Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/139

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
117
1285, 1286. Dronningens Myndighed.


Denne Akt eller Overeenskomst gjorde virkelig Ende paa Stridighederne mellem Norge og de østersøiske Stæder, uagtet enkelte særskilte Erstatningsspørgsmaal dog endnu ikke vare afgjorte, og Krigen med Danmark, som det i det Følgende vil sees, ej alene vedvarede, men ogsaa antog en langt alvorligere Charakteer end hidtil. Uagtet der ogsaa senere af og til indtraf Tilfælde, hvor der herskede nogen Spending mellem Stæderne og den norske Regjering, sædvanligviis opstaaede deraf, at hine altid søgte at udvide sine Friheder, medens denne i det mindste en Tidlang stræbte at holde deres Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker, saa blev dog Handelsforbindelsen selv ikke i flere Generationer afbrudt, og Overeenskomsten i Kalmar danner derfor et Hovedpunkt i denne Handelsforbindelses Historie. Den betragtedes ogsaa af Stæderne som Grundlaget for deres Handelsforhold i Norge, og paaberaabtes altid ved senere Forhandlinger, denne Sag vedkommende. Det Fodfæste, deres driftige Handelsmænd herved fik i Norge, viste sig vistnok i senere Tider skadeligt for Landets egen Opkomst, og bidrog unegteligt meget til at svække dets Kræfter og Indbyggernes Foretagelses-Aand. Men at Følgerne vilde blive saa skadelige, var vanskeligt at forudsee paa den Tid, Overeenskomsten sluttedes. Norge følte sig endnu for kraftigt og anseet blandt Europas Stater, til at frygte saadant. Overeenskomsten selv gjennemførte desuden et fuldstændigt Gjensidigheds-System, og havde saaledes i det mindste Billigheden for sig.

71. Indre Forhold. Dronningens Myndighed og Alf Erlingssøns Indflydelse. Hertug Haakon overtager Hertugdømmets Bestyrelse Forholdene ved Hoffet.


Forinden vi forfølge Begivenhedernes Traad videre, bliver det nødvendigt nærmere at betragte Forholdene i Landets højeste Kredse og blandt Kongens umiddelbare Omgivelser, thi naar saadanne Forhold allerede udøve en stor Indflydelse paa Begivenhedernes Gang endog i de mest indskrænkede

    man med Lethed kan paapege det rette. Den har følgende merkelige Indledning: „Dette Forlig (Sættargerð) gjorde Kong Magnus i Sverige i Kalmar mellem Norges Konge og Tydskerne angaaende det, som Hr. Alf havde misgjort imod dem, Aar 1285; Haakon med Guds Miskunn Norges Hertug o. s. v.“ Heraf seer man, at alle Fiendtligheder, der vare øvede mod Tydskerne, udtrykkeligt tillægges Alf alene. Dateringen mangler saavel her, som i den danske Parafrase, men det er aabenbart, at Hertugen maa have udstedt Brevet strax efter Gesandternes Tilbagekomst med det sluttede Forlig ligesom det er tydeligt nok, at Brevet, bestemt til en Rettesnor for menige Borgere, lige fra først af har været affattet paa Norsk, saa at Oversættelsen af de fire indtagne Artikler følgelig er samtidig.