Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
108
Erik Magnusſøn.

ſaaledes nemlig, at Kong Erik i ſit og ſine Underſaatters Navn ſkulde ſende to ſaakaldte Dommere og to Procuratorer, medens hver af Stæderne ligeledes ſkulde ſende „Dommere og Procuratorer“; hine norſke og tydſke Dommere ſkulde i den ſvenſke Konges Nærværelſe træde ſammen og høre de Sager og Kæremaal, ſom fra begge Sider bleve dem forebragte (naturligviis af Procuratorerne), og derpaa afſige Dom; hvad begge Parters Dommere da bleve enige om, ſkulde ubrødeligen ſtaa ved Magt, men hvor de ej kunde enes, ſkulde den ſvenſke Konge ſom Opmand afſige ſin Kjendelſe, og den ſkulde uden Appell tages til Følge. Dog aflagde han for Sikkerheds Skyld Eed paa, at han ſkulde dømme retfærdigt, og at alle de Sager, der bleve bragte paa Bane den førſte Mødesdag, ſkulde være afgjorte eller paadømte inden en Maaned derefter, men at de øvrige, ſom der ikke bragtes paa Bane, ſkulde forebringes og afgjøres paa ſamme Maade, ſom oven anført, ved en Sammenkomſt, ſom alle tre Konger i Norden ſkulde have Aaret efter, den 1ſte Juli, paa Gullbergseid. Hvo ſom nu af den ſvenſke Konge eller de omtalte Dommere blev dømt i en Pengebod, ſkulde udrede denne inden eet Aar fra Dommens Afſigelſe; for øvrigt ſkulde Kong Erik godkjende de Domme, Kong Magnus eller Dommerne ſaaledes afſagde, og paaſee dem ſamvittighedsfuldt efterlevede, ſaa ſnart han fik Melding derom fra Kong Magnus. Fremdeles aflagde ſaavel Kong Erik, ſom hans Broder Hertug Haakon, der i Tilfælde af hans dødelige Afgang var Thronarving, Eed paa, at alle Punkter af Dommen ubrødeligen og uden nogen Udflugter ſkulde blive overholdte, ſamt at de Fanger fra de tydſke Stæder, ſom paa den Tid, dette foreløbige Møde holdtes, fandtes i Norge, ſkulde ſættes i Frihed og kunne vende tilbage til ſit Hjem med alt ſit Gods. End videre lovede Kongen, at Kjøbmændene fra ſamme Stæder ſkulde fra førſtkommende 1ſte Auguſt frit og tryggeligen kunne komme til Norge, drive ſin Handel der, og nyde de bedſte Friheder, ſom de kunde godtgjøre at have nydt i Kong Magnus’s og Kong Haakon Haakonsſøns Tid, for ſaa vidt Nordmændene til Gjengjeld i Stæderne nøde de bedſte Friheder, de der nogenſinde tidligere havde nydt, ſamt at Stæderne ikke biſtode Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Underſaatter Retfærdighed, med Raad, Daad, offentlig eller hemmelig Begunſtigelſe, til Norges Konges og hans Underſaatters Skade. Hvis Nordmænd fornærmede nogen Borger af en af Stæderne, ſkulde fuldſtændig Ret ſkaffes den Fornærmede efter Landets Love. Det tilføjedes udtrykkeligt, at i denne Forhandling vare ogſaa Riga og Visby indbegrebne, og at de lübeckſke Befuldmægtigede paa de øvrige Stæders Vegne ſvore og lovede, at Ratihabition ſkulde paafølge. Ogſaa de øvrige Stæder, der ikke havde ſendt Geſandter, (her ſigtes iſær til Grøningen, Stavern og Kampen) ſkulde kunne indtages i Overeenskomſten, naar de