Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/150

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
128
Erik Magnusſøn.


kræftende Løftet med Eed, og under Banns Straf for Kongen og dennes Arvinger, hvis der ſvigtedes i Udbetalingerne.

Kong Edward var nu viſtnok ſaa meget beredvilligere til at rette ſig efter den norſke Regjerings Ønſker, ſom den Begivenhed virkelig var indtraadt, der for en Tid gav det norſke Kongehuus en overmaade ſtor Betydning med Henſyn til de politiſke Forhold i Englands umiddelbare Nærhed. Kong Alexander i Skotland var død ved et Ulykkestilfælde den 19de Marts 1286[1], uden at efterlade Sønner af ſit andet, kortvarige Egteſkab med Iſabella af Dreux; og den treaarige Margrete, Kong Eriks Datter, var ſaaledes nu virkelig Skotlands Tronarving, ligeſom ogſaa de ſkotſke Magnater allerede ved Forpligtelſesbrevet af 7de Februar 1284 havde erkjendt hende for ſin Herſkerinde. Nu gjaldt det altſaa for Edward, mere end nogenſinde, at holde ſig til Vens med den norſke Konge, for at denne ſkulde give ſit Samtykke til et vordende Giftermaal mellem Margrete og hans Søn Edward, der for henved to Aar ſiden var fød i Caernarvon, juſt ſom de norſke Geſandter, Brødrene Bjarne og Vidkunn, opholdt ſig der. Han var derfor, ſom man ſeer, idel Forekommenhed mod Alf Jarl. Denne havde ſandſynligviis ogſaa det Hverv, at holde Øje med hvad der foregik i det urolige Skotland, hvor det lader til, at Formynderne, trods det tidligere Løfte, gjorde Vanſkeligheder ved at modtage Margrete ſom deres Dronning, og overhoved lagde et mindre venſkabeligt Sindelag mod Norge for Dagen, end man under de nærværende Forhold ſkulde have ventet. Man erfarer af et Brev, ſom Alf Jarl ved denne Tid ſkrev til Jakob, Skotlands Steward (Drottſete), en af de ſex Rigsforſtandere, at man i Skotland endog havde tilbageholdt norſke Handelsſkibe, uviſt af hvad Grund[2]. Alf Jarl førte her ret et overmodigt Sprog, ſaa at man nokſom deraf kan ſee, at han nu følte ſig paa ſin Lykkes Tinde. „Vi forundres med Rette“, heder det i Brevet, „over at I lade vore Landsmænds Skibe beſlaglægge hos eder i Skotland, ſkjønt de intet have forſeet ſig imod eder, da dog Englands ophøjede Konge nu i den ſidſte Krig mellem os og de Tydſke, formedelſt det Venſkabsforbund, der var oprettet mellem os, ikke tillod nogen Tydſk at faſtholde vore Skibe i England, og nu, efter at Freden er ſluttet mellem os og dem, maa enhver have det, han har faaet, ellers kan Freden ej beſtaa. Vi have nemlig hørt, at I for nogen løgnagtig Sladders

  1. Chron. de Lanercost. Fordun, X. 40.
  2. Brevet kjendes nu kun gjennem Abſalon Pedersſøns danſke Parafraſe, Suhms Samll. II. S. 47, deraf har Th. Thorvesſøn igjen givet en latinſk Overſættelſe, IV. S. 377. Det er udateret, men da Freden med de tydſke Stæder omtales ſom ſluttet, og Alf blev fredløs i 1287, kan det alene tilhøre 1286, eller hans Geſandtſkabstid.