Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/180

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
158
Erik Magnusſøn.

Nordmænd under Audun Hugleiksſøn gjort et uheldigt Angreb paa Laaland, hvor mange Nordmænd ſkulle være dræbte af Indbyggerne. Stig Marſk og Audun droge nu i Forening tilbage til Kong Erik, der fremdeles laa ved Amager; de ankom her den 28de Juli[1]. Erkebiſkoppen tilligemed de øvrige Biſkopper fik nu Orlov til at drage hjem med ſine Skibe. Biſkop Arne, ſom maaſkee vilde benytte Lejligheden til at ſlippe hjem, eller i det mindſte ſige Erkebiſkoppen Farvel, roede ſelv anden i en liden Baad ud til hans Skib. Men Kongen havde imidlertid ſendt Hr. Guthorm Gydasſøn med nogle andre til Erkebiſkoppen, for udtrykkeligt at bede denne om, at Arne maatte forblive hos ham, ſaa længe Toget varede, og Erkebiſkoppen havde ſamtykt i Begjæringen. Paa Tilbagevejen fra Erkebiſkoppen mødte Guthorm Biſkop Arne, og troede ſandſynlig viis, at han vilde flygte, thi han roede med ſin ſtore Skude ſaa haardt ind paa Biſkoppens lille Baad, at den nær havde kantret, og lod Biſkoppen ſaavel ſom hans Følgeſvend uden videre gribe og hale over til ſig. Han meldte ham nu Erkebiſkoppens Svar, at han ſkulde blive hos Kongen om Sommeren, hvorover Arne ærgrede ſig meget; men der var intet derved at gjøre; han maatte finde ſig i hvad der ſkede. Den unge danſke Konge, der i denne Tid opholdt ſig i Vordingborg[2], aabnede nu Underhandlinger, og tilſkrev ſaavel Kong Erik, ſom Hertugen, klagende over, at de ikke alene underſtøttede Grev Jakob og de øvrige Kongemordere, men dertil herjede paa hans Rige. Han ledſagede dette Brev med et andet til Biſkop Arne, hvori han bad denne anvende ſine Overtalelſer paa Kong Erik, at han vilde opgive Greven og lade Herjingen fare. Kong Erik ſendte i den Anledning ſaavel Biſkop Arne ſom Hr. Bjarne Erlingsſøn og flere andre fornemme Mænd i Land til Kjøbenhavn for at underhandle, maaſkee med Danekongen ſelv, der i det Øjemed kan have begivet ſig derhen fra Vordingborg, eller med hans Moder; men man kunde ikke komme til nogen

    ſete nævnes ſom Vidne ved de kongelige Breve indtil Udgangen af April dette Aar.

  1. De esromſke Annaler. Der ſtaar vel ikke udtrykkeligt, at Audun var Befalingsmand over de Nordmænd, der hjemſøgte Laaland, men det maa ligefrem ſluttes deraf, at han, ſom det heder, i Forening med Stig drog derfra til Kongen.
  2. Man har to Breve af Kong Erik Menved, daterede fra Vordingborg i dette Aar, det ene er dateret den 29de Juli, det andet den 28de September (Suhm, X. 62). Af det førſte ſeer man altſaa, at han endnu var i Vordingborg St. Olafsdag. Da det nu i Arne B. Saga udtrykkeligt heder, at Danekongen „efter Olafsdag“ tilſkrev Norges Konge og Hertug, og at der ſtrax efter blev underhandlet forgjeves i Kjøbenhavn, førend Flaaden afſejlede, hvilket ſkede den 6te Auguſt, ſaa at der altſaa kun kan være Tale om et Tidsrum af nogle faa Dage mellem Olafsdagen og Brevets Modtagelſe, maa Danekongen enten have ſendt Brevet fra Vordingborg, eller ſelv perſonligt begivet ſig til Kjøbenhavn for at underhandle.