Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/17

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
VII

pen i Hole, Laurentius Kalfssøns Saga, vigtig for Aarene fra 1295 til c. 1320. Arnes Saga har tidligere været udgivet, men mindre omhyggeligt, som Anhang til Udgaven af Sturlungasaga; i forrige Aar er en fortrinlig Udgave, saavel af den, som af Laurentius’s Saga, udkommen blandt de saakaldte Biskopssagaer, der udgives af det islandske Literaturselskab i Kjøbenhavn. Med Laurentius’s Saga ophører Sagaliteraturen aldeles.

Af danske Kilder findes der til dette Tidsrum hverken mange eller rige; de indskrænke sig fordetmeste til endeel kortfattede, ofte unøjagtige, altid ufuldstændige, Annaler, de fleste trykte i Langebeks, „Scriptores“, og af mig hist og her paaberaabte; de bedste ere de allerede forhen omtalte, „Ryklosters Annaler“ (kaldte Kong Eriks Krønike) og „de esromske“, især de sidste. Der forefindes og nogle faa svenske, trykte deels hos Langebek, deels i Fants Scriptores rerum Sveciarum“. Men det ypperste svenske Kildeskrift for den Tid, som ligger efter Slutningen af Kong Magnus Byrgessøns Regjering (altsaa omtr. fra 1280), er den bekjendte svenske, saakaldte store Riimkrønike. Den fortæller Begivenhederne med en særdeles Udførlighed, og saaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle paa, at Forfatteren selv har oplevet, maaskee endog deeltaget i det meste. Saaledes er det aabenbart, at den Beskrivelse over Hertug Eriks Ophold i Oslo og Afsked derfra om Julen 1302–3, som jeg har meddeelt S. 408 og 411, er forfattet af et Øjevidne; hvor Kong Eriks uheldige Opbrud fra Nykøping om Høsten 1309 omtales (see nedf. S. 528) heder det „hästeben der ej tröt, mig tyckes som jag aldrig såg flere än der på Marken låg“, hvilket altsaa viser, at Forf. selv maa have seet Benene af de mange omkomne Heste; Beskrivelsen over Hertugernes Bryllup (S. 538, Hertug Eriks Tilberedelser til sin unge Bruds Modtagelse og Festlighederne i Ljodhuus (see nedf. S. 562, 563) røber ligeledes Øjevidnet. Endelig beder det udtrykkeligt, efterat Kong Haakons Død 1319 og Kong Magnus’s Tronbestigelse er omtalt: „han är nu konung öfwer twänne rike, få kristne konungar lefwa nu slike; Vardberg och norra Halland hafwer han fritt i sinne hand; den ära han fick och hafwer än, then wolde honom Gud och svenske män“; dette viser aabenbart, at Forfatteren maa have afsluttet denne Deel af Verket kort efter at Magnus blev Konge; sandsynligviis har han heller ikke skrevet mere, men det efterfølgende Tid efter anden været tilføiet af andre. Da han fra først til sidst viser sig at være en ivrig, næsten fanatisk, Tilhænger af Hertug Erik, og dertil med største Udførlighed dvæler ved hans Bedrifter, maa man antage, at