Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
106
Erik Magnusſøn.

dens de norſke Geſandter vare hos ham, da ſkulde de foreſlaa dem, at Stæderne ſkulde ſende paalidelige Geſandter til Forligsmøde med Norges Konge (naturligviis paa Gullbergseid), og hertil ſkulde de norſke Geſandter meddele ſikkert Lejde. Fremdeles ſkulde de, om muligt, ſøge at udvirke en Overeenskomſt med Kongen af Danmark om, at hverken han eller Kongen af Norge ſkulde være forligt eller indgaa Forlig med Tydſkerne, ſaa længe disſe vare uforligte med een af begge Konger, med andre Ord, at den danſke Konge ſkulde forſage ſit nys indgaaede Forbund med Stæderne, men derimod tage Parti med Norges Konge[1]. — Da der her ikke nævnes et Ord om Dronning Ingeborgs Arvegods, ja ikke engang om Pengefordring paa Danmark, men derimod om Udtællinger dertil, er det aabenbart, at man i Norge for Øjeblikket maa have været meget ængſtlig for Krigens Udfald, og ſelv med ſtore Opofrelſer har villet kjøbe Fred. Med Kong Magnus i Sverige kom vel ikke, ſom man maa antage, nogen Forening i Stand, men han lovede dog, ſom man af det følgende erfarer, at indfinde ſig til den beſtemte Tid. De tydſke Stæder maa og have indgaaet hiint i Inſtruxen antydede Løfte om at ſende Geſandter til Gullbergseid, da ſaadanne virkelig bleve afſendte; hvad enten nu virkelig de norſke Herrer traf Stædernes Udſendinger i Danmark, ſom det i Inſtruxen forudſattes muligt, eller det paa anden Maade er blevet aftalt. Ogſaa den danſke Konge maa have givet i det mindſte et Tilſagn om at deeltage i Underhandlingerne; thi vi ville ſee, at man i alle Fald ventede Geſandter fra ham til Sammenkomſten paa Gullbergseid. Merkeligt er det for Reſten, at den norſke Regjering med Flid ſynes at have villet undgaa at underhandle med de Danſke og med Stæderne ſamtidigt. Førſt naar Underhandlingerne med de ſidſte maatte antages at være tilendebragte, ſkulde den danſke Konge eller hans Udſendinger indfinde ſig.

Kong Erik ſynes, ſom ſædvanligt ved ſlige Møder, at have gjort Udruſtninger og opbudt den ſaakaldte Stevne-Leding, for at optræde med

  1. Thorkelins Dipl. II. S. 104—106. Dette merkelige Brev mangler Datum og Sted; men da Inſtruxen ſiges at være meddeelt 1285 i Kong Eriks 6te Regjeringsaar, altſaa efter 10de Mai, medens dog St. Hans Dag nævnes ſom en tilkommende Stevnedag, der førſt ſkulde aftales med den ſvenſke Konge og Tydſkerne, kan Udſtedelſestiden neppe henlægges ſenere end den anden Halvdeel af Mai Maaned. Den ſvenſke Konge var ellers neppe langt borte, da han i hele den tidligere Deel af dette Aar ſynes at have holdt ſig i Veſtergøtland. Hans Teſtament er dateret Skara, 22de Febr., Dipl. Sv. I. No. 802. Opholdt han ſig, ſom heel rimeligt er, i Ljodhuus paa den Tid, de norſke Geſandter afgik, behøvede de ikke engang at gjøre nogen Omvei for at tale med ham, inden de opſøgte den danſke Konge.