han ogsaa de øvrige jydske Fredløse med sig, og deres Hensigt var vistnok med væbnet Haand at sætte sig i Besiddelse af deres, ifølge Fredløshedsdommen til Kronen forbrudte Ejendomme, eller i det mindste at oppebære de sædvanlige Indtægter deraf; man maa ogsaa antage, at de fremdeles have søgt at overtale Folket til at gjøre Opstand og give sig under den norske Konge. Vi ville nemlig see, hvorledes Kong Erik senere hen virkelig indfandt sig ved Jylland i Haab eller Forventning om, at Indbyggerne vilde gjøre fælles Sag med ham, altsaa vel rimeligviis ifølge Udsigter, som Marsk Stig havde forespejlet ham; men som, da det kom til Stykket, viste sig at være ganske ugrundede. At det faldt Kong Erik vanskeligt at opdrive Pengene til de tydske Stæder, eller at man maaskee allerede til Forberedelse af Udrustningerne havde brugt en Deel af de forhen tilvejebragte Penge, maa man slutte deraf, at da den forlængede Termin, 8de September, kom, havde man ikke engang fuldt Halvparten af den bestemte Sum, 6000 Mkr., tilstede. Thi Hertug Haakon, som da, befuldmægtiget af sin Broder til at handle paa hans Vegne, havde begivet sig til Tunsberg, det aftalte Udbetalingssted, udredede her til Stædernes Sendebud, Fromold af Fifausen fra Lübeck, Henrik Munk fra Rostock og Johan Skoke fra Stralsund, hvilke ogsaa medbragte Fuldmagt fra de øvrige 4 Stæder[1] , 2870 Mkr., og fik et Aars Henstand med det øvrige, hvorimod han, efter den ham af Kong Erik givne Fuldmagt, og med Bifald og Samtykke af Grev Jakob af Halland og Bjarne Erlingssøn samt flere anseede Mænd, der paa den Tid var nærværende, tilsagde Indbyggerne af hine syv Stæder fuldkommen Fritagelse fra at erlægge den sædvanlige Landvarde eller Afgift ved Sildefisket den anstundende Vinter, og hvis fuld Betaling af Summen heller ikke fandt Sted i September 1289, skulde hiin Afgiftsfrihed ogsaa vedvare for den følgende Vinter, samt fremdeles, indtil Betaling skede. Kun fordredes, paa det at ingen uberettiget skulde tilsnige sig samme Frihed, at enhver Skibsfører fra en af hine Stæder skulde medbringe et af Raadmændene i den By, Skibet tilhørte, udstedt Certificat, om at han saavelsom Skibet der hørte hjemme. For øvrigt bekræftede Hertugen paany alle de Bestemmelser med Hensyn til Stædernes Handelsrettigheder i Norge, der vare fastsatte, enten ved Kalmarforliget eller
- ↑ Et saadant Fuldmagtsbrev til Lübecks Raadmænd udstedte de i Visby bosatte Tydskeres Øvrighed den 30te Juni 1288 (Urk. B. No. 524), og lignende Fuldmagtsbreve maa da og være indløbne fra de øvrige Stæder, der ej sendte egne Befuldmægtigede.
hvilke slutte ved dette Aar, saa at Beretningen maa ansees for samtidig. Det gjentages i de Annaler, der slutte med 1317, (Langeb. Scr. II. S. 174) men ved Trykfejl eller Læsefejl staar her Norvegia istedetfor Noriucia.
