den lille Ø Isegran ved Glommens Udløb[1]. I Bergen udstedte siden Kong Erik, St. Michelsdag, sit Brev, hvorved han godkjendte Laanet og Forpligtelsen, hvis ellers ikke dette Brev allerede paa Forhaand var udstedt og medbragt til England af Alf Jarl, siden han allerede i sin egen Skrivelse af 20de Juli erkjendte Modtagelsen af Pengene den 29de September[2].
Alf, hvis Ophøjelse til Jarl skede, som det i en næsten samtidig Beretning siges, for at han skulde verje Norges Rige[3], men sandsynligviis dog mest for at han kunde fremtræde med desto større Glands i sit Gesandtskab, havde ogsaa paa en anden Maade søgt at skaffe Krigsfolk til Veje, nemlig ved at give det Raad, at kræve Ledingstropper fra Island, foruden at kalde alle de haandgangne Mænd paa Øen til Krigstjeneste i Norge. Det sidste var ganske i sin Orden; det første streed imod Foreningsaktens Aand, om ikke mod dens udtrykkelige Betingelser; heller ikke i den nys vedtagne Lovbog forpligtede „Thegnskylden“, der her svarer til den norske Udfarebaalk, Islændingerne til andre Præstationer end Skat og Thingfarekjøb. Men dette forvoldte neppe Hr. Alf nogen Betænkelighed. Der udstedtes et Kongebud, hvorved alle de haandgangne Mænd paa Island, og 30 Mand fra hver Fjerding stevndes over til Norge endnu samme Sommer. Derhos tilskrev Kong Erik, eller blev der i hans Navn tilskrevet saavel Hr. Ravn Oddssøn som Biskop Arne, om at understøtte Sagen. I Brevet til Ravn heed det, „at Nordmændene ikke kunde finde sig i, at Islændingerne havde Ro og kunde sidde stille, medens de selv idelig maatte drage i Leding, hvorfor Kongen efter Alfs Raad havde ladet dette Bud udgaa til Island, hvilket han haabede, at Ravn vilde understøtte. I Brevet til Biskoppen stod der: „I have hørt, at vi særdeles indstændigt have kaldt Folk til os fra Island, og vi bede eder derfor at ville forstrække af eders Varebeholdning, til de opnævnte Mænds Udrustning, imod at faa fuldstændig Godtgjørelse, saa snart vore Indtægter udbetales; hvis I velvilligt ville understøtte Sagen, da skal I saa meget tryggere en anden Gang kunne henvende eder til os“. Overbringeren af disse Breve, saavel som af Udbudet, var den før omtalte islandske Prest Gudmund Hallssøn, der tillige medbragte de kostelige Klæder, som Kongen Aaret forud havde lovet den hellige Biskop Jon. Til Islændingerne kunde det naturligviis ikke
