Albrecht af Saxland, Hertug Bugislav af Venden, Fyrst Vithav af Rügen, Hertug Valdemar af Jylland, Gerhard den ældre og yngre, Johan og Adolf, Grever af Holsten, Helmold og Nikolas, Grever af Schwerin, Henrik og hans Brodersønner Nikolas og Johan, Herrerne til Werle, Junker Nikolas af Rostock, Johannes og hans Brodersønner, Herrerne til Meklenburg, samt Lübecks, Hamburgs, Kiels, Wismars, Rostocks, Stralsunds, Greifswaldes, Demmins, Anklams og Stettins Borgere og alle Stæder inden fornævnte Herrers Besiddelser havde indgaaet til fælles Forsvar, lovende, at hvis nogen af hine Herrer eller deres Undergivne, eller de nævnte Stæders Borgere bleve forurettede, skulde han paa Opfordring advare Fornærmeren om at give Fyldestgjørelse, og hvis denne ikke inden en Maaned efterkom Opfordringen, skulde han hjelpe den eller de Forurettede til at nyde fuld Ret, og ikke paa nogen Maade begunstige den fornærmende Part[1]. I et tredie Brev, som han fremdeles samme Dag udstedte, gjorde han vitterligt, at han med sine bedste Mænds Raad havde tiltraadt Forbundet paa aatte Aar, og først fra næste Aars Pints at regne; saa nødigt synes man i Danmark at have villet skride til aabenbart Brud; med Lübecks Borgere indgik han dog den særskilte gjensidige Forpligtelse, at de skulde holde sammen i Raad og Daad, indtil saavel han, som de havde faaet fuldstændig Erstatning af Nordmændene for al lidt Skade[2]. I denne vaklende Politik sporer man maaskee fremdeles det mægtige danske Oppositionspartis Indflydelse.
I Vinterens Løb kan der ikke have forefaldt noget af Betydenhed. Men fra begge Sider synes man at have forberedet sig til alvorlig Kamp i det kommende Aar. Da det fremdeles var Stædernes Hensigt at blokere Norge og ved fuldkommen Afskjæren af al Tilførsel bringe det til saadan Yderlighed, at det maatte ønske Fred til enhver Priis, henvendte Lübecks Borgere sig paa de øvrige Stæders Vegne umiddelbart til Kong Edward af England med Klage over de Forurettelser, Nordmændene havde tilføjet dem, og med Bøn om, at han ikke vilde tillade nogen Udførsel af Fødevarer (comestibilia) eller andre nyttige Sager fra sit Rige til Norge, saa længe dette Rige ikke havde givet Stæderne tilbørlig Erstatning[3]. Ligeledes henvendte Stæderne sig til dem af de før nævnte Fyrster, der vare deres saakaldte Øvrigheder eller Patroner, med Anmodning om deres Mellemkomst; i Følge deraf tilskrev Hertug Johan af Saxland Kong Edward, og forenede sine Bønner med Stædernes, om at han ej vilde tillade Nordmænd at kjøbe Fødevarer i hans Rige.
