gust, synes Ytringen om Fredens Gjenoprettelse saaledes nærmest at maatte hentyde til et Møde i den foregaaende Juli Maaned. Endog den danske Konge synes ikke at have holdt sig aldeles uden Deeltagelse i Forhandlingerne Maaskee endog allerede det Punkt i Kong Magnus’s Dom, at Kongerne i Danmark og Norge, om muligt, skulde aftale en Dag til Forligsmøde, ophævede den tidligere Plan, at de skulde personligt samles paa Gullbergseid om Sommeren 1286, og at den danske Konge derfor kun har anseet det nødvendigt, at tilkjendegive sin Beredvillighed til at rette sig efter Dommen, ja maaaskee endog ladet aftale Dagen. Det heder nemlig, at, da Sira Gudmund Hallssøn kom tilbage fra Island, var der allerede indledet Underhandlinger mellem Rigerne, saa at det ej for det første kom til nogen Kamp. Da Danekongen ikke oplevede Aarets Ende, og Kilderne overhoved ere saa magre, vide vi intet videre herom. Men det staar dog vist i Forbindelse hermed, at Grev Jakob af Halland den 19de October i Skjelfiskør (Skjelskør) udstedte et Brev, hvori der nøjagtigt gjordes Rede for, hvad der tilfaldt hver især af Kong Eriks Valdemarssøns fire Døtre af hans efterladte Gods, og hvor det omtales, at Dronning Ingeborg og hendes Syster Dronning Sophia havde ladet møde hver ved sin Fuldmægtig[1]. Heraf synes man at maatte slutte, at den danske Konge ej alene har samtykket i at lade sin Tvist med Norges Konge afgjøre ved Voldgift paa den af Kong Magnus antydede Maade, men at han og, for at Dommerne skulde erkjende, at han havde Retten paa sin Side, har erklæret sig villig til at lade Dronning Ingeborg og hendes Systre faa, hvad der tilkom dem, saa at der endog blev holdt et formeligt Skifte under Grev Jakobs Bestyrelse. Dette lader igjen formode, at han har ledet denne Sag, fremmødt paa Dane-Kongens Vegne ved Gullbergseid, og overhoved nu givet sig Mine af at være hans Ven, og oprigtigt at ønske Fred, samt at Kongen virkelig har fæstet Lid til ham. Men Grev Jakob havde aldrig været mindre at tro, end i dette Øjeblik. Han saavelsom de øvrige Stormænd, der allerede før havde ligget i Fejde med Kongen, havde nu atter hemmeligt sammensvoret sig imod ham, og Hertug Valdemar selv, harmfuld over Dommen i Nyborg, Fængslingen og den aftvungne Forsikring, siges at have staaet i Ledtog med dem[2]. Hvor vidt dette forholder sig saa, er vanskeligt at sige. Ved Kongens Drab vilde unegteligt Hertug Valdemar, som nærmeste mandlige Frænde, faa Formynderskabet for Kongens unge Søn, og naar han fik Magten, var det sandsynligt, at det hele Parti vilde faa Overhaand. Det var derfor rimeligt, at Valdemar ikke ugjerne
