Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/149

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
127
1286. Alf Erlingsſøn bliver Jarl og Geſandt til England.

derimod en anden Sag, hendes Faders uhevnede Død kunde vanſkeligt glemmes, og tjente i det mindſte nu ſom en tilſyneladende antagelig Grund for hendes fiendtlige Stræben mod ſine Frænder og ſit fordums Fædreland, medens hun dog egentlig kun havde Erhvervelſen af ſit Arvegods for Øje, og derhos nu ſnarere nærede Harme mod ſin Farbroder Chriſtophers, end mod Abels Efterkommere, da den ukjærlige Behandling, Chriſtophers myndige Enke Dronning Margrete i ſin Tid havde ladet blive alle de fire faderløſe Syſtre til Deel[1], juſt var af det Slags, der kunde efterlade varigt Nag, iſær hos en Kvinde af Dronning Ingeborgs Charakteer. Man ſeer af den engelſke Konges Skrivelſe, at Alf Jarl ogſaa mundtlig maa have talt i ſamme Aand og optændt hans Vrede mod de formodede Kongemordere. Den engelſke Konge anede mindſt, at han ved ſin Føjelighed netop middelbart ſatte Mænd, der maaſkee i ſelvſamme Øjeblik pønſede paa den daværende danſke Konges Drab, i Stand til lettere at udføre ſit Forehavende. Han lod det ikke blive derved. Fire Dage efter, fremdeles fra Paris, udſtedte han en Ordre til nogle Medlemmer af et Handelscompagni fra Lucca, om 14 Dage efter førſtkommende St. Michelsdag, at udbetale Alf Jarl, ſom havde Fuldmagt fra ſin Konge til Oppebørſelen, en Sum af 2000 Mkr. Sterling ſom Laan til Kong Eriks Brug, imod at Jarlen leverede ſit Fuldmagtsbrev, Qvittering for det oppebaarne, og Forpligtelſesbrev med Henſyn til Gjenbetalingen[2]. Pengene bleve ogſaa ganſke rigtigt udbetalte, endog, maaſkee mod en Rabat, før Tiden, thi allerede den 20de Juli udſtedte Alf Jarl et Brev, hvori han erkjendte at have modtaget Pengene, hvilket han ſiger at være ſkeet paa den faſtſatte St. Michelsdag uagtet denne endnu ikke var kommen, ſamt forpligtede ſig paa ſin Konges Vegne til at tilbagebetale Summen i London, Halvdelen Michelsdag 1287, og den anden Halvdeel ſ. D. 1288, be-

  1. Herom vidner den Omſtændighed, at Ingeborg maatte ſaa godt ſom flygte fra Danmark, men iſær at Syſtrene Agnes og Jutha, der havde taget Sløret, atter forlode Kloſtret, fordi de der havde det for ſlemt; det ſynes temmelig viſt, at Dronning Margrete havde tvunget dem til at gaa i Kloſter, og at dette maaſkee og ſkulde have været Ingeborgs Lod. Se Suhm X. 929. Den Forekommenhed, ſom Hertug Valdemar viſte Dronning Ingeborg, og det venſkabelige Forhold, ſom herſkede mellem ham og det norſke Kongehuus overhoved, viſer aabenbart, at Dronningen ikke betragtede ham, Abels Sønneſøn, med Had. Højſt charakteriſtiſk er det, at i den engelſke Konges Brev tales der om Eriks Drab ved ſine Brødre, uagtet det jo kun ſkede ved Abel alene. Dronningen vilde aabenbart velte en Deel af Blodſkylden paa Chriſtophers Ætt.
  2. Rymer I. 2.