Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/121

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
99
1284, 1285. Krig mellem de vendiſke Stæder og Norge.

Albrecht af Saxland, Hertug Bugislav af Venden, Fyrſt Vithav af Rügen, Hertug Valdemar af Jylland, Gerhard den ældre og yngre, Johan og Adolf, Grever af Holſten, Helmold og Nikolas, Grever af Schwerin, Henrik og hans Broderſønner Nikolas og Johan, Herrerne til Werle, Junker Nikolas af Roſtock, Johannes og hans Broderſønner, Herrerne til Meklenburg, ſamt Lübecks, Hamburgs, Kiels, Wismars, Roſtocks, Stralſunds, Greifswaldes, Demmins, Anklams og Stettins Borgere og alle Stæder inden fornævnte Herrers Beſiddelſer havde indgaaet til fælles Forſvar, lovende, at hvis nogen af hine Herrer eller deres Undergivne, eller de nævnte Stæders Borgere bleve forurettede, ſkulde han paa Opfordring advare Fornærmeren om at give Fyldeſtgjørelſe, og hvis denne ikke inden en Maaned efterkom Opfordringen, ſkulde han hjelpe den eller de Forurettede til at nyde fuld Ret, og ikke paa nogen Maade begunſtige den fornærmende Part[1]. I et tredie Brev, ſom han fremdeles ſamme Dag udſtedte, gjorde han vitterligt, at han med ſine bedſte Mænds Raad havde tiltraadt Forbundet paa aatte Aar, og førſt fra næſte Aars Pints at regne; ſaa nødigt ſynes man i Danmark at have villet ſkride til aabenbart Brud; med Lübecks Borgere indgik han dog den ſærſkilte gjenſidige Forpligtelſe, at de ſkulde holde ſammen i Raad og Daad, indtil ſaavel han, ſom de havde faaet fuldſtændig Erſtatning af Nordmændene for al lidt Skade[2]. I denne vaklende Politik ſporer man maaſkee fremdeles det mægtige danſke Oppoſitionspartis Indflydelſe.

I Vinterens Løb kan der ikke have forefaldt noget af Betydenhed. Men fra begge Sider ſynes man at have forberedet ſig til alvorlig Kamp i det kommende Aar. Da det fremdeles var Stædernes Henſigt at blokere Norge og ved fuldkommen Afſkjæren af al Tilførſel bringe det til ſaadan Yderlighed, at det maatte ønſke Fred til enhver Priis, henvendte Lübecks Borgere ſig paa de øvrige Stæders Vegne umiddelbart til Kong Edward af England med Klage over de Forurettelſer, Nordmændene havde tilføjet dem, og med Bøn om, at han ikke vilde tillade nogen Udførſel af Fødevarer (comestibilia) eller andre nyttige Sager fra ſit Rige til Norge, ſaa længe dette Rige ikke havde givet Stæderne tilbørlig Erſtatning[3]. Ligeledes henvendte Stæderne ſig til dem af de før nævnte Fyrſter, der vare deres ſaakaldte Øvrigheder eller Patroner, med Anmodning om deres Mellemkomſt; i Følge deraf tilſkrev Hertug Johan af Saxland Kong Edward, og forenede ſine Bønner med Stædernes, om at han ej vilde tillade Nordmænd at kjøbe Fødevarer i hans Rige.

  1. Lübecks Urkundenb. 465.
  2. Sammeſteds, No. 466. Pintſedag 1285 faldt paa 13de Mai.
  3. Urkundenbuch No. 1010.