Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/170

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
148
Erik Magnussøn.

ved andre Lejligheder. Heraf seer man, hvor godt de kloge Tydskere forstode at benytte sig af Omstændighederne til sin Fordeel. I Stedet for at tage Anledning af Norges Pengemangel til at fornye Krigen, foretrak de at skaffe sig nye Friheder, der vistnok kun, som det heed, skulde være midlertidige, men som de dog neppe et Øjeblik tvivlede paa vilde blive vedvarende, da der ej var Udsigt til, at Norge under en bekostelig Krig vilde kunne skaffe den større Halvdeel af Pengesummen til Veje[1]. Heri toge de heller ikke Fejl, som det i det følgende vil vise sig.

75. Forhandlinger med Skotland. Erkebiskop Jørund opripper Kirkestriden. Ravn Oddssøns og Biskop Arnes Tvist paa Island. Gaute af Tolgas Drab.


Af den Omstændighed, at Kong Erik ikke selv var tilstede i Tunsberg, da Udbetalingen skede, men havde bemyndiget Hertug Haakon til at handle paa hans Vegne, ja endog at tilstaa Stæderne betydelige Friheder, maa man slutte, at Kongen i hele denne Sommer neppe engang var paa Østlandet, men opholdt sig i eller ved Bergen, hvor da andre vigtige Anliggender maa have beskjeftiget ham. For en stor Deel har vel hans Opmerksomhed været henvendt paa Forholdene i Skotland, siden der endog i det følgende Aar, da han udskrev Leding, var Tale om at han maaskee vilde drage med en Flaade til Skotland[2]. Vi have allerede seet af Alf Jarls Skrivelse til Jakob Stewart, at den skotske Formynder-Regjering ikke var ret venligt stemt mod Norge; siden blev Bjarne Erlingssøn sendt til Skotland og tilbragte hele Vintren 1286–87 der, som det heder, for at sikre Jomfru Margretes Herredømme derover[3], da Skotland, det vil sige den skotske Mellemregjeering, virkelig, trods alle Kong Alexanders Betryggelsesmidler, skal have viist sig uvillig til at antage hende som sin Dronning; hvorved dog den Tanke ligger nær, at Kong Erik gjorde Paastand paa større Myndighed i Egenskab af sin Datters nærmeste Værge, endmani Skotland vilde indrømme ham, og at dette havde et spendt Forhold mellem ham og Formynder-Regjeringen til Følge. Hertil kommer, at den resterende Halvdeel af Dronning Margretes Medgift

  1. Lübecks Urk. B. No. 527.
  2. Arne B. Saga, Cap. 70.
  3. Dette siges udtrykkeligt i en Notits i den endnu utrykte Olifs og Landres Saga. Han hørte, heder det her, denne Fortælling, da han Vintren efter Kong Alexanders Død (altsaa 1286–1287) sad i Skotland for at frede og sikre Riget under Jomfru Margrete, Kong Eriks Datter.