Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/139

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
117
1285, 1286. Dronningens Myndighed.


Denne Akt eller Overeenskomſt gjorde virkelig Ende paa Stridighederne mellem Norge og de øſterſøiſke Stæder, uagtet enkelte ſærſkilte Erſtatningsſpørgsmaal dog endnu ikke vare afgjorte, og Krigen med Danmark, ſom det i det Følgende vil ſees, ej alene vedvarede, men ogſaa antog en langt alvorligere Charakteer end hidtil. Uagtet der ogſaa ſenere af og til indtraf Tilfælde, hvor der herſkede nogen Spending mellem Stæderne og den norſke Regjering, ſædvanligviis opſtaaede deraf, at hine altid ſøgte at udvide ſine Friheder, medens denne i det mindſte en Tidlang ſtræbte at holde deres Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker, ſaa blev dog Handelsforbindelſen ſelv ikke i flere Generationer afbrudt, og Overeenskomſten i Kalmar danner derfor et Hovedpunkt i denne Handelsforbindelſes Hiſtorie. Den betragtedes ogſaa af Stæderne ſom Grundlaget for deres Handelsforhold i Norge, og paaberaabtes altid ved ſenere Forhandlinger, denne Sag vedkommende. Det Fodfæſte, deres driftige Handelsmænd herved fik i Norge, viſte ſig viſtnok i ſenere Tider ſkadeligt for Landets egen Opkomſt, og bidrog unegteligt meget til at ſvække dets Kræfter og Indbyggernes Foretagelſes-Aand. Men at Følgerne vilde blive ſaa ſkadelige, var vanſkeligt at forudſee paa den Tid, Overeenskomſten ſluttedes. Norge følte ſig endnu for kraftigt og anſeet blandt Europas Stater, til at frygte ſaadant. Overeenskomſten ſelv gjennemførte desuden et fuldſtændigt Gjenſidigheds-Syſtem, og havde ſaaledes i det mindſte Billigheden for ſig.

71. Indre Forhold. Dronningens Myndighed og Alf Erlingsſøns Indflydelſe. Hertug Haakon overtager Hertugdømmets Beſtyrelſe Forholdene ved Hoffet.


Forinden vi forfølge Begivenhedernes Traad videre, bliver det nødvendigt nærmere at betragte Forholdene i Landets højeſte Kredſe og blandt Kongens umiddelbare Omgivelſer, thi naar ſaadanne Forhold allerede udøve en ſtor Indflydelſe paa Begivenhedernes Gang endog i de meſt indſkrænkede

    man med Lethed kan paapege det rette. Den har følgende merkelige Indledning: „Dette Forlig (Sættargerð) gjorde Kong Magnus i Sverige i Kalmar mellem Norges Konge og Tydſkerne angaaende det, ſom Hr. Alf havde misgjort imod dem, Aar 1285; Haakon med Guds Miſkunn Norges Hertug o. ſ. v.“ Heraf ſeer man, at alle Fiendtligheder, der vare øvede mod Tydſkerne, udtrykkeligt tillægges Alf alene. Dateringen mangler ſaavel her, ſom i den danſke Parafraſe, men det er aabenbart, at Hertugen maa have udſtedt Brevet ſtrax efter Geſandternes Tilbagekomſt med det ſluttede Forlig ligeſom det er tydeligt nok, at Brevet, beſtemt til en Retteſnor for menige Borgere, lige fra førſt af har været affattet paa Norſk, ſaa at Overſættelſen af de fire indtagne Artikler følgelig er ſamtidig.