Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/125

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
103
1285. Krig mellem de vendiſke Stæder og Norge.


Han ſætter ſig alene i Baad,
Og faa ror han de Kogger imod.

„Vel mødt, vel mødt, raſke Hofmænd,
Hvor ville I i Havnen ind?“ —

„Vi ſejle os til den Havn ind,
Som vi kunde gjenneſte Hr. Alf finde“. —

„Hvad ville I da give den Mand,
Som Eder Hr. Alf viſe kan?“ —

„Vi ville give ham Guld og Sølv,
Penninge, ſaa mange han have vil.

„Ad Gave og Skjenk ſkal han ej lede,
Snekken med al ſin ganſke Rede“. —

„Kjære Hofmænd, hvad ville I Alf gjøre,
Om I kunne hannem opſpore?“ —

„Hans Svenne dem ville vi hugge og ſlaa,
Hannem ſelv vi lægge den Bolte paa“. —

„Her ſkulle I Mindre-Alf finde,
Saa liden Sejr I af mig vinde“. —

„Vel op, vel op, I raſke Drenge,
I hugge ſønder baade Toug og Strenge!“ —

Hr. Alf han hugg, til han var mod,
Han ſtod i femten Ridderes Blod;

Saa tog han alle de Kogger ni
Og ſejlede dermed til Norge fri.

Og der kom Tidende til Roſtock ind,
Der blegned ſaa mangen Roſenskind.

Der græd Enker, og der græd Børn,
Dem havde gjort fattig denne ſkadelige Ørn.

Man ſeer heraf, at ni af Koggerne, fornemmelig roſtockſke, havde adſkilt ſig fra den øvrige Flaade for at oplede Alf, og bringe den forhadte og frygtede Corſar ſom Fange til Tydſkland, men at han ſelv forklædt maa have lokket dem i et Baghold, hvor hans øvrige Flaade, eller i det mindſte et ſtørre Antal norſke Skibe laa, og der givet ſig tilkjende, ſamt efter en blodig Kamp erobret alle de ni Skibe. At han