Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
148
Erik Magnusſøn.

ved andre Lejligheder. Heraf ſeer man, hvor godt de kloge Tydſkere forſtode at benytte ſig af Omſtændighederne til ſin Fordeel. I Stedet for at tage Anledning af Norges Pengemangel til at fornye Krigen, foretrak de at ſkaffe ſig nye Friheder, der viſtnok kun, ſom det heed, ſkulde være midlertidige, men ſom de dog neppe et Øjeblik tvivlede paa vilde blive vedvarende, da der ej var Udſigt til, at Norge under en bekoſtelig Krig vilde kunne ſkaffe den ſtørre Halvdeel af Pengeſummen til Veje[1]. Heri toge de heller ikke Fejl, ſom det i det følgende vil vise ſig.

75. Forhandlinger med Skotland. Erkebiſkop Jørund opripper Kirkeſtriden. Ravn Oddsſøns og Biſkop Arnes Tviſt paa Island. Gaute af Tolgas Drab.


Af den Omſtændighed, at Kong Erik ikke ſelv var tilſtede i Tunsberg, da Udbetalingen ſkede, men havde bemyndiget Hertug Haakon til at handle paa hans Vegne, ja endog at tilſtaa Stæderne betydelige Friheder, maa man ſlutte, at Kongen i hele denne Sommer neppe engang var paa Øſtlandet, men opholdt ſig i eller ved Bergen, hvor da andre vigtige Anliggender maa have beſkjeftiget ham. For en ſtor Deel har vel hans Opmerkſomhed været henvendt paa Forholdene i Skotland, ſiden der endog i det følgende Aar, da han udſkrev Leding, var Tale om at han maaſkee vilde drage med en Flaade til Skotland[2]. Vi have allerede ſeet af Alf Jarls Skrivelſe til Jakob Stewart, at den ſkotſke Formynder-Regjering ikke var ret venligt ſtemt mod Norge; ſiden blev Bjarne Erlingsſøn ſendt til Skotland og tilbragte hele Vintren 1286—87 der, ſom det heder, for at ſikre Jomfru Margretes Herredømme derover[3], da Skotland, det vil ſige den ſkotſke Mellemregjeering, virkelig, trods alle Kong Alexanders Betryggelſesmidler, ſkal have viiſt ſig uvillig til at antage hende ſom ſin Dronning; hvorved dog den Tanke ligger nær, at Kong Erik gjorde Paaſtand paa ſtørre Myndighed i Egenſkab af ſin Datters nærmeſte Værge, endmani Skotland vilde indrømme ham, og at dette havde et ſpendt Forhold mellem ham og Formynder-Regjeringen til Følge. Hertil kommer, at den reſterende Halvdeel af Dronning Margretes Medgift

  1. Lübecks Urk. B. No. 527.
  2. Arne B. Saga, Cap. 70.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt i en Notits i den endnu utrykte Olifs og Landres Saga. Han hørte, heder det her, denne Fortælling, da han Vintren efter Kong Alexanders Død (altſaa 1286—1287) ſad i Skotland for at frede og ſikre Riget under Jomfru Margrete, Kong Eriks Datter.