Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
130
Erik Magnusſøn.

den lille Ø Iſegran ved Glommens Udløb[1]. I Bergen udſtedte ſiden Kong Erik, St. Michelsdag, ſit Brev, hvorved han godkjendte Laanet og Forpligtelſen, hvis ellers ikke dette Brev allerede paa Forhaand var udſtedt og medbragt til England af Alf Jarl, ſiden han allerede i ſin egen Skrivelſe af 20de Juli erkjendte Modtagelſen af Pengene den 29de September[2].

Alf, hvis Ophøjelſe til Jarl ſkede, ſom det i en næſten ſamtidig Beretning ſiges, for at han ſkulde verje Norges Rige[3], men ſandſynligviis dog meſt for at han kunde fremtræde med deſto ſtørre Glands i ſit Geſandtſkab, havde ogſaa paa en anden Maade ſøgt at ſkaffe Krigsfolk til Veje, nemlig ved at give det Raad, at kræve Ledingstropper fra Island, foruden at kalde alle de haandgangne Mænd paa Øen til Krigstjeneſte i Norge. Det ſidſte var ganſke i ſin Orden; det førſte ſtreed imod Foreningsaktens Aand, om ikke mod dens udtrykkelige Betingelſer; heller ikke i den nys vedtagne Lovbog forpligtede „Thegnſkylden“, der her ſvarer til den norſke Udfarebaalk, Islændingerne til andre Præſtationer end Skat og Thingfarekjøb. Men dette forvoldte neppe Hr. Alf nogen Betænkelighed. Der udſtedtes et Kongebud, hvorved alle de haandgangne Mænd paa Island, og 30 Mand fra hver Fjerding ſtevndes over til Norge endnu ſamme Sommer. Derhos tilſkrev Kong Erik, eller blev der i hans Navn tilſkrevet ſaavel Hr. Ravn Oddsſøn ſom Biſkop Arne, om at underſtøtte Sagen. I Brevet til Ravn heed det, „at Nordmændene ikke kunde finde ſig i, at Islændingerne havde Ro og kunde ſidde ſtille, medens de ſelv idelig maatte drage i Leding, hvorfor Kongen efter Alfs Raad havde ladet dette Bud udgaa til Island, hvilket han haabede, at Ravn vilde underſtøtte. I Brevet til Biſkoppen ſtod der: „I have hørt, at vi ſærdeles indſtændigt have kaldt Folk til os fra Island, og vi bede eder derfor at ville forſtrække af eders Varebeholdning, til de opnævnte Mænds Udruſtning, imod at faa fuldſtændig Godtgjørelſe, ſaa ſnart vore Indtægter udbetales; hvis I velvilligt ville underſtøtte Sagen, da ſkal I ſaa meget tryggere en anden Gang kunne henvende eder til os“. Overbringeren af disſe Breve, ſaavel ſom af Udbudet, var den før omtalte islandſke Preſt Gudmund Hallsſøn, der tillige medbragte de koſtelige Klæder, ſom Kongen Aaret forud havde lovet den hellige Biſkop Jon. Til Islændingerne kunde det naturligviis ikke

  1. Se herom mere nedenfor.
  2. Rymer, I. 2. S. 667.
  3. Arne B. Saga Cap. 57. Alfs Udnævnelſe til Jarl henføres i nogle Annaler til 1285: maaſkee ſkete den Juledag 1285, da ſlige Ophøjelſer iſær plejede at finde Sted paa den Dag.