Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/173

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
151
1287–1289. Kirkestriden paa Island.

skop Arne, hvori han takkede ham for hans udviste Iver, bad ham tage venligt mod Olaf og Sighvat, og meddele dem sine gode Raad; Kirkesagen, ytrede han, burde skydes under Kongens og den vordende Erkebiskops Dom, og selv lovede han, naar denne Dom skulde afsiges, i Forening med Erkebiskoppen at forhjelpe Kirken til al den Ret, den billigtviis kunde fordre, hvorimod han anmodede Arne om at indslutte ham og hans afdøde Moder i sine Bønner. Olaf Stallare forlod Norge saa sildigt, at Høststormene tvang ham til at overvintre paa Hjaltland, saa at han ej kom til Island førend det følgende Aar, lidt før Thingtiden. Imidlertid havde Striden vedvaret med uforandret Heftighed. Men ved Olafs Ankomst blev det anderledes. Kongens smigrende Brev, Olafs kloge og forsonlige Ferd, maaskee og Efterretningen om, at ikke Eindride, men Jørund af Hamar var valgt til Erkebiskop, formildede nu Arne, medens Ravn paa sin Side ogsaa gav noget Kjøb, og saaledes blev der virkelig paa Althinget sluttet et Forlig, hvorved, overeensstemmende med Kongens Ønske, Sagen henstilledes til Kongens og Erkebiskoppens Dom; indtil da skulde Kirkerne og Kirkegodset vedblive at staa under dem, der for Øjeblikket havde dem i Hænde, og Biskoppen skulde løse de i denne Sag bannsatte Mænd. Begge Parter skulde stille Borgen, at de i sin Tid vilde efterkomme Dommen, og Olaf Stallare tilbød sig selv at borge for Biskop Arne. Ravn og Biskoppen bestemte sig nu begge til at drage over til Norge, for personligt at røgte sin Sag. Men kort efter kom Biskop Jørund, der havde tilbragt Vintren hos sin Navne, den nys udvalgte Erkebiskop, tilbage til Island med Brev fra denne, hvori han paa det udtrykkeligste indskærpede Erkebiskop Jons Dom af 1273; siden indløb ogsaa flere Breve fra ham af lignende Indhold, blandt andet med den Befaling, at Erkebiskop Arnes Christenret alene skulde gjelde. Hvis disse Breve vare ankomne før, vilde de vistnok have ansporet Biskop Arne til at vise sig langt anderledes paastaaelig, og de vilde saaledes have gjort megen Skade. Men heldigviis kom de nu for sildigt dertil, og skjønt der ikke manglede paa dem, der søgte at overtale Biskoppen til at

    sig. I Julen indbød Erlend Aamundessøn (maaskee rettere Erling Aamundessøn, senere Ridder) Loft til Kongsgaarden, og Hallkell bad for ham, men forgjeves. Om Sommeren 1285 fulgte han med til Rigsgrændsen i Bymændenes Skib (til Mødet paa Gullbergseid), og tilbage om Høsten; om Vintren, da Hallkell kom tilbage fra Haalogaland, begav han sig til ham, og tilbragte Resten af Vintren hos ham. Vaaren efter (1286) drog han med de øvrige Islændinger til Viken; der bad Lodin Lepp og Hr. Thorvard for ham, Søndag efter Botolfsmesse, og Kongen tog ham til Naade i Tunsberg. Den følgende Vinter tilbragte han hos Kongen, vel behandlet; i Begyndelsen af Fasten 1287 gjorde Kongen ham til sin Hirdmand, og gav ham derpaa Hjemlov; han begav sig til Throndhjem og derfra til Island.