Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/143

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
121
Hertug Haakon overtager Hertugdømmets Beſtyrelſe.

Farfader havde forherliget Bergen. Man finder ham ſtundom endog kaldet Hertug af Oslo. Merkeligt nok, har han endog i Førſtningen dateret i det mindſte eet Brev, ſom han udſtedte, fra Overtagelſen af Hertugdømmets Beſtyrelſe. Han erklærede, ſom det ſtrax nedenfor nærmere vil blive viiſt, ligefrem i dette, at han ingen Deel havde i Krigen med Tydſkerne, og misbilligede ſaaledes ganſke Regjeringens Færd i dette Stykke. Sandſynligviis har han vel ogſaa i andre Henſeender lagt ſin Misfornøjelſe med, hvad der var ſkeet, for Dagen. Af dette Oppoſitionsforhold maatte da igjen Følgen være, at de Stormænd, der faldt i Unaade hos Enkedronningen, eller ikke vare tilfreds med Regjeringens Færd, ſluttede ſig til Hertug Haakon. Blandt dem var upaatvivleligt Hr. Hallkell Agmundsſøn, hvilken vi i 1286 finde ſom Hertugens Befalingsmand paa Oslo Slot. Han havde tidligere, ſom vi have ſeet, ivrigt deeltaget i Regjeringsherrernes Beſtræbelſer for at ſætte den nye Lovbogs Beſtemmelſer i Kraft, og var derfor endog ſat i Bann, men ſiden findes han ikke mere nævnt blandt de mere fremtrædende og indflydelſesrige Magnater. Han blev, ſom ovenfor berørt, om Høſten 1283 ſendt i Geſandtſkab til den tydſke Kong Rudolf, og kom hjem den følgende Sommer (1284); Julen derefter tilbragte han hos Kongen, og gjorde mod Slutningen af 1285 en Rejſe til Haalogaland, ſandſynligviis i offentligt Erende, hvorfra han kom tilbage ved Vintertid; han kan derfor ikke være traadt i Hertugens Tjeneſte førend i Begyndelſen af 1286, og den Slutning ligger altſaa nær, at han maa have været misfornøjet med Hr. Alf Erlingsſøns Indflydelſe, iſær da vi ville ſee, at Alf allerede det følgende Aar ſtræbte ham efter Livet, og tog ham af Dage.

Ligeſom Hr. Alf Erlingsſøn aabenbart var Dronningens Yndling, ſynes den anden Frænde af Kongehuſet, Hr. Audun Hugleiksſøn eller Heſtekorn, at have haft meſt at ſige hos Kongen. Allerede ved 1281 ſiges der om ham, at han var højeſt i Raadet med Kongen[1], altſaa ſtod i Spidſen for Formynderregjeringen. Dette ſkyldtes maaſkee for en ſtor Deel hans Indſigter i Landsloven, der var uundværlig ſaa længe det gjaldt at faa den nye Lovbog, i hvis Affattelſe han desuden viſtnok havde ſtor Deel, fuldkommen indført. Siden finde vi ham vel ikke i en ſaa fremragende Stilling, men dog fremdeles i Beſiddelſe af ſtor Indflydelſe hos Kongen, og benyttet til de vigtigſte og ærefuldeſte Hverv. Aller ſidſt finde vi ham ſom Kongens Fehirde i Tunsberg; det er ikke uſandſynligt, at han allerede fra den Tid af, da den egentlige Formynderregjering ophørte, fik denne vigtige Poſt. Under Kong Magnus havde han været Stallare, maaſkee vedblev han ogſaa at beklæde denne Poſt,

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 81.