dens de norske Gesandter vare hos ham, da skulde de foreslaa dem, at Stæderne skulde sende paalidelige Gesandter til Forligsmøde med Norges Konge (naturligviis paa Gullbergseid), og hertil skulde de norske Gesandter meddele sikkert Lejde. Fremdeles skulde de, om muligt, søge at udvirke en Overeenskomst med Kongen af Danmark om, at hverken han eller Kongen af Norge skulde være forligt eller indgaa Forlig med Tydskerne, saa længe disse vare uforligte med een af begge Konger, med andre Ord, at den danske Konge skulde forsage sit nys indgaaede Forbund med Stæderne, men derimod tage Parti med Norges Konge[1]. – Da der her ikke nævnes et Ord om Dronning Ingeborgs Arvegods, ja ikke engang om Pengefordring paa Danmark, men derimod om Udtællinger dertil, er det aabenbart, at man i Norge for Øjeblikket maa have været meget ængstlig for Krigens Udfald, og selv med store Opofrelser har villet kjøbe Fred. Med Kong Magnus i Sverige kom vel ikke, som man maa antage, nogen Forening i Stand, men han lovede dog, som man af det følgende erfarer, at indfinde sig til den bestemte Tid. De tydske Stæder maa og have indgaaet hiint i Instruxen antydede Løfte om at sende Gesandter til Gullbergseid, da saadanne virkelig bleve afsendte; hvad enten nu virkelig de norske Herrer traf Stædernes Udsendinger i Danmark, som det i Instruxen forudsattes muligt, eller det paa anden Maade er blevet aftalt. Ogsaa den danske Konge maa have givet i det mindste et Tilsagn om at deeltage i Underhandlingerne; thi vi ville see, at man i alle Fald ventede Gesandter fra ham til Sammenkomsten paa Gullbergseid. Merkeligt er det for Resten, at den norske Regjering med Flid synes at have villet undgaa at underhandle med de Danske og med Stæderne samtidigt. Først naar Underhandlingerne med de sidste maatte antages at være tilendebragte, skulde den danske Konge eller hans Udsendinger indfinde sig.
Kong Erik synes, som sædvanligt ved slige Møder, at have gjort Udrustninger og opbudt den saakaldte Stevne-Leding, for at optræde med
- ↑ Thorkelins Dipl. II. S. 104–106. Dette merkelige Brev mangler Datum og Sted; men da Instruxen siges at være meddeelt 1285 i Kong Eriks 6te Regjeringsaar, altsaa efter 10de Mai, medens dog St. Hans Dag nævnes som en tilkommende Stevnedag, der først skulde aftales med den svenske Konge og Tydskerne, kan Udstedelsestiden neppe henlægges senere end den anden Halvdeel af Mai Maaned. Den svenske Konge var ellers neppe langt borte, da han i hele den tidligere Deel af dette Aar synes at have holdt sig i Vestergøtland. Hans Testament er dateret Skara, 22de Febr., Dipl. Sv. I. No. 802. Opholdt han sig, som heel rimeligt er, i Ljodhuus paa den Tid, de norske Gesandter afgik, behøvede de ikke engang at gjøre nogen Omvei for at tale med ham, inden de opsøgte den danske Konge.
