Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/168

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
146
Erik Magnusſøn.


Alt dette afbrød dog, ſom vi allerede have ſeet, ikke det venſkabelige Forhold, ſom nu var indtraadt mellem Norge og de tydſke Stæder, og uagtet der vel ikke nu blev noget af det omhandlede Fyrſtemøde, lagde dog Kong Erik nokſom for Dagen, at det var hans Henſigt ſamvittighedsfuldt at overholde de Forpligtelſer, der ved Forliget i Kalmar vare blevne ham paalagte. Han vilde vel endog netop med Flid viſe Kong Magnus, at han, hvad der end kunde være imellem dem, hædrede hans Dom. Paa St. Hansdag, ſom var Termindagem vare Kongen og Hertugen ganſke rigtigt tilſtede i Tunsberg, for at møde Stædernes Befuldmægtigede, thi Dagen efter udſtedte de, ſom vi have ſeet, hiint Beſkyttelſesbrev for de danſke Herrer. Der indfandt ſig ogſaa Befuldmægtigede fra Lübeck, Wismar, Roſtock og Stralſund, men derimod ingen fra Visby, Riga og Greifswalde, og da man i ſex Dage forgjeves havde ventet paa dem, og hine Befuldmægtigede heller ikke, ſom det lader, havde Fuldmagt til at modtage de ſidſtnævnte Stæders Andeel af Summen, kunde denne Gang ingen Udbetaling ſkee, uagtet den dog ganſke viſt maa være tilbuden fra Kong Eriks Side. Det blev da beſtemt med de tilſtedeværende Befuldmægtigedes Samtykke, at Pengene ſkulde førſt udbetales den 8de September 1288, fremdeles i Tunsberg, og hvis ogſaa da enkelte Stæders Fuld mægtige udebleve, ſkulde den Part, der faldt paa dem, udredes til dem, der indfandt ſig, imod at disſe ſkriftligt indeſtode Kongen for, at han for Eftertiden ſkulde være fri for ſamme Stæders Krav; ja hvis disſe, under Forevending af, at Pengene ikke vare betalte til rette Tid, vilde hjemſøge Kongen med Krig, ſkulde hine endog med hele deres Vaabenmagt ſtaa Kongen bi. Herom udſtedte Kongen den 5te Juli en Erklæring i Tunsberg, hvori han gjentog, at han ubrødeligen vilde overholde Kong Magnus’s Dom[1]. Aarſagen, hvorfor Fuldmægtige fra de tre Stæder ej havde indfundet ſig, var viſtnok iſær den, at Alf Erlingsſøns Fejde endnu ej var til Ende, og at de frygtede for hans Kaperier. Men i ethvert Tilfælde kan det ej betvivles, at den Udſættelſe med Betalingen, ſom Kong Erik derved fik, kom højſt belejligt med Henſyn til hans Udruſtninger mod Danmark, der maatte drives med Kraft og kræve ſtore Bekoſtninger, om de ſkulde kunne lede til noget ordentligt Reſultat. Vi ſee ogſaa, at der i Løbet af hele Aaret 1288 ikke blev gjort noget Tog til Danmark fra Norge, men at alle Krigsforetagender i dette Aar indſkrænkede ſig til, at Marſk Stig, rimeligviis fra ſit Tilhold paa Kongehelle, gjorde flere, ſom der ſiges, hemmelige d. e. uformodede Tog til Nørrejylland, og der anrettede megen Skade[2]. Formodentlig havde

  1. Lübecks Urk. B. No. 512.
  2. Dette fortælles udtrykkeligt i i Rykloſters Annaler (Langeb. Scr. I. S. 170),