Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
123
1285. 1286. Indflydelſesrige Mænd. Forholdene ved Hoffet.

les Yndlinger. Til disſes Tal hørte maaſkee ogſaa den ſyderøiſke Kongeſøn, Hr. Erik Duggalsſøn, der nævnes ſom Medudſteder af Inſtruxen. De højbyrdige Brødre Bjarne Erlingsſøn og Vidkunn Erlingsſøn ſynes, efter hvad der allerede er viiſt, fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, meſt at have været brugte i Geſandtſkaber og derimod ikke længer at have taget umiddelbar Deel i Rigsſtyrelſen. Merkeligt nok, forſvinder ogſaa Hr. Bjarne Lodinsſøn ſom Cantſler efter 1282, da han paa en ſaa voldſom Maade fremtvang Hr. Andres Plytts Begravelſe ved Apoſtelkirken. Da Kongen og Hertugen i Aaret 1283 udſtedte Beſkyttelſesbrevet for Chorsbrødrene i Nidaros, var det Gudleik Stallare, der beſeglede Brevet, og ſaaledes udførte en Cantſlers Forretninger. Maaſkee var Bjarne Lodinsſøn da fraværende paa det Geſandtſkab, der afgik til Skotland efter Dronning Margretes Død[1], men heller ikke ſenere finde vi ham ſom Cantſler, uagtet han dog, ſom vi ville ſee, levede og ſpillede en fremragende politiſke Rolle flere Aar efter. Formodentlig har han derfor kun beklædt Cantſler-Embedet under Formynder-Regjeringen. Som kongelig Cantſler finde vi derimod i det mindſte fra 1287 den bergenſke Chorsbroder, Baard Serksſøn. Man faar ſaaledes ved en nærmere Betragtning af Forholdene i Norge paa denne Tid det Indtryk, at den egentlige Magt var hos Dronningen, der med en Camarilla ved Siden regjerede yderſt vilkaarligt, og, trodſende den almindelige Mening, ſøgte at ſætte ſine egne ærgjerrige og egennyttige Henſigter igjennem, medens Kongen, uagtet han nok i ſit Hjerte misbilligede meget af hvad der ſkede, dog nu engang var kommen i Vane med at underordne ſin Vilje under Moderens, og lod Sagerne gaa ſin Gang, idet han i Stilhed ventede paa bedre Tider, hvorimod Hertugen, der rimeligviis aldrig havde været ſaa yndet af ſin Moder, viſte ſig ſelvſtændig og ſtod i Spidſen for det ſtørre og beſindigere, men nu paa en Maade oppoſitionelle Parti, hvis Hoveder derfor vel ogſaa ſluttede ſig om ham, hvad maaſkee ogſaa Kongen ſelv gjerne havde gjort, om han havde haft Mod til at afryſte Aaget. Den haarde Fremfærd mod Gejſtligheden havde ſikkert allerede været misbilliget af Mange, men her havde dog Fleerheden af de verdslige Herrer fælles Interesſer med Hoffet, og ſynes derfor at have underſtøttet Dronningen og hendes Raadgivere. Sin egentlige Højde maa derimod Misfornøjelſen have naaet ved Krigen med de tydſke Stæder, og de Ulemper, den paaførte Landet; her ſavnede ej alene de ringere Klasſer af Folket den uundværlige Tilførſel, men ogſaa for Stormændene, der trak ſtore Indtægter af de tydſke Kjøbmænds Leje-Afgifter, maatte Krigen

  1. Se ovenf. S. 32, Note.