Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/146

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
124
Erik Magnusſøn.

medføre ſtort Tab, og da man, ſom vi have ſeet, anſaa Hr. Alf Erlingsſøn for den egentlige Ophavsmand dertil, og han umiskjendeligt begunſtigedes af Dronningen, var det viſtnok ogſaa hende, mod hvem Misfornøjelſen fornemmelig rettede ſig. Her viſte ogſaa den almindelige Stemme ſig mægtigere end hiin og hendes Camarilla; hun maatte ſelv, ſom vi have ſeet, give Befaling til at aabne Underhandlinger, og da hun ikke omtales i de Breve, der udſtedtes under Mødet paa Gullbergseid, medens derimod Hertugen var tilſtede der, og ſenere hen, efter Fredens Slutning, endog ligefrem fralagde ſig Andeel i Krigen, maa man antage, at Hertugens og de øvrige Misfornøjedes Foreſtillinger denne Gang havde givet Kongen Mod, eller ſaa godt ſom tvunget ham til at handle uafhængigt af ſin Moder. Man ſeer tydeligt, hvor magtpaaliggende det var de norſke Stormænd at faa Fred, deraf, at det ved Kalmar-Freden tillodes de tydſke Kjøbmænd, om endog Stæderne ſenere ſkulde komme til at underſtøtte Danmark, at forblive i Norge. De fornemme Gaard-Ejere vilde kun i højeſte Nød give Slip paa den Indtægt, de havde af Kjøbmændenes Leje[1]. Denne Omſtændighed, kunde man ſige, giver igjen Opoſitionspartiets Bevæggrunde en mindre ædel Charakteer, og fra et viſt Standpunkt lader det ſig vel endog indvende, at Dronningens og hendes Omgivelſer netop have haft Landets Ære og Velfærd for Øje, ved at ville tilintetgjøre Tydſkernes Indflydelſe i Landet, og befrie Norge fra et Handels-Aag, ſom tegnede ſig til at blive mere og mere trykkende. Men ſaa fremſynet var man neppe paa den Tid, og Forholdene havde allerede ordnet ſig ſaaledes, at Norge ikke vel kunde undvære den tydſke Handel. Desuden har det til alle Tider viiſt ſig at være den bedſte Politik, at lade Handelsforholdene udvikle ſig uden Indſkrænkning. Endnu kunde Tydſkernes Friheder ikke ſiges at være ubillige; at de maaſkee i Virkeligheden allerede ſom ofteſt fortrængte Landets egne Børn fra Markedet, kom alene af deres ſtørre Handelskyndighed og Rigdom paa Capital, men hvor Forholdet allerede var ſaaledes beſkaffent, kunde enhver voldſom Indgriben deri alene bringe Landet ſelv Skade og Ulempe, hvilket da ogſaa tilfulde viſte ſig, da man forſøgte derpaa.

  1. Af Brevet i Dipl. Norv. III. 37, dateret Bergen 10de Mai 1296, hvor flere tydſke Kjøbmænd nævnes, ſeer man, at tvende boede til Leje i Leppen, d. e. Hr. Lodin Lepps Gaard, men da dette kun var 8 Aar efter hans Dyd, er det højſt ſandſynligt, at han allerede i levende Live havde plejet at udleje Stuer paa lignende Maade. Da han nu, ſom vi ſee, tillige hørte til Raadet, er det rimeligt, at han anvendte al ſin Indflydelſe for at faa de afbrudte Forbindelſer gjenoprettede. Og det ſamme have vel ogſaa de øvrige Herrer gjort, der ejede Gaarde i Bergen og Oslo.