endnu ikke var udredet. Vi have ovenfor seet, at Kong Alexander affandt sig med de norske Gesandter, der strax efter Margretes Død sendtes til Skotland, ved at anvise Jordegods, men Aftalen synes at have været den, at Indtægterne af dette Jordegods skulde anvendes til en aarlig Udbetaling i ti Aar, indtil den hele Sum, 7000 Mkr. Sterling, var betalt. Siden Kong Alexanders Død i 1286 havde dog ingen saadan Udbetaling fundet Sted, og man havde indskrænket sig til at udrede de ved Tractaten af 1266 foreskrevne 100 Mkr., maaskee under Forevending af, at, da Margretes Datter var hendes nærmeste Arving, og hun nu selv var Skotlands Dronning, skulde Udbetalingen ej længere skee til Kong Erik, men derimod til Regenterne selv paa hendes Vegne, med andre Ord aldeles ophøre[1]. Afsavnet maatte være saa meget føleligere for Kong Erik, som han just nu trængte saa højlig til Penge for at tilfredsstille de tydske Stæder. Under disse Omstændigheder kan man godt begribe, at Kongen helst opholdt sig i Bergen, hvor han bedst kunde holde Øje med hvad der foregik i Skotland, især da han havde en saa tro og paalidelig Ven, som sin Broder Hertug Haakon, til at varetage hans Tarv lige over for Danmark og de tydske Stæder.
End videre maa man antage, at de kirkelige Stridsspørgsmaal, der nu i saa lang Tid havde hvilet, men som ved Erkestolens Besættelse atter maatte komme paa Bane, i en ikke ringe Grad fængslede Kongens Opmerksomhed og optog hans Tid, især da den nys udvalgte Erkebiskop, Jørund, i Førstningen lagde en høj Grad af Nidkjærhed for Dagen, og lod til at ville begynde ganske hvor Jon havde sluppet. Dette erfarede man aller først af hans Optræden i de islandske Kirke-Anliggender. Striden mellem Biskop Arne og de saakaldte Kirkeranere, eller Ravn
- ↑ I et udateret Brev fra Kong Erik i Norge til Kong Edward i England, skrevet før Pints 1290 (Rymeri foedera I. 2. S. 732) siger hiin, at skjønt det skotske Rige ifølge Egteskabskontrakten (ratione maritagii) skyldte ham aarlig 700 Mkr. Sterl., vilde der nu til førstkommende Pints 1290 være 4 Aar, i hvilke Afgiften ej var betalt. Nu tales der, som vi vide, intet om nogen saadan aarlig Afgift i Traktaten af 1281; men da Kong Eriks Brev viser, at den dog i Anledning af Egteskabstraktaten maa have været fastsat, bliver det altsaa rimeligst, at Tingen har været ordnet paa den ovenfor angivne Maade; derved forklares det da ogsaa bedst, hvorledes Fordun paa det ovenfor (S. 32) angivne Sted kan tale om 700 Mkr. Den der af os fremsatte Gisning, at 700 kan være en Skrivfejl for 7000, bortfalder saaledes, og det bliver tillige klart, at de her berørte Qvitteringer fra Bjarne Lodinssøn (og Broder Maurits) for 700 Mkr., samt fra Audun Hugleikssøn og Ivar Olafssøn for 350 Mkr., hvilke forefandtes i det skotske Arkiv 1291–92, netop ere Qvitteringer for et heelt og et halvt Aars-Afdrag. Blandt disse Arkivsager fandtes ogsaa Qvitteringer for den aarlige Afgift af 100 Mkr., bestemt ved Freden til Perth af 1266, for Aarene 1282–89 incl. samt 1291, kun ikke for 1290.
