Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
VII

pen i Hole, Laurentius Kalfsſøns Saga, vigtig for Aarene fra 1295 til c. 1320. Arnes Saga har tidligere været udgivet, men mindre omhyggeligt, ſom Anhang til Udgaven af Sturlungaſaga; i forrige Aar er en fortrinlig Udgave, ſaavel af den, ſom af Laurentius’s Saga, udkommen blandt de ſaakaldte Biſkopsſagaer, der udgives af det islandſke Literaturſelſkab i Kjøbenhavn. Med Laurentius’s Saga ophører Sagaliteraturen aldeles.

Af danſke Kilder findes der til dette Tidsrum hverken mange eller rige; de indſkrænke ſig fordetmeſte til endeel kortfattede, ofte unøjagtige, altid ufuldſtændige, Annaler, de fleſte trykte i Langebeks, „Scriptores“, og af mig hiſt og her paaberaabte; de bedſte ere de allerede forhen omtalte, „Rykloſters Annaler“ (kaldte Kong Eriks Krønike) og „de esromſke“, iſær de ſidſte. Der forefindes og nogle faa ſvenſke, trykte deels hos Langebek, deels i Fants Scriptores rerum Sveciarum“. Men det ypperſte ſvenſke Kildeſkrift for den Tid, ſom ligger efter Slutningen af Kong Magnus Byrgesſøns Regjering (altſaa omtr. fra 1280), er den bekjendte ſvenſke, ſaakaldte ſtore Riimkrønike. Den fortæller Begivenhederne med en ſærdeles Udførlighed, og ſaaledes, at man ikke et Øjeblik kan tvivle paa, at Forfatteren ſelv har oplevet, maaſkee endog deeltaget i det meſte. Saaledes er det aabenbart, at den Beſkrivelſe over Hertug Eriks Ophold i Oslo og Afſked derfra om Julen 1302—3, ſom jeg har meddeelt S. 408 og 411, er forfattet af et Øjevidne; hvor Kong Eriks uheldige Opbrud fra Nykøping om Høſten 1309 omtales (ſee nedf. S. 528) heder det „häſteben der ej tröt, mig tyckes ſom jag aldrig ſåg flere än der på Marken låg“, hvilket altſaa viſer, at Forf. ſelv maa have ſeet Benene af de mange omkomne Heſte; Beſkrivelſen over Hertugernes Bryllup (S. 538, Hertug Eriks Tilberedelſer til ſin unge Bruds Modtagelſe og Feſtlighederne i Ljodhuus (ſee nedf. S. 562, 563) røber ligeledes Øjevidnet. Endelig beder det udtrykkeligt, efterat Kong Haakons Død 1319 og Kong Magnus’s Tronbeſtigelſe er omtalt: „han är nu konung öfwer twänne rike, få kriſtne konungar lefwa nu ſlike; Vardberg och norra Halland hafwer han fritt i ſinne hand; den ära han fick och hafwer än, then wolde honom Gud och ſvenſke män“; dette viſer aabenbart, at Forfatteren maa have afſluttet denne Deel af Verket kort efter at Magnus blev Konge; ſandſynligviis har han heller ikke ſkrevet mere, men det efterfølgende Tid efter anden været tilføiet af andre. Da han fra førſt til ſidſt viſer ſig at være en ivrig, næſten fanatiſk, Tilhænger af Hertug Erik, og dertil med ſtørſte Udførlighed dvæler ved hans Bedrifter, maa man antage, at