Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/180

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
158
Erik Magnussøn.

Nordmænd under Audun Hugleikssøn gjort et uheldigt Angreb paa Laaland, hvor mange Nordmænd skulle være dræbte af Indbyggerne. Stig Marsk og Audun droge nu i Forening tilbage til Kong Erik, der fremdeles laa ved Amager; de ankom her den 28de Juli[1]. Erkebiskoppen tilligemed de øvrige Biskopper fik nu Orlov til at drage hjem med sine Skibe. Biskop Arne, som maaskee vilde benytte Lejligheden til at slippe hjem, eller i det mindste sige Erkebiskoppen Farvel, roede selv anden i en liden Baad ud til hans Skib. Men Kongen havde imidlertid sendt Hr. Guthorm Gydassøn med nogle andre til Erkebiskoppen, for udtrykkeligt at bede denne om, at Arne maatte forblive hos ham, saa længe Toget varede, og Erkebiskoppen havde samtykt i Begjæringen. Paa Tilbagevejen fra Erkebiskoppen mødte Guthorm Biskop Arne, og troede sandsynlig viis, at han vilde flygte, thi han roede med sin store Skude saa haardt ind paa Biskoppens lille Baad, at den nær havde kantret, og lod Biskoppen saavel som hans Følgesvend uden videre gribe og hale over til sig. Han meldte ham nu Erkebiskoppens Svar, at han skulde blive hos Kongen om Sommeren, hvorover Arne ærgrede sig meget; men der var intet derved at gjøre; han maatte finde sig i hvad der skede. Den unge danske Konge, der i denne Tid opholdt sig i Vordingborg[2], aabnede nu Underhandlinger, og tilskrev saavel Kong Erik, som Hertugen, klagende over, at de ikke alene understøttede Grev Jakob og de øvrige Kongemordere, men dertil herjede paa hans Rige. Han ledsagede dette Brev med et andet til Biskop Arne, hvori han bad denne anvende sine Overtalelser paa Kong Erik, at han vilde opgive Greven og lade Herjingen fare. Kong Erik sendte i den Anledning saavel Biskop Arne som Hr. Bjarne Erlingssøn og flere andre fornemme Mænd i Land til Kjøbenhavn for at underhandle, maaskee med Danekongen selv, der i det Øjemed kan have begivet sig derhen fra Vordingborg, eller med hans Moder; men man kunde ikke komme til nogen

    sete nævnes som Vidne ved de kongelige Breve indtil Udgangen af April dette Aar.

  1. De esromske Annaler. Der staar vel ikke udtrykkeligt, at Audun var Befalingsmand over de Nordmænd, der hjemsøgte Laaland, men det maa ligefrem sluttes deraf, at han, som det heder, i Forening med Stig drog derfra til Kongen.
  2. Man har to Breve af Kong Erik Menved, daterede fra Vordingborg i dette Aar, det ene er dateret den 29de Juli, det andet den 28de September (Suhm, X. 62). Af det første seer man altsaa, at han endnu var i Vordingborg St. Olafsdag. Da det nu i Arne B. Saga udtrykkeligt heder, at Danekongen „efter Olafsdag“ tilskrev Norges Konge og Hertug, og at der strax efter blev underhandlet forgjeves i Kjøbenhavn, førend Flaaden afsejlede, hvilket skede den 6te August, saa at der altsaa kun kan være Tale om et Tidsrum af nogle faa Dage mellem Olafsdagen og Brevets Modtagelse, maa Danekongen enten have sendt Brevet fra Vordingborg, eller selv personligt begivet sig til Kjøbenhavn for at underhandle.