Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/148

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
126
Erik Magnusſøn.

ning Ingeborg, forberedede ſig ret for Alvor paa Krigen. Thi ej alene kunde det kaldes en Demonſtration, at Alf Erlingsſøn, Ophavsmanden til Krigen med de tydſke Stæder, og ſom allerede ſaa grumt havde herjet de danſke Kyſter, blev ophøjet til Jarl, men hvad endnu mere var, han ſendtes ſom Geſandt til Kong Edward i England, for at optage et Laan, ſamt tillige (maaſkee dog dette ſidſte Erende ikke aabenlyſt var ham meddeelt i hans Inſtruktion) at hverve Krigsfolk mod Danmark[1]. Den 22de Juni tilſkrev nemlig Kong Edward, der dengang var i Paris for at aflægge Kongen af Frankrig Hylding for ſine franſke Leen[2], Rigsforſtanderen i England, Edmund Jarl af Cornwall, følgende højſt beſynderlige Brev: „det ſkjendige, i vore Tider uhørte, Drab af den danſke Konge, Morfader til den ypperlige Fyrſte, vor Svoger og kjære Ven, Erik, Norges Konge, udført af ſamme Danekonges egne Brødre, og os meldt ved Brev og en Geſandt fra nys nævnte Konge i Norge, har indjaget Skræk i vort Hjerte, thi ifølge de bekjendte Udſagn „Felix, quem faciunt aliena pericula cautum“ (lykkelig den, der bliver klog af Andres Skade), og „Tunc tua res agitur, paries quum proximus ardet“ (naar næſte Vegg brænder, gjelder det dig) bør Skjendigheden af denne Udaad tjene alle Fyrſter og Adelsmænd til Exempel, og de bør alle rejſe ſig for at tage Hevn. Vi anmode eder derfor om, paa vores Vegne at meddele alle de Riddere af vort Rige ſamt alle andre, der med den ædle Mand, Alf af Thornberg, Jarl af Sarpsborg, den norſke Konges Geſandt, ville drage hen at ſtaa ſamme Konge bi, Tilladelſe dertil og fri Afrejſe“[3]. Vi ſee heraf, at Alf Jarl, der ſandſynligviis har opſøgt Kong Edward i Paris, maa have overleveret ham der et i Kong Eriks Navn ſkrevet Brev, hvori hans Morfader, den danſke Kong Erik Valdemarsſøns for 35 Aar tilbage ſtedfundne Drab blev omtalt, ſom om det ganſke nylig havde fundet Sted, og ſkildret med de ſorteſte Farver, ſom et forfærdeligt Tidernes Tegn, og ſom en Forbrydelſe, Norges Konge, den Dræbtes Datterſøn, nu var den nærmeſte til at hevne, men hvis Frygtelighed tillige gav ham retmæsſigt Krav paa alle velſindede Fyrſters Hjelp. At dette Brev, ſkjønt ſkrevet i Kongens Navn, egentlig var dicteret af Dronningen, maaſkee med Alfs Biſtand, er aabenbart, thi Kong Erik kunde dog ikke lettelig finde paa at opkoge en ſaa gammel Hiſtorie; med Dronningen var det

  1. Om Lejetropper havde der allerede været Tale i 1285, af Inſtruxen for Geſandterne at dømme, ſe ovf. S. 105.
  2. Hyldingen aflagdes Onsdag i Pintſeugen, 5te Juni, ſee Brev hos Rymer.
  3. Brevet er aftrykt hos Rymer, ſamt ogſaa i Thorkelins Analecta S. 159, men her urigtigt henført til 1287.