medføre stort Tab, og da man, som vi have seet, ansaa Hr. Alf Erlingssøn for den egentlige Ophavsmand dertil, og han umiskjendeligt begunstigedes af Dronningen, var det vistnok ogsaa hende, mod hvem Misfornøjelsen fornemmelig rettede sig. Her viste ogsaa den almindelige Stemme sig mægtigere end hiin og hendes Camarilla; hun maatte selv, som vi have seet, give Befaling til at aabne Underhandlinger, og da hun ikke omtales i de Breve, der udstedtes under Mødet paa Gullbergseid, medens derimod Hertugen var tilstede der, og senere hen, efter Fredens Slutning, endog ligefrem fralagde sig Andeel i Krigen, maa man antage, at Hertugens og de øvrige Misfornøjedes Forestillinger denne Gang havde givet Kongen Mod, eller saa godt som tvunget ham til at handle uafhængigt af sin Moder. Man seer tydeligt, hvor magtpaaliggende det var de norske Stormænd at faa Fred, deraf, at det ved Kalmar-Freden tillodes de tydske Kjøbmænd, om endog Stæderne senere skulde komme til at understøtte Danmark, at forblive i Norge. De fornemme Gaard-Ejere vilde kun i højeste Nød give Slip paa den Indtægt, de havde af Kjøbmændenes Leje[1]. Denne Omstændighed, kunde man sige, giver igjen Opositionspartiets Bevæggrunde en mindre ædel Charakteer, og fra et vist Standpunkt lader det sig vel endog indvende, at Dronningens og hendes Omgivelser netop have haft Landets Ære og Velfærd for Øje, ved at ville tilintetgjøre Tydskernes Indflydelse i Landet, og befrie Norge fra et Handels-Aag, som tegnede sig til at blive mere og mere trykkende. Men saa fremsynet var man neppe paa den Tid, og Forholdene havde allerede ordnet sig saaledes, at Norge ikke vel kunde undvære den tydske Handel. Desuden har det til alle Tider viist sig at være den bedste Politik, at lade Handelsforholdene udvikle sig uden Indskrænkning. Endnu kunde Tydskernes Friheder ikke siges at være ubillige; at de maaskee i Virkeligheden allerede som oftest fortrængte Landets egne Børn fra Markedet, kom alene af deres større Handelskyndighed og Rigdom paa Capital, men hvor Forholdet allerede var saaledes beskaffent, kunde enhver voldsom Indgriben deri alene bringe Landet selv Skade og Ulempe, hvilket da ogsaa tilfulde viste sig, da man forsøgte derpaa.
- ↑ Af Brevet i Dipl. Norv. III. 37, dateret Bergen 10de Mai 1296, hvor flere tydske Kjøbmænd nævnes, seer man, at tvende boede til Leje i Leppen, d. e. Hr. Lodin Lepps Gaard, men da dette kun var 8 Aar efter hans Dyd, er det højst sandsynligt, at han allerede i levende Live havde plejet at udleje Stuer paa lignende Maade. Da han nu, som vi see, tillige hørte til Raadet, er det rimeligt, at han anvendte al sin Indflydelse for at faa de afbrudte Forbindelser gjenoprettede. Og det samme have vel ogsaa de øvrige Herrer gjort, der ejede Gaarde i Bergen og Oslo.
