saaledes nemlig, at Kong Erik i sit og sine Undersaatters Navn skulde sende to saakaldte Dommere og to Procuratorer, medens hver af Stæderne ligeledes skulde sende „Dommere og Procuratorer“; hine norske og tydske Dommere skulde i den svenske Konges Nærværelse træde sammen og høre de Sager og Kæremaal, som fra begge Sider bleve dem forebragte (naturligviis af Procuratorerne), og derpaa afsige Dom; hvad begge Parters Dommere da bleve enige om, skulde ubrødeligen staa ved Magt, men hvor de ej kunde enes, skulde den svenske Konge som Opmand afsige sin Kjendelse, og den skulde uden Appell tages til Følge. Dog aflagde han for Sikkerheds Skyld Eed paa, at han skulde dømme retfærdigt, og at alle de Sager, der bleve bragte paa Bane den første Mødesdag, skulde være afgjorte eller paadømte inden en Maaned derefter, men at de øvrige, som der ikke bragtes paa Bane, skulde forebringes og afgjøres paa samme Maade, som oven anført, ved en Sammenkomst, som alle tre Konger i Norden skulde have Aaret efter, den 1ste Juli, paa Gullbergseid. Hvo som nu af den svenske Konge eller de omtalte Dommere blev dømt i en Pengebod, skulde udrede denne inden eet Aar fra Dommens Afsigelse; for øvrigt skulde Kong Erik godkjende de Domme, Kong Magnus eller Dommerne saaledes afsagde, og paasee dem samvittighedsfuldt efterlevede, saa snart han fik Melding derom fra Kong Magnus. Fremdeles aflagde saavel Kong Erik, som hans Broder Hertug Haakon, der i Tilfælde af hans dødelige Afgang var Thronarving, Eed paa, at alle Punkter af Dommen ubrødeligen og uden nogen Udflugter skulde blive overholdte, samt at de Fanger fra de tydske Stæder, som paa den Tid, dette foreløbige Møde holdtes, fandtes i Norge, skulde sættes i Frihed og kunne vende tilbage til sit Hjem med alt sit Gods. End videre lovede Kongen, at Kjøbmændene fra samme Stæder skulde fra førstkommende 1ste August frit og tryggeligen kunne komme til Norge, drive sin Handel der, og nyde de bedste Friheder, som de kunde godtgjøre at have nydt i Kong Magnus’s og Kong Haakon Haakonssøns Tid, for saa vidt Nordmændene til Gjengjeld i Stæderne nøde de bedste Friheder, de der nogensinde tidligere havde nydt, samt at Stæderne ikke bistode Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Undersaatter Retfærdighed, med Raad, Daad, offentlig eller hemmelig Begunstigelse, til Norges Konges og hans Undersaatters Skade. Hvis Nordmænd fornærmede nogen Borger af en af Stæderne, skulde fuldstændig Ret skaffes den Fornærmede efter Landets Love. Det tilføjedes udtrykkeligt, at i denne Forhandling vare ogsaa Riga og Visby indbegrebne, og at de lübeckske Befuldmægtigede paa de øvrige Stæders Vegne svore og lovede, at Ratihabition skulde paafølge. Ogsaa de øvrige Stæder, der ikke havde sendt Gesandter, (her sigtes især til Grøningen, Stavern og Kampen) skulde kunne indtages i Overeenskomsten, naar de
