Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
150
Erik Magnusſøn.

Oddsſøn og hans Tilhængere, var atter blusſet op med fordoblet Styrke, iſær da Biſkop Arne havde faaet Efterretning om den djerve Chorsbroder Eindrides Valg til Erkebiſkop, og antog det for afgjort, at han vilde komme tilbage til Norge med Pallium, og da træde i Jons Fodſpor. Et nyt Forlig mellem Ravn og Arne i Skaalholt, omtrent paa ſamme Vilkaar ſom det forrige i Brautarholt, viſte ſig frugtesløſt, fordi Biſkoppen, ſtolende paa Medhold af den nye Erkebiſkop, ikke holdt ſig Vilkaarerne efterrettelig, men ſøgte ved Anvendelſe af Kirkens Tvangsmidler at faa de af Lægmændene tagne Kirkegodſer tilbage, medens Ravn og hans Venner lige ſaa ivrigt holdt paa dem; tilſidſt kom det dertil, at Biſkoppen ſatte flere af ſine Modſtandere formeligt i Bann og erklærede de øvrige forfaldne til Bannsſtraf ipso facto, medens Ravn paa ſin Side lod flere af de Preſter, der udførte Biſkoppens Foranſtaltninger, dømme utlæge. I Aaret 1287 var Striden kommen ſaa vidt, at Ravn endog truede Biſkoppen med at forholde ham hans Biſkopstiende, og forbyde ham at rejſe om paa Viſitats; man kunde befrygte de voldſomſte Storme, og den forſigtige Biſkop Jørund forlod endog Landet. Det blev derfor nødvendigt for Kongen at ſkride alvorligt ind, og han ſendte derfor allerede om Høſten 1287 ſin egen Stallare Olaf Ragneidsſøn af Stein ſaavel ſom Sighvat Halfdansſøn af Odde, der juſt havde været i Norge, til Island for at megle Fred og bringe Rolighed til Veje. Valget var meget heldigt, thi Olaf var ej alene rig og anſeet, men ſynes derhos at have været en forſtandig og maadeholdende Mand, der gjerne gav efter, hvor det paa nogen Maade kunde ſkee, for at ſkaffe Fred og Enighed til Veje; derhos er det aabenbart, at han havde Befaling af Kongen til at viſe ſaa megen Føjelighed ſom muligt mod Biſkop Arne, for hvem Kongen nærede megen perſonlig Ærbødighed, og hvem han nu desuden ſkyldte Erkjendtlighed, fordi han Aaret forud ſaa ivrigt havde ſøgt at fatte Ledingsudbudet i Kraft, medens derimod Ravn og de haandgangne Mænd havde lagt det Hindringer i Vejen. Et Beviis paa denne Erkjendtlighed havde Kongen allerede givet tidligere paa Aaret, idet han nemlig gjorde hans Frænde Loft Helgesſøn til ſin Hirdmand, og omſider tillod ham, efter fire Aars Fraværelſe, at vende tilbage til Island, hvor han ankom om Sommeren[1]. Ligeledes medgav Kongen nu Olaf Stallare et Brev til Bi-

  1. Arne B. Saga Cap. 62, jvfr. c. 48. Her fortælles det om Loft, at han, da han den førſte Høſt, han tilbragte i Norge (1283), blev ſaa unaadigt behandlet af Kongen og mødt med ſaa megen Uvilje ved Hoffet, gav Hallkell Agmundsſøn, der juſt ſkulde drage til den tydſke Konge, fem Hundreder Baadmaal: Hallkell bad da Bjarne Erlingsſøn at finde paa Raad for ham, men intet ſkede. Da Hallkell kom hjem om Sommeren 1284, tog han Loft til