Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/163

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
141
1287. De Fredløſe fra Danmark tage ſin Tilflugt til Norge

ſtyrret Enighed ſynes at have herſket imellem Brødrene, ſiden Moderen døde. Det er ovenfor nævnt, at de den 14de April forlode Bergen tilſammen[1], og droge til Viken. Om de end ikke kaldtes derhen ved Efterretningen om Alf Jarls Uroligheder, der maaſkee neppe engang paa den Tid havde naaet dem, maatte det dog være dem magtpaaliggende at opholde ſig i Viken, for i ſaa meget ſtørre Nærhed at kunde holde Øje med de Begivenheder, der nu fandt Sted i Danmark; det var desuden ved dette Aars St. Hansdag, at den førſte Betalingstermin til Stæderne forfaldt. Hvor lidet yndet Kong Erik i Danmark end havde været, vakte hans ſkrækkelige Drab dog almindelig Forfærdelſe, og Morderne merkede derfor ſnart, at de, i det mindſte for det førſte, ikke kunde gjøre Regning paa Folkets Sympathier, hvorfor de og ſaa længe ſom muligt ſøgte at holde Folket i Uvidenhed om, hvo de vare. Deres Haab ſtod vel fremdeles til Hertug Valdemar, ſom var nærmeſt til at føre Formynderſkabet, og ſom klogeligt havde afholdt ſig ſaa godt fra alt, hvad der kunde udtydes ſom Deeltagelſe i Drabet, at man ikke med Henſyn dertil kunde rejſe nogen grundet Indvending imod hans Udnævnelſe til Formynder. Denne fandt ogſaa Sted paa det Danehof, ſom i Pintſedagene 1287 (28de Mai) blev afholdt i Nyborg. Her blev Hertugen ej alene udraabt til Rigsforſtander, men fik ogſaa Als og de øvrige omtviſtede Beſiddelſer tilbage, viſtnok fordi man derved ville vinde ham end mere for den unge Konges Sag. Derpaa blev Sagen angaaende Kongens Drab behandlet, og der blev nedſat en Dom, beſtaaende af Markgrev Otto af Brandenburg, Dronning Agnes’s Broder, Fyrſt Vitſlav af Rügen, de holſtenſke Grever, og 27 Adelsmænd, hine for at underſøge, disſe ſverge, hvo der vare Gjerningsmændene; Rygtet ſigtede allerede Grev Jakob, Marſk Stig og flere af deres Venner, ſaa ivrigt de end havde ſøgt at anſtille ſig uſkyldige, ſom Morderne, og de 27 Mænds Eed bekræftede, hvad Rygtet ſagde. Grev Jakob, Marſk Stig, Peter Jakobsſøn, Peter Pors, Nikolas Hallandsfar, Arnvid Benediktsſøn, Nikolas Knutsſøn, Uffe Dyre, og Jakob Blaafot, alle Riddere, ſamt Rane Jonsſøn og Aage Kake, Knaper eller af Vaaben, bleve følgelig alle ſammen dømte fredløſe, ſom Kongemordere, og deres Gods erklæret at være forbrudt til Kronen[2]. Hertug Valdemar maatte, om han end gjerne havde ſøgt at frelſe dem — de vare alle hans Venner, Nikolas Knutsſøn endog hans Mand — finde ſig i at dette ſkede, uden at turde give dem noget Med-

  1. Det ſiges udtrykkeligt i de isl. Annaler ved 1287.
  2. Huitfeldt, l. c. Dommen eller Eedserklæringen haves vel neppe nu, men den omtales i de fleſte Annaler, og der hentydes dertil i de brandenburgſke Markgrevers Brev af 5te Juni 1287, ſe Suhm XI. S. 14.