Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/174

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
152
Erik Magnussøn.

hæve Forliget og blive hjemme, lod han sig dog ikke forlede af deres Overtalelser, især da Olaf Stallare tilskrev ham et venskabeligt advarende Brev. Han tiltraadte sin Overrejse den 1ste September, efter at have indsat Abbed Runulf i Ver til Bestyrer af Biskopsstolen under sin Fraværelse. Paa samme Tid sejlede ogsaa Olaf Stallare og Hr. Ravn fra Island. Arne kom efter noget over 14 Dages Overrejse til Throndhjem, hvor han tilbragte Vintren; Olaf og Ravn droge derimod lige til Bergen, hvor Kongen vistnok allerede længe havde ventet dem, og hvor der nu allerede foreløbigt blev forhandlet meget om Kirkesagen[1]. Hvad Jørund imidlertid havde foretaget i Norge mod sin Forgænger, Erkebiskop Jons Modstandere, vides ikke; muligtviis holdt han sig her nogenledes stille, indtil Sira Sighvat var kommen tilbage med Pallium. Men da han havde faaet dette og saaledes følte sig sikker i Besiddelse af Erkestolen, troede han vel at kunne handle dristigere. Han ytrede uforbeholdent til Biskop Arne under dennes Vinterophold i Throndhjem, at han havde været for eftergivende mod Ravn og de øvrige Kirkeransmænd, siden han ej havde bannsat dem, og endnu i Vintrens Løb indstevnede han Ravn for sin Domstol, at svare for hvad han havde forbrudt, især fordi han havde været med at forjage Erkebiskop Jon, medens Arne indstevnede ham ligeledes at stande til Rette for sin Fremferd paa Island. Denne dobbelte Stevning var aabenbart en mellem Erkebiskoppen og Arne aftalt Plan. Ravn sad den overhørig, og som en Følge deraf tilskreve de begge Biskop Narve i Bergen, hvor Ravn opholdt sig ved Hoffet, at han skulde lyse denne i Bann. Narve vovede ikke andet end at opfylde Befalingen, og det lader ikke til, at Kongen gjorde noget Skridt for at hindre det. Senere, ud paa Vaaren, efter at have gjort en kort Visitatsrejse, bannlyste han ogsaa selv Hr. Jon Brynjulfssøn, den egentlige Fuldbyrder af Utlegdsdommen mod hans Forgænger[2].

Kongen selv synes nu, efter sin Moders Død, næsten at have heldet mere til Kirkens end til Lægmændenes Side, eller i det mindste at have været fuldkommen upartisk. Men den Indflydelse, hans Omgivelser engang havde faaet over ham, kunde han, som vi allerede ovenfor have berørt, ikke saa let afryste; dertil manglede han den fornødne Charakteerstyrke, især da ogsaa legemlig Svaghed kom til, og dersom hans Omgivelser havde lagt den samme Heftighed for Dagen mod Jørund, som tidligere mod Jon, vilde vel ogsaa paany Ubehageligheder af samme

  1. Arne B. Saga, Cap. 53–69. Jvfr. Keysers N. Kirkehistorie II. S. 56–58, hvor disse Begivenheder paa Island udførligere berettes.
  2. Arne B. Saga Cap. 70. Keysers N. Kirkehistorie S. 60, 61.