Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
131
1286. Krigs-Udbud paa Island.

nytte at tale om at ville hevne Kong Erik Valdemarsſøns Drab, men Sira Gudmund vidſte at berette, at de Svenſke truede med at bryde ind i Viken og brænde der. Dette kan umuligt have forholdt ſig ſaaledes; thi der var jo netop aftalt et Møde mellem Kongerne Erik og Magnus paa Gullbergseid til St. Hans-Tider, og uagtet vel Magnus i det hele taget heldede til den danſke Konges Side, med hvem han endog havde aftalt at indgaa nærmere Svogerſkab, ſaa var der dog endnu ingen Grund for ham til at bekrige Norge, ligeſom der heller ikke findes Spor til, at han i Virkeligheden har tænkt derpaa. Enten har da hiint Sagn kun været et løſt Rygte, eller er det blevet aftalt i Norge, at Sira Gudmund ſkulde lade Ord falde derom, for at Udbudet ſkulde ſynes ſaa meget rimeligere. Men dette nyttede lidet. Sagen var overordentlig upopulær, og mødte afgjort Modſtand endog hos dem, man nærmeſt ſkulde regne paa, nemlig de haandgangne Mænd. Hr. Ravn modtog Kongens Anmodning meget koldt, og ytrede at dette var en højſt unødig Kvalm, ſom han ikke vilde befatte ſig med; han var desuden nu gammel og ſtiv, og duede ikke til at gaa i Krig. Den almindelige Mening var, at dette var noget nyt og uhørt; Mange paaſtode endog, at det Hele kun var blind Allarm, opdigtet for at udpresſe Penge. Men Biſkop Arne viſte ſig her, ſom ved alt, hvad der ikke ſtødte ſammen med Kirkens Interesſer, højſt ivrig og ufortrøden til at virke for Kongen; han talte ſelv paa Thingene, og erklærede, „at om Kongen havde indhentet hans Raad i dette Anliggende, vilde han have tilraadet Udbudet; ſaa megen Myndighed maatte dog Kongen have over ſine Thegner, og desuden kunde ikke de gjøre Fordring paa Hjelp fra Norge, om deres Land blev angrebet, naar de ikke nu vilde underſtøtte Nordmændene. Det var utilbørligt at kalde dette Udpresning, thi det var jo nødvendigt at man maatte kræve flere Penge, naar Udgifterne til det almene Bedſte vare ſaa meget ſtørre; den fortjente ikke Velgjerninger af Andre, ſom negtede Andre dem, og burde kaldes Drottinsſviger, Niding, Usling; Kongen havde i Fred den ſædvanlige Skat efter Leding, men i Krig ſaa meget mere, ſom Trangen var ſtørre, ſaa at endog hans og hans Thegners hele Ejendom da kunde ſiges at være fælles“. Saadanne Foreſtillinger ſmagte vel neppe Mange, men Biſkoppen drev det dog ved ſin Autoritet til, at de Fleſte i de Egne af Sønderlandet, hvor han ſelv var tilſtede, efterkom Udbudet temmelig villigt. Men Ravn og hans Venner gjorde fremdeles Modſtand. Den førſte gav ſig vel engang Mine af at ville begive ſig til Skibet og afrejſe, men foregav paa Vejen at være ſyg og vendte om igjen. Han udeblev ogſaa under ſamme Paaſkud fra de Udbudsthing, der holdtes paa Sønderlandet. Nogle, formodentlig af de ivrigſte Kongevenner, ſagde da reent ud, at han vilde være Kongen utro, Andre, at