Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/156

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
134
Erik Magnusſøn.

guſt, ſynes Ytringen om Fredens Gjenoprettelſe ſaaledes nærmeſt at maatte hentyde til et Møde i den foregaaende Juli Maaned. Endog den danſke Konge ſynes ikke at have holdt ſig aldeles uden Deeltagelſe i Forhandlingerne Maaſkee endog allerede det Punkt i Kong Magnus’s Dom, at Kongerne i Danmark og Norge, om muligt, ſkulde aftale en Dag til Forligsmøde, ophævede den tidligere Plan, at de ſkulde perſonligt ſamles paa Gullbergseid om Sommeren 1286, og at den danſke Konge derfor kun har anſeet det nødvendigt, at tilkjendegive ſin Beredvillighed til at rette ſig efter Dommen, ja maaaſkee endog ladet aftale Dagen. Det heder nemlig, at, da Sira Gudmund Hallsſøn kom tilbage fra Island, var der allerede indledet Underhandlinger mellem Rigerne, ſaa at det ej for det førſte kom til nogen Kamp. Da Danekongen ikke oplevede Aarets Ende, og Kilderne overhoved ere ſaa magre, vide vi intet videre herom. Men det ſtaar dog viſt i Forbindelſe hermed, at Grev Jakob af Halland den 19de October i Skjelfiſkør (Skjelſkør) udſtedte et Brev, hvori der nøjagtigt gjordes Rede for, hvad der tilfaldt hver iſær af Kong Eriks Valdemarsſøns fire Døtre af hans efterladte Gods, og hvor det omtales, at Dronning Ingeborg og hendes Syſter Dronning Sophia havde ladet møde hver ved ſin Fuldmægtig[1]. Heraf ſynes man at maatte ſlutte, at den danſke Konge ej alene har ſamtykket i at lade ſin Tviſt med Norges Konge afgjøre ved Voldgift paa den af Kong Magnus antydede Maade, men at han og, for at Dommerne ſkulde erkjende, at han havde Retten paa ſin Side, har erklæret ſig villig til at lade Dronning Ingeborg og hendes Syſtre faa, hvad der tilkom dem, ſaa at der endog blev holdt et formeligt Skifte under Grev Jakobs Beſtyrelſe. Dette lader igjen formode, at han har ledet denne Sag, fremmødt paa Dane-Kongens Vegne ved Gullbergseid, og overhoved nu givet ſig Mine af at være hans Ven, og oprigtigt at ønſke Fred, ſamt at Kongen virkelig har fæſtet Lid til ham. Men Grev Jakob havde aldrig været mindre at tro, end i dette Øjeblik. Han ſaavelſom de øvrige Stormænd, der allerede før havde ligget i Fejde med Kongen, havde nu atter hemmeligt ſammenſvoret ſig imod ham, og Hertug Valdemar ſelv, harmfuld over Dommen i Nyborg, Fængſlingen og den aftvungne Forſikring, ſiges at have ſtaaet i Ledtog med dem[2]. Hvor vidt dette forholder ſig ſaa, er vanſkeligt at ſige. Ved Kongens Drab vilde unegteligt Hertug Valdemar, ſom nærmeſte mandlige Frænde, faa Formynderſkabet for Kongens unge Søn, og naar han fik Magten, var det ſandſynligt, at det hele Parti vilde faa Overhaand. Det var derfor rimeligt, at Valdemar ikke ugjerne

  1. Kun meddeelt i Udtog hos Huitfeldt S. 292.
  2. Langebeks Scr. I. 125, II. 389, V. 531, 615.