les Yndlinger. Til disses Tal hørte maaskee ogsaa den syderøiske Kongesøn, Hr. Erik Duggalssøn, der nævnes som Medudsteder af Instruxen. De højbyrdige Brødre Bjarne Erlingssøn og Vidkunn Erlingssøn synes, efter hvad der allerede er viist, fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, mest at have været brugte i Gesandtskaber og derimod ikke længer at have taget umiddelbar Deel i Rigsstyrelsen. Merkeligt nok, forsvinder ogsaa Hr. Bjarne Lodinssøn som Cantsler efter 1282, da han paa en saa voldsom Maade fremtvang Hr. Andres Plytts Begravelse ved Apostelkirken. Da Kongen og Hertugen i Aaret 1283 udstedte Beskyttelsesbrevet for Chorsbrødrene i Nidaros, var det Gudleik Stallare, der beseglede Brevet, og saaledes udførte en Cantslers Forretninger. Maaskee var Bjarne Lodinssøn da fraværende paa det Gesandtskab, der afgik til Skotland efter Dronning Margretes Død[1], men heller ikke senere finde vi ham som Cantsler, uagtet han dog, som vi ville see, levede og spillede en fremragende politiske Rolle flere Aar efter. Formodentlig har han derfor kun beklædt Cantsler-Embedet under Formynder-Regjeringen. Som kongelig Cantsler finde vi derimod i det mindste fra 1287 den bergenske Chorsbroder, Baard Serkssøn. Man faar saaledes ved en nærmere Betragtning af Forholdene i Norge paa denne Tid det Indtryk, at den egentlige Magt var hos Dronningen, der med en Camarilla ved Siden regjerede yderst vilkaarligt, og, trodsende den almindelige Mening, søgte at sætte sine egne ærgjerrige og egennyttige Hensigter igjennem, medens Kongen, uagtet han nok i sit Hjerte misbilligede meget af hvad der skede, dog nu engang var kommen i Vane med at underordne sin Vilje under Moderens, og lod Sagerne gaa sin Gang, idet han i Stilhed ventede paa bedre Tider, hvorimod Hertugen, der rimeligviis aldrig havde været saa yndet af sin Moder, viste sig selvstændig og stod i Spidsen for det større og besindigere, men nu paa en Maade oppositionelle Parti, hvis Hoveder derfor vel ogsaa sluttede sig om ham, hvad maaskee ogsaa Kongen selv gjerne havde gjort, om han havde haft Mod til at afryste Aaget. Den haarde Fremfærd mod Gejstligheden havde sikkert allerede været misbilliget af Mange, men her havde dog Fleerheden af de verdslige Herrer fælles Interesser med Hoffet, og synes derfor at have understøttet Dronningen og hendes Raadgivere. Sin egentlige Højde maa derimod Misfornøjelsen have naaet ved Krigen med de tydske Stæder, og de Ulemper, den paaførte Landet; her savnede ej alene de ringere Klasser af Folket den uundværlige Tilførsel, men ogsaa for Stormændene, der trak store Indtægter af de tydske Kjøbmænds Leje-Afgifter, maatte Krigen
- ↑ Se ovenf. S. 32, Note.
