Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/165

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
143
1287. Ufred med Danmark.

der indeholdtes i en Skrivelſe fra Kong Erik til den unge Kong Erik Eriksſøn i Danmark, paaberaabte hiin ſig, „at man fremdeles forholdt ham hans Moders Fædrenearv, og at det var ſkeet hans Frænde Grev Jakob ſaavel ſom de andre Fredløſe ſtor Uret, fordi der var ſvoret dem Sag paa Hænde, uden at de ſelv havde faaet Adgang til at verge ſig med Kjøns-Eed“. At Kongen og Hertugen nu havde anſeet Tiden belejlig til at vinde det ſaa længe omtviſtede Arvegods ved Vaabenmagt, er i ſig ſelv højſt rimeligt, hvorhos det nok er muligt, at de kunne have fundet Fremgangsmaaden mod de Fredløſe for haard; men af disſe Aarſager alene havde de dog neppe erklæret formelig Krig, hvis de ej havde ventet ſig ſtørre Frugter, og det er derfor neppe uden Grund, hvad en af de danſke Annaliſter beretter, at de Fredløſe lovede Kong Erik det danſke Rige[1], hvoraf igjen følger, at Kong Erik virkelig udſtrakte ſine Hænder derefter. Dette lade ogſaa ſenere Ytringer i den Proces, der anlagdes mod de Fredløſes Frænde Johannes Grand, Erkebiſkop i Lund ſiden 1289, formode. I Forbindelſe hermed ſtaar det maaſkee ogſaa, at vi i de førſte Aar herefter ingen aldeles beſtemte Tegn finde til, at Hertug Valdemar ſpillede under Dække med de Fredløſe, om han end ikke ſtod paa nogen venſkabelig Fod med Dronningen. Valdemar, der viſtnok ſelv tragtede efter Danmarks Krone, kunde vel neppe ſynes om, at den norſke Konge nærede lignende Planer. Den unge danſke Konge ſvarede paa Krigserklæringen, eller der blev ſvaret i hans Navn, med en venlig Begjæring om, at Fejden i Mindelighed maatte afſkaffes, og chriſtent Blod ſkaanes: han ſkulde gjerne overlade den norſke Konge, hvad han havde af hans Mødrenearv, men meget deraf ſtod hos Hertug Valdemar; han bad indſtændigt, at Kong Erik i Norge ej vilde tage ſig af de Fredløſe, der ſaa ſkjendigt havde dræbt hans Fader. Men Kong Erik, ſiges der, vilde ikke høre om nogen Fredsſlutning uden at de Fredløſe bleve indtagne med deri[2]. Hans Harme, ſiges der, ſkal iſær være optændt mod den dræbte Danekonge og hele den danſke

    ket Huitfeldt henfører til 1288, medens det dog, ſom det nedenfor vil ſees, ſkede i 1289. Heraf kunde man igjen ledes til at formode, at ogſaa Krigserklæringen førſt var af 1289. Men vi ville ſee, at Erik virkelig allerede gjorde, eller prøvede at gjøre et Tog til Danmark 1287; desuden kaldes i Krigserklæringen, ſaavel ſom i Svaret derpaa, Erik Eriksſøn „udvalgt“ Konge til Danmark, hvilken Benævnelſe ej pasſer, efter at han var kronet, og hvor forſkjellige Angivelſerne end ere om Eriks Kroningsdag (man finder Juledag 1287, 1288, 1289), ſaa er det dog af diplomatariſke Grunde ſikkert, at den fandt Sted i 1287.

  1. Langebeks Scr. V. 532.
  2. Huitfeldt l. c.