sømmelig Værdighed. Thi saa meget er vist, at de bergenske Bymænds Ledingsskib var med paa Toget; ombord paa dette var Islændingen Loft Helgessøn, som endnu ikke havde faaet Tilladelse til at rejse hjem[1]. Hertug Haakon, der nys havde tiltraadt Bestyrelsen af sit Hertugdømme, fulgte med; derimod synes Enkedronningen at være bleven hjemme. Der fortælles, at Flaaden en Tidlang ikke kunde faa god Vind, og at man gjorde Bønner og Løfter til mange Helgener, men forgjeves, indtil den islandske Prest Gudmund Hallssøn foreslog Kongen at love den hellige Biskop Jon i Hole sine bedste Pellsklæder, hvis han skaffede dem Bør, „thi han var meget hurtig til at opfylde slige Bønner“; Kongen samtykkede deri, sigende, at den hellige Jon nu fik vise, at han ej var seendrægtig, som man almindeligviis beskyldte Islændingerne for; der kom ogsaa strax en frisk Vind, saa at man paa fire Dage naaede Bestemmelsesstedet[2], hvilket enten maa have været Lindholmen, lige overfor Gullbergseid, eller Kongehelle. Kongen kom formedelst hiin Forsinkelse neppe til den aftalte Dag, 25de Juni, men nogle faa Dage senere, thi ogsaa den svenske Konge finde vi Dagen efter, nemlig 25de Juni, ikke paa Gullbergseid, men i Ljodhuus, hvor han den Dag udstedte et Lejdebrev, gjeldende paa 8 Dage, for den danske Herre, Jon Litle og Udsendingerne fra de tydske Stæder, samt dem, han vilde medbringe paa den danske Konges Vegne, ikke, som han tilføjede, fordi hine Mænd ellers havde behøvet at nære nogen Tvivl om deres Sikkerhed, men fordi Fyrst Vitslav af Rügen i en personlig Samtale udtrykkeligt havde bedet derom[3]. Man seer heraf, at ogsaa Fyrst Vitslav maa have været tilstede ved Bindet, og da det tillige lader til, at Grev Jakob saavel som Erik Knutssøn, den nys udnævnte Hertug til Søndre Halland, var tilstede, maa Mødet have været ret glimrende. De tydske Gesandter, som indfandt sig, vare Johannes Munk og Raadmanden Fromold af Fifhusen fra Lübeck, Hasse af Krukow fra Wismar, Albert Spitznagel fra Rostock, Gorschalk Unververde fra Stralsund, og Henrik af Wolgast fra Greifswalde. De øvrige Stæder maa altsaa ikke særskilt have ladet sig repræsentere. Der blev nu, heder det, holdt mange Møder og Forhandlinger, uden at dog Kong Erik og Stædernes Sendebud kunde komme til fuldkommen Enighed eller strax faa en endelig Fredsslutning i Stand. Men det aftaltes dog, at der førstkommende Michelsdag skulde holdes et nyt Forligsmøde i Kalmar under den svenske Konges Forsæde, og at Tvisten der skulde komme til endelig Afgjørelse,
