Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
135
1286. Danekongens Drab.

ſaa en Begivenhed indtræffe, der ſkaffede ham ſtore politiſke Fordele, paa ſamme Tid ſom den tilfredsſtillede hans private Hevnfølelſe, og at derfor den almindelige Mening ſnart ſtemplede ham ſom Deeltager i Sammenſværgelſen, uagtet det naturligviis laa baade i hans og de Sammenſvornes Interesſe at vogte ſig for alle ydre Tegn paa en ſaadan Forſtaaelſe. Af ſamme Grund betegnede den almindelige Stemme, efter at Gjerningen var ſkeet, ogſaa Norges Konge ſom hemmelig Deeltager i Mordplanen. Men eet er at tage virkelig Deel, et andet at tage Parti med Gjerningsmændene, efter at Gjerningen ſelv er udført, og naar det Skede ikke længer ſtaar til at ændre. Uagtet Planen ſikkert var aftalt i længere Tid, og navnlig Grev Jakob paa Mødet i Skjelfiſkør, kun lidet over en Maaned før Udførelſen, var fuldt beſtemt paa at handle, ſaa ſynes dog den norſke Konges Charakteer at have været altfor aaben og hæderlig til at han ſkulde have villet beſudle ſig med Deelagtighed i et ſaa ſkjendigt Forehavende, ſom det, der beredtes mod den danſke Konge. At han ſiden tog ſig af Morderne, ſom vi ville ſee, er en anden Sag; thi deels holdt han ſig vel ikke ſaa ganſke overbeviiſt om, at Mordet virkelig var begaaet af dem, deels havde flere af dem lidt de blodigſte Fornærmelſer af den danſke Konge[1], hvilke nok kunde oprøre den unge Kong Eriks Retfærdighedsfølelſe og vække hans Sympathier for dem; endelig hørte de fleſte af dem til Ætter, der havde ſtaaet i venſkabeligt Forhold til Dronningens Fader og Forfædre[2], medens derimod det uvenſkabeligſte Forhold nu allerede havde længe herſket mellem det norſke og det danſke Hof, og iſær mellem Dronningen og Kong Chriſtophers Ætlinger. Vi tro derfor at kunne frigjøre den norſke Konge for den Beſkyldning, at have ſtaaet i Ledtog med de Sammenſvorne og kun for et Syns Skyld at have ſamtykket i at aabne Fredsunderhandlinger. Det ſamme bør man vel, indtil andet beviſes, antage om Hertug Valdemar. — Hvorledes de Sammenſvorne udførte ſin blodige Plan, er bekjendt. Medens Kongen ſeenhøſtes 1286 rejſte om paa Thingene i Jylland, blev han af Rane Jonsſøn, en af de Sammenſvorne, paa St. Ceciliæ Dag, 22de Novbr., forledet til at gaa paa Jagt i Omegnen af Viborg, og at tage Natteleje i en Lade ved den afſidesliggende Landsby Finthorp eller Finderup. Her brøde de Sammenſvorne, forklædte i Munkekapper, ind om Natten, og bare Vaaben paa ham med den meſt raſende Forbitrelſe, ſaa at han fik

  1. Dette er i det mindſte viſt om Marſk Stig; og i de Annaler hos Asmusſen (II. 245) der ende med 1319, ſiges der udtrykkeligt om de Sammenſvorne, at „de havde lidt grov Forurettelſe“.
  2. I Beſkyttelſesbrevet af 1287 (ſe nedenfor) tales der udtrykkeligt om de Tjeneſter, deres Forfædre havde viiſt Kong Eriks mødrene Forfædre.