Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/125

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
103
1285. Krig mellem de vendiske Stæder og Norge.


Han sætter sig alene i Baad,
Og faa ror han de Kogger imod.

„Vel mødt, vel mødt, raske Hofmænd,
Hvor ville I i Havnen ind?“ –

„Vi sejle os til den Havn ind,
Som vi kunde gjenneste Hr. Alf finde“. –

„Hvad ville I da give den Mand,
Som Eder Hr. Alf vise kan?“ –

„Vi ville give ham Guld og Sølv,
Penninge, saa mange han have vil.

„Ad Gave og Skjenk skal han ej lede,
Snekken med al sin ganske Rede“. –

„Kjære Hofmænd, hvad ville I Alf gjøre,
Om I kunne hannem opspore?“ –

„Hans Svenne dem ville vi hugge og slaa,
Hannem selv vi lægge den Bolte paa“. –

„Her skulle I Mindre-Alf finde,
Saa liden Sejr I af mig vinde“. –

„Vel op, vel op, I raske Drenge,
I hugge sønder baade Toug og Strenge!“ –

Hr. Alf han hugg, til han var mod,
Han stod i femten Ridderes Blod;

Saa tog han alle de Kogger ni
Og sejlede dermed til Norge fri.

Og der kom Tidende til Rostock ind,
Der blegned saa mangen Rosenskind.

Der græd Enker, og der græd Børn,
Dem havde gjort fattig denne skadelige Ørn.

Man seer heraf, at ni af Koggerne, fornemmelig rostockske, havde adskilt sig fra den øvrige Flaade for at oplede Alf, og bringe den forhadte og frygtede Corsar som Fange til Tydskland, men at han selv forklædt maa have lokket dem i et Baghold, hvor hans øvrige Flaade, eller i det mindste et større Antal norske Skibe laa, og der givet sig tilkjende, samt efter en blodig Kamp erobret alle de ni Skibe. At han