Haardhed og Myndighed, er umiskjendeligt. Hendes og hendes Raadgiveres haarde Færd mod Erkebiskop Jon og Gejstligheden, synes endog, som ovenfor omtalt, at have paadraget hende, den hellige Kong Eriks Datter, Forbud eller Bannsættelse. At Folket ikke følte sig tilfreds under hendes og hendes Raadgiveres Regjering, men fandt den haard og trykkende, er i og for sig rimeligt, og kan desuden sluttes af den Ytring, der forekommer i Biskop Arnes Saga, „at alt, hvad Kongen foretog sig efter at have faaet større Magt, tyktes Folket en Lindring“[1], ligesom og at Hertug Haakon senere, efter selv at være bleven Konge, ligefrem dadlede den Fremfærd, „visse Folk“ havde tilladt sig mod Undersaatterne i hans og hans Broders Barndom, saavel som en Stund derefter. Det er ogsaa allerede ovenfor antydet, at Dronningen formodentlig bar den meste Skyld for Krigen med de tydske Stæder, idet hun enten hemmeligt eller aabenbart opmuntrede Hr. Alf Erlingssøn til at foretage sine Sørøvertog, eller i alle Fald senere gav ham Medhold. Thi i Stedet for at han, som man skulde mene, burde have faldt i Unaade, eller faaet haarde Irettesættelser for de Ulemper, han forvoldte Landet, blev han end mere hædret og forfremmet end før, og dette synes alene at kunne tilskrives Enkedronningens mægtige Beskyttelse, især da han, som vi ville see, umiddelbart efter hendes Død pludselig styrtedes fra sin Højde, uden at nogen af de øvrige Stormænd søgte at holde ham oppe. Hvad Aarsagen kan have været til denne Yndest, er vanskeligt nok at sige; at han var beslægtet med Kongehuset, gjorde neppe noget til Sagen, da han dog i alle Fald ikke var beslægtet med hende, og Kongen selv senere lod ham falde; snarere maa det have været hans personlige Egenskaber. Han har sikkert haft noget raskt og uforfærdet i sit Væsen, der behagede den mandige Dronning. Derhos havde han, som det synes at have været Skik med de fleste Medlemmer af Kongehuset, nydt et Slags lærd Opdragelse[2], og besad maaskee derfor større Dannelse end sedvanligt. Hertil kom, at han som Befalingsmand over Borgesyssel maaskee ogsaa havde Bestyrelsen af Dronningens Livgedings-Besiddelser, som netop laa der[3], og at han saaledes stod i et nærmere Forhold til hende. Endelig var Hr. Thore Haakonssøn siden 1276 gift med hans Syster Ingebjørg, og da Thores Fader, Erkebiskop Haakon, var den, der havde ført Dronning Ingeborg til Norge, og ved sin Raskhed bragt Giftermaalet til Veje, nærede Dronningen sikkert megen Hengivenhed for ham
