Alt dette afbrød dog, som vi allerede have seet, ikke det venskabelige Forhold, som nu var indtraadt mellem Norge og de tydske Stæder, og uagtet der vel ikke nu blev noget af det omhandlede Fyrstemøde, lagde dog Kong Erik noksom for Dagen, at det var hans Hensigt samvittighedsfuldt at overholde de Forpligtelser, der ved Forliget i Kalmar vare blevne ham paalagte. Han vilde vel endog netop med Flid vise Kong Magnus, at han, hvad der end kunde være imellem dem, hædrede hans Dom. Paa St. Hansdag, som var Termindagem vare Kongen og Hertugen ganske rigtigt tilstede i Tunsberg, for at møde Stædernes Befuldmægtigede, thi Dagen efter udstedte de, som vi have seet, hiint Beskyttelsesbrev for de danske Herrer. Der indfandt sig ogsaa Befuldmægtigede fra Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund, men derimod ingen fra Visby, Riga og Greifswalde, og da man i sex Dage forgjeves havde ventet paa dem, og hine Befuldmægtigede heller ikke, som det lader, havde Fuldmagt til at modtage de sidstnævnte Stæders Andeel af Summen, kunde denne Gang ingen Udbetaling skee, uagtet den dog ganske vist maa være tilbuden fra Kong Eriks Side. Det blev da bestemt med de tilstedeværende Befuldmægtigedes Samtykke, at Pengene skulde først udbetales den 8de September 1288, fremdeles i Tunsberg, og hvis ogsaa da enkelte Stæders Fuld mægtige udebleve, skulde den Part, der faldt paa dem, udredes til dem, der indfandt sig, imod at disse skriftligt indestode Kongen for, at han for Eftertiden skulde være fri for samme Stæders Krav; ja hvis disse, under Forevending af, at Pengene ikke vare betalte til rette Tid, vilde hjemsøge Kongen med Krig, skulde hine endog med hele deres Vaabenmagt staa Kongen bi. Herom udstedte Kongen den 5te Juli en Erklæring i Tunsberg, hvori han gjentog, at han ubrødeligen vilde overholde Kong Magnus’s Dom[1]. Aarsagen, hvorfor Fuldmægtige fra de tre Stæder ej havde indfundet sig, var vistnok især den, at Alf Erlingssøns Fejde endnu ej var til Ende, og at de frygtede for hans Kaperier. Men i ethvert Tilfælde kan det ej betvivles, at den Udsættelse med Betalingen, som Kong Erik derved fik, kom højst belejligt med Hensyn til hans Udrustninger mod Danmark, der maatte drives med Kraft og kræve store Bekostninger, om de skulde kunne lede til noget ordentligt Resultat. Vi see ogsaa, at der i Løbet af hele Aaret 1288 ikke blev gjort noget Tog til Danmark fra Norge, men at alle Krigsforetagender i dette Aar indskrænkede sig til, at Marsk Stig, rimeligviis fra sit Tilhold paa Kongehelle, gjorde flere, som der siges, hemmelige d. e. uformodede Tog til Nørrejylland, og der anrettede megen Skade[2]. Formodentlig havde
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/168
Denne siden er korrekturlest
146
Erik Magnussøn.
