede heri at see Vranghed og Lyst til at svige Udflugter, men ikke med Rette; thi det Saar, Ravn havde faaet i Lillefingeren, blev virkelig meget slemt, medens de to andre snart lægedes; hele Armen begyndte at visne, strax efter Allehelgensdag maatte han lægge sig til Sengs, mistede Mælet og Samling noget efter Mortensmesse, og døde i Tunsberg den 22de November, uden at have faaet gjort sit Testamente, eller at have ytret nogen Anger over sit tidligere Forhold[1]. Kongen og Biskop Arne vare da forlængst dragne fra Tunsberg, først til Oslo, og siden derfra den 28de October til Oplandene. Ogsaa Hertugen fulgte med, hvad enten han nu vilde deeltage i Pilegrimsfærden, eller alene være tilstede ved Forhandlingerne i Nidaros. Biskop Eivind i Oslo forsynede Biskop Arne, der leed Pengemangel, med Rejsefornødenheder. Da de høje Rejsende kom til Ringsaker, traf de der Jon Brynjulfssøn, der havde gjort Gjestebud for dem. Formodentlig var han altsaa Sysselmand paa Hedemarken. Hertugen, fortælles der, var i en liden Stue for sig selv med sine Mænd, uvist af hvad Aarsag, men Kongen og Biskoppen vare i den samme Stue som Jon og formodentlig de øvrige Gjester. Da man skulde gaa til Bords, og Kongen havde taget Haandtvæt, satte Arne sig ved hans ene Side, medens Jon satte sig ved den anden, uagtet han endnu ikke var løst af det Bann, hvori Erkebiskoppen havde sat ham om Vaaren. Men de havde ikke siddet saaledes længe, førend Arne sagde til Kongen: „Herre, jeg beder eder, at I ej lader Jon spise sammen med eder, ellers maa jeg gaa ud og spise paa et andet Sted“. Kongen blev ganske rød ved
- ↑ Arne B. Saga Cap. 78. Ravns Venner, fortælles det her, spurte ham paa det sidste, om han ikke havde en Bøn at gjøre Kong Erik, som de kunde fremføre for ham, da han neppe selv fik ham at see; han skjønnede hvad de sagde, og fik Taarer i Øjnene, men kunde ikke faa mere frem end „Sturla, Sturla“, hvilket man udtydede saaledes, at han bad om Kongens Naade for sin Søn Sturla og sin Systersøn af samme Navn; og Kongen, heder det, gjorde dem siden begge til Riddere.
