Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/163

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
141
1287. De Fredløse fra Danmark tage sin Tilflugt til Norge

styrret Enighed synes at have hersket imellem Brødrene, siden Moderen døde. Det er ovenfor nævnt, at de den 14de April forlode Bergen tilsammen[1], og droge til Viken. Om de end ikke kaldtes derhen ved Efterretningen om Alf Jarls Uroligheder, der maaskee neppe engang paa den Tid havde naaet dem, maatte det dog være dem magtpaaliggende at opholde sig i Viken, for i saa meget større Nærhed at kunde holde Øje med de Begivenheder, der nu fandt Sted i Danmark; det var desuden ved dette Aars St. Hansdag, at den første Betalingstermin til Stæderne forfaldt. Hvor lidet yndet Kong Erik i Danmark end havde været, vakte hans skrækkelige Drab dog almindelig Forfærdelse, og Morderne merkede derfor snart, at de, i det mindste for det første, ikke kunde gjøre Regning paa Folkets Sympathier, hvorfor de og saa længe som muligt søgte at holde Folket i Uvidenhed om, hvo de vare. Deres Haab stod vel fremdeles til Hertug Valdemar, som var nærmest til at føre Formynderskabet, og som klogeligt havde afholdt sig saa godt fra alt, hvad der kunde udtydes som Deeltagelse i Drabet, at man ikke med Hensyn dertil kunde rejse nogen grundet Indvending imod hans Udnævnelse til Formynder. Denne fandt ogsaa Sted paa det Danehof, som i Pintsedagene 1287 (28de Mai) blev afholdt i Nyborg. Her blev Hertugen ej alene udraabt til Rigsforstander, men fik ogsaa Als og de øvrige omtvistede Besiddelser tilbage, vistnok fordi man derved ville vinde ham end mere for den unge Konges Sag. Derpaa blev Sagen angaaende Kongens Drab behandlet, og der blev nedsat en Dom, bestaaende af Markgrev Otto af Brandenburg, Dronning Agnes’s Broder, Fyrst Vitslav af Rügen, de holstenske Grever, og 27 Adelsmænd, hine for at undersøge, disse sverge, hvo der vare Gjerningsmændene; Rygtet sigtede allerede Grev Jakob, Marsk Stig og flere af deres Venner, saa ivrigt de end havde søgt at anstille sig uskyldige, som Morderne, og de 27 Mænds Eed bekræftede, hvad Rygtet sagde. Grev Jakob, Marsk Stig, Peter Jakobssøn, Peter Pors, Nikolas Hallandsfar, Arnvid Benediktssøn, Nikolas Knutssøn, Uffe Dyre, og Jakob Blaafot, alle Riddere, samt Rane Jonssøn og Aage Kake, Knaper eller af Vaaben, bleve følgelig alle sammen dømte fredløse, som Kongemordere, og deres Gods erklæret at være forbrudt til Kronen[2]. Hertug Valdemar maatte, om han end gjerne havde søgt at frelse dem – de vare alle hans Venner, Nikolas Knutssøn endog hans Mand – finde sig i at dette skede, uden at turde give dem noget Med-

  1. Det siges udtrykkeligt i de isl. Annaler ved 1287.
  2. Huitfeldt, l. c. Dommen eller Eedserklæringen haves vel neppe nu, men den omtales i de fleste Annaler, og der hentydes dertil i de brandenburgske Markgrevers Brev af 5te Juni 1287, se Suhm XI. S. 14.