Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/174

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
152
Erik Magnusſøn.

hæve Forliget og blive hjemme, lod han ſig dog ikke forlede af deres Overtalelſer, iſær da Olaf Stallare tilſkrev ham et venſkabeligt advarende Brev. Han tiltraadte ſin Overrejſe den 1ſte September, efter at have indſat Abbed Runulf i Ver til Beſtyrer af Biſkopsſtolen under ſin Fraværelſe. Paa ſamme Tid ſejlede ogſaa Olaf Stallare og Hr. Ravn fra Island. Arne kom efter noget over 14 Dages Overrejſe til Throndhjem, hvor han tilbragte Vintren; Olaf og Ravn droge derimod lige til Bergen, hvor Kongen viſtnok allerede længe havde ventet dem, og hvor der nu allerede foreløbigt blev forhandlet meget om Kirkeſagen[1]. Hvad Jørund imidlertid havde foretaget i Norge mod ſin Forgænger, Erkebiſkop Jons Modſtandere, vides ikke; muligtviis holdt han ſig her nogenledes ſtille, indtil Sira Sighvat var kommen tilbage med Pallium. Men da han havde faaet dette og ſaaledes følte ſig ſikker i Beſiddelſe af Erkeſtolen, troede han vel at kunne handle driſtigere. Han ytrede uforbeholdent til Biſkop Arne under dennes Vinterophold i Throndhjem, at han havde været for eftergivende mod Ravn og de øvrige Kirkeransmænd, ſiden han ej havde bannſat dem, og endnu i Vintrens Løb indſtevnede han Ravn for ſin Domſtol, at ſvare for hvad han havde forbrudt, iſær fordi han havde været med at forjage Erkebiſkop Jon, medens Arne indſtevnede ham ligeledes at ſtande til Rette for ſin Fremferd paa Island. Denne dobbelte Stevning var aabenbart en mellem Erkebiſkoppen og Arne aftalt Plan. Ravn ſad den overhørig, og ſom en Følge deraf tilſkreve de begge Biſkop Narve i Bergen, hvor Ravn opholdt ſig ved Hoffet, at han ſkulde lyſe denne i Bann. Narve vovede ikke andet end at opfylde Befalingen, og det lader ikke til, at Kongen gjorde noget Skridt for at hindre det. Senere, ud paa Vaaren, efter at have gjort en kort Viſitatsrejſe, bannlyſte han ogſaa ſelv Hr. Jon Brynjulfsſøn, den egentlige Fuldbyrder af Utlegdsdommen mod hans Forgænger[2].

Kongen ſelv ſynes nu, efter ſin Moders Død, næſten at have heldet mere til Kirkens end til Lægmændenes Side, eller i det mindſte at have været fuldkommen upartiſk. Men den Indflydelſe, hans Omgivelſer engang havde faaet over ham, kunde han, ſom vi allerede ovenfor have berørt, ikke ſaa let afryſte; dertil manglede han den fornødne Charakteerſtyrke, iſær da ogſaa legemlig Svaghed kom til, og derſom hans Omgivelſer havde lagt den ſamme Heftighed for Dagen mod Jørund, ſom tidligere mod Jon, vilde vel ogſaa paany Ubehageligheder af ſamme

  1. Arne B. Saga, Cap. 53—69. Jvfr. Keyſers N. Kirkehiſtorie II. S. 56—58, hvor disſe Begivenheder paa Island udførligere berettes.
  2. Arne B. Saga Cap. 70. Keyſers N. Kirkehiſtorie S. 60, 61.