ning Ingeborg, forberedede sig ret for Alvor paa Krigen. Thi ej alene kunde det kaldes en Demonstration, at Alf Erlingssøn, Ophavsmanden til Krigen med de tydske Stæder, og som allerede saa grumt havde herjet de danske Kyster, blev ophøjet til Jarl, men hvad endnu mere var, han sendtes som Gesandt til Kong Edward i England, for at optage et Laan, samt tillige (maaskee dog dette sidste Erende ikke aabenlyst var ham meddeelt i hans Instruktion) at hverve Krigsfolk mod Danmark[1]. Den 22de Juni tilskrev nemlig Kong Edward, der dengang var i Paris for at aflægge Kongen af Frankrig Hylding for sine franske Leen[2], Rigsforstanderen i England, Edmund Jarl af Cornwall, følgende højst besynderlige Brev: „det skjendige, i vore Tider uhørte, Drab af den danske Konge, Morfader til den ypperlige Fyrste, vor Svoger og kjære Ven, Erik, Norges Konge, udført af samme Danekonges egne Brødre, og os meldt ved Brev og en Gesandt fra nys nævnte Konge i Norge, har indjaget Skræk i vort Hjerte, thi ifølge de bekjendte Udsagn „Felix, quem faciunt aliena pericula cautum“ (lykkelig den, der bliver klog af Andres Skade), og „Tunc tua res agitur, paries quum proximus ardet“ (naar næste Vegg brænder, gjelder det dig) bør Skjendigheden af denne Udaad tjene alle Fyrster og Adelsmænd til Exempel, og de bør alle rejse sig for at tage Hevn. Vi anmode eder derfor om, paa vores Vegne at meddele alle de Riddere af vort Rige samt alle andre, der med den ædle Mand, Alf af Thornberg, Jarl af Sarpsborg, den norske Konges Gesandt, ville drage hen at staa samme Konge bi, Tilladelse dertil og fri Afrejse“[3]. Vi see heraf, at Alf Jarl, der sandsynligviis har opsøgt Kong Edward i Paris, maa have overleveret ham der et i Kong Eriks Navn skrevet Brev, hvori hans Morfader, den danske Kong Erik Valdemarssøns for 35 Aar tilbage stedfundne Drab blev omtalt, som om det ganske nylig havde fundet Sted, og skildret med de sorteste Farver, som et forfærdeligt Tidernes Tegn, og som en Forbrydelse, Norges Konge, den Dræbtes Dattersøn, nu var den nærmeste til at hevne, men hvis Frygtelighed tillige gav ham retmæssigt Krav paa alle velsindede Fyrsters Hjelp. At dette Brev, skjønt skrevet i Kongens Navn, egentlig var dicteret af Dronningen, maaskee med Alfs Bistand, er aabenbart, thi Kong Erik kunde dog ikke lettelig finde paa at opkoge en saa gammel Historie; med Dronningen var det
