saa en Begivenhed indtræffe, der skaffede ham store politiske Fordele, paa samme Tid som den tilfredsstillede hans private Hevnfølelse, og at derfor den almindelige Mening snart stemplede ham som Deeltager i Sammensværgelsen, uagtet det naturligviis laa baade i hans og de Sammensvornes Interesse at vogte sig for alle ydre Tegn paa en saadan Forstaaelse. Af samme Grund betegnede den almindelige Stemme, efter at Gjerningen var skeet, ogsaa Norges Konge som hemmelig Deeltager i Mordplanen. Men eet er at tage virkelig Deel, et andet at tage Parti med Gjerningsmændene, efter at Gjerningen selv er udført, og naar det Skede ikke længer staar til at ændre. Uagtet Planen sikkert var aftalt i længere Tid, og navnlig Grev Jakob paa Mødet i Skjelfiskør, kun lidet over en Maaned før Udførelsen, var fuldt bestemt paa at handle, saa synes dog den norske Konges Charakteer at have været altfor aaben og hæderlig til at han skulde have villet besudle sig med Deelagtighed i et saa skjendigt Forehavende, som det, der beredtes mod den danske Konge. At han siden tog sig af Morderne, som vi ville see, er en anden Sag; thi deels holdt han sig vel ikke saa ganske overbeviist om, at Mordet virkelig var begaaet af dem, deels havde flere af dem lidt de blodigste Fornærmelser af den danske Konge[1], hvilke nok kunde oprøre den unge Kong Eriks Retfærdighedsfølelse og vække hans Sympathier for dem; endelig hørte de fleste af dem til Ætter, der havde staaet i venskabeligt Forhold til Dronningens Fader og Forfædre[2], medens derimod det uvenskabeligste Forhold nu allerede havde længe hersket mellem det norske og det danske Hof, og især mellem Dronningen og Kong Christophers Ætlinger. Vi tro derfor at kunne frigjøre den norske Konge for den Beskyldning, at have staaet i Ledtog med de Sammensvorne og kun for et Syns Skyld at have samtykket i at aabne Fredsunderhandlinger. Det samme bør man vel, indtil andet bevises, antage om Hertug Valdemar. – Hvorledes de Sammensvorne udførte sin blodige Plan, er bekjendt. Medens Kongen seenhøstes 1286 rejste om paa Thingene i Jylland, blev han af Rane Jonssøn, en af de Sammensvorne, paa St. Ceciliæ Dag, 22de Novbr., forledet til at gaa paa Jagt i Omegnen af Viborg, og at tage Natteleje i en Lade ved den afsidesliggende Landsby Finthorp eller Finderup. Her brøde de Sammensvorne, forklædte i Munkekapper, ind om Natten, og bare Vaaben paa ham med den mest rasende Forbitrelse, saa at han fik
- ↑ Dette er i det mindste vist om Marsk Stig; og i de Annaler hos Asmussen (II. 245) der ende med 1319, siges der udtrykkeligt om de Sammensvorne, at „de havde lidt grov Forurettelse“.
- ↑ I Beskyttelsesbrevet af 1287 (se nedenfor) tales der udtrykkeligt om de Tjenester, deres Forfædre havde viist Kong Eriks mødrene Forfædre.
