Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/150

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
128
Erik Magnussøn.


kræftende Løftet med Eed, og under Banns Straf for Kongen og dennes Arvinger, hvis der svigtedes i Udbetalingerne.

Kong Edward var nu vistnok saa meget beredvilligere til at rette sig efter den norske Regjerings Ønsker, som den Begivenhed virkelig var indtraadt, der for en Tid gav det norske Kongehuus en overmaade stor Betydning med Hensyn til de politiske Forhold i Englands umiddelbare Nærhed. Kong Alexander i Skotland var død ved et Ulykkestilfælde den 19de Marts 1286[1], uden at efterlade Sønner af sit andet, kortvarige Egteskab med Isabella af Dreux; og den treaarige Margrete, Kong Eriks Datter, var saaledes nu virkelig Skotlands Tronarving, ligesom ogsaa de skotske Magnater allerede ved Forpligtelsesbrevet af 7de Februar 1284 havde erkjendt hende for sin Herskerinde. Nu gjaldt det altsaa for Edward, mere end nogensinde, at holde sig til Vens med den norske Konge, for at denne skulde give sit Samtykke til et vordende Giftermaal mellem Margrete og hans Søn Edward, der for henved to Aar siden var fød i Caernarvon, just som de norske Gesandter, Brødrene Bjarne og Vidkunn, opholdt sig der. Han var derfor, som man seer, idel Forekommenhed mod Alf Jarl. Denne havde sandsynligviis ogsaa det Hverv, at holde Øje med hvad der foregik i det urolige Skotland, hvor det lader til, at Formynderne, trods det tidligere Løfte, gjorde Vanskeligheder ved at modtage Margrete som deres Dronning, og overhoved lagde et mindre venskabeligt Sindelag mod Norge for Dagen, end man under de nærværende Forhold skulde have ventet. Man erfarer af et Brev, som Alf Jarl ved denne Tid skrev til Jakob, Skotlands Steward (Drottsete), en af de sex Rigsforstandere, at man i Skotland endog havde tilbageholdt norske Handelsskibe, uvist af hvad Grund[2]. Alf Jarl førte her ret et overmodigt Sprog, saa at man noksom deraf kan see, at han nu følte sig paa sin Lykkes Tinde. „Vi forundres med Rette“, heder det i Brevet, „over at I lade vore Landsmænds Skibe beslaglægge hos eder i Skotland, skjønt de intet have forseet sig imod eder, da dog Englands ophøjede Konge nu i den sidste Krig mellem os og de Tydske, formedelst det Venskabsforbund, der var oprettet mellem os, ikke tillod nogen Tydsk at fastholde vore Skibe i England, og nu, efter at Freden er sluttet mellem os og dem, maa enhver have det, han har faaet, ellers kan Freden ej bestaa. Vi have nemlig hørt, at I for nogen løgnagtig Sladders

  1. Chron. de Lanercost. Fordun, X. 40.
  2. Brevet kjendes nu kun gjennem Absalon Pederssøns danske Parafrase, Suhms Samll. II. S. 47, deraf har Th. Thorvessøn igjen givet en latinsk Oversættelse, IV. S. 377. Det er udateret, men da Freden med de tydske Stæder omtales som sluttet, og Alf blev fredløs i 1287, kan det alene tilhøre 1286, eller hans Gesandtskabstid.