derimod en anden Sag, hendes Faders uhevnede Død kunde vanskeligt glemmes, og tjente i det mindste nu som en tilsyneladende antagelig Grund for hendes fiendtlige Stræben mod sine Frænder og sit fordums Fædreland, medens hun dog egentlig kun havde Erhvervelsen af sit Arvegods for Øje, og derhos nu snarere nærede Harme mod sin Farbroder Christophers, end mod Abels Efterkommere, da den ukjærlige Behandling, Christophers myndige Enke Dronning Margrete i sin Tid havde ladet blive alle de fire faderløse Systre til Deel[1], just var af det Slags, der kunde efterlade varigt Nag, især hos en Kvinde af Dronning Ingeborgs Charakteer. Man seer af den engelske Konges Skrivelse, at Alf Jarl ogsaa mundtlig maa have talt i samme Aand og optændt hans Vrede mod de formodede Kongemordere. Den engelske Konge anede mindst, at han ved sin Føjelighed netop middelbart satte Mænd, der maaskee i selvsamme Øjeblik pønsede paa den daværende danske Konges Drab, i Stand til lettere at udføre sit Forehavende. Han lod det ikke blive derved. Fire Dage efter, fremdeles fra Paris, udstedte han en Ordre til nogle Medlemmer af et Handelscompagni fra Lucca, om 14 Dage efter førstkommende St. Michelsdag, at udbetale Alf Jarl, som havde Fuldmagt fra sin Konge til Oppebørselen, en Sum af 2000 Mkr. Sterling som Laan til Kong Eriks Brug, imod at Jarlen leverede sit Fuldmagtsbrev, Qvittering for det oppebaarne, og Forpligtelsesbrev med Hensyn til Gjenbetalingen[2]. Pengene bleve ogsaa ganske rigtigt udbetalte, endog, maaskee mod en Rabat, før Tiden, thi allerede den 20de Juli udstedte Alf Jarl et Brev, hvori han erkjendte at have modtaget Pengene, hvilket han siger at være skeet paa den fastsatte St. Michelsdag uagtet denne endnu ikke var kommen, samt forpligtede sig paa sin Konges Vegne til at tilbagebetale Summen i London, Halvdelen Michelsdag 1287, og den anden Halvdeel s. D. 1288, be-
- ↑ Herom vidner den Omstændighed, at Ingeborg maatte saa godt som flygte fra Danmark, men især at Systrene Agnes og Jutha, der havde taget Sløret, atter forlode Klostret, fordi de der havde det for slemt; det synes temmelig vist, at Dronning Margrete havde tvunget dem til at gaa i Kloster, og at dette maaskee og skulde have været Ingeborgs Lod. Se Suhm X. 929. Den Forekommenhed, som Hertug Valdemar viste Dronning Ingeborg, og det venskabelige Forhold, som herskede mellem ham og det norske Kongehuus overhoved, viser aabenbart, at Dronningen ikke betragtede ham, Abels Sønnesøn, med Had. Højst charakteristisk er det, at i den engelske Konges Brev tales der om Eriks Drab ved sine Brødre, uagtet det jo kun skede ved Abel alene. Dronningen vilde aabenbart velte en Deel af Blodskylden paa Christophers Ætt.
- ↑ Rymer I. 2.
