Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/173

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
151
1287—1289. Kirkeſtriden paa Island.

ſkop Arne, hvori han takkede ham for hans udviſte Iver, bad ham tage venligt mod Olaf og Sighvat, og meddele dem ſine gode Raad; Kirkeſagen, ytrede han, burde ſkydes under Kongens og den vordende Erkebiſkops Dom, og ſelv lovede han, naar denne Dom ſkulde afſiges, i Forening med Erkebiſkoppen at forhjelpe Kirken til al den Ret, den billigtviis kunde fordre, hvorimod han anmodede Arne om at indſlutte ham og hans afdøde Moder i ſine Bønner. Olaf Stallare forlod Norge ſaa ſildigt, at Høſtſtormene tvang ham til at overvintre paa Hjaltland, ſaa at han ej kom til Island førend det følgende Aar, lidt før Thingtiden. Imidlertid havde Striden vedvaret med uforandret Heftighed. Men ved Olafs Ankomſt blev det anderledes. Kongens ſmigrende Brev, Olafs kloge og forſonlige Ferd, maaſkee og Efterretningen om, at ikke Eindride, men Jørund af Hamar var valgt til Erkebiſkop, formildede nu Arne, medens Ravn paa ſin Side ogſaa gav noget Kjøb, og ſaaledes blev der virkelig paa Althinget ſluttet et Forlig, hvorved, overeensſtemmende med Kongens Ønſke, Sagen henſtilledes til Kongens og Erkebiſkoppens Dom; indtil da ſkulde Kirkerne og Kirkegodſet vedblive at ſtaa under dem, der for Øjeblikket havde dem i Hænde, og Biſkoppen ſkulde løſe de i denne Sag bannſatte Mænd. Begge Parter ſkulde ſtille Borgen, at de i ſin Tid vilde efterkomme Dommen, og Olaf Stallare tilbød ſig ſelv at borge for Biſkop Arne. Ravn og Biſkoppen beſtemte ſig nu begge til at drage over til Norge, for perſonligt at røgte ſin Sag. Men kort efter kom Biſkop Jørund, der havde tilbragt Vintren hos ſin Navne, den nys udvalgte Erkebiſkop, tilbage til Island med Brev fra denne, hvori han paa det udtrykkeligſte indſkærpede Erkebiſkop Jons Dom af 1273; ſiden indløb ogſaa flere Breve fra ham af lignende Indhold, blandt andet med den Befaling, at Erkebiſkop Arnes Chriſtenret alene ſkulde gjelde. Hvis disſe Breve vare ankomne før, vilde de viſtnok have anſporet Biſkop Arne til at viſe ſig langt anderledes paaſtaaelig, og de vilde ſaaledes have gjort megen Skade. Men heldigviis kom de nu for ſildigt dertil, og ſkjønt der ikke manglede paa dem, der ſøgte at overtale Biſkoppen til at

    ſig. I Julen indbød Erlend Aamundesſøn (maaſkee rettere Erling Aamundesſøn, ſenere Ridder) Loft til Kongsgaarden, og Hallkell bad for ham, men forgjeves. Om Sommeren 1285 fulgte han med til Rigsgrændſen i Bymændenes Skib (til Mødet paa Gullbergseid), og tilbage om Høſten; om Vintren, da Hallkell kom tilbage fra Haalogaland, begav han ſig til ham, og tilbragte Reſten af Vintren hos ham. Vaaren efter (1286) drog han med de øvrige Islændinger til Viken; der bad Lodin Lepp og Hr. Thorvard for ham, Søndag efter Botolfsmesſe, og Kongen tog ham til Naade i Tunsberg. Den følgende Vinter tilbragte han hos Kongen, vel behandlet; i Begyndelſen af Faſten 1287 gjorde Kongen ham til ſin Hirdmand, og gav ham derpaa Hjemlov; han begav ſig til Throndhjem og derfra til Island.