Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/120

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
98
Erik Magnussøn.

det paa Tilbagevejen var blevet taget, tilligemed sin hele Ladning, af de udsendte tydske Kaperskibe, der naturligviis betragtede det som fiendtligt, fordi det kom fra fiendtlig Havn. Drottseten fordrede, at Stæderne skulde erstatte Tabet, tilføjende, at da man fra dansk Side i alle Dele søgte at holde tryg Fred med Stæderne, kunde man baade ønske og haabe, at det samme iagttoges af disse[1]. Hvad Svar Stæderne gave paa denne Klage, erfares ikke, men de maa sikkert til Gjengjeld have klaget over, at den danske Konge endnu ikke ganske havde afskaaret al Handelsforbindelse med Norge, og fordret, at han skulde give et bestemt Forbud desangaaende, thi et saadant udstedte han virkelig den 29de November, fra Odense. „Det er“, ytrede han her, „blevet klaget for os fra de vendiske Stæder, at Nordmænd have tilføjet deres Kjøbmænd stor Skade og haarde Uretfærdigheder; men da Uretfærdigheder, hvilke det saa er, bør mishage os og enhver Christen, have vi lovet hine Stæder og deres Kjøbmænd, at Ingen skal have Lov til, fra vort Rige at føre nogen som helst Ting til Norge, eller at drive Handel i Norge, og hvis nogen af vore Kjøbmænd vover at handle mod dette vort Forbud, ved at føre sine Varer til Norge, og paa Vejen bliver plyndret, ville vi ikke paa nogen Maade søge at hevne dette. Alligevel forunde vi Nordmændene fuld Sikkerhed og Frihed til at komme i vort Rige, opholde sig i vore Byer og tilliggende Havne og drive sin Handel indtil 8 Dage efter førstkommende Pints. Men hvis Nordmændene ikke inden den Tid kunne komme til Enighed med Stæderne, have vi lovet disse, at de norske Kjøbmænd siden efter ikke paa nogen Maade skulle faa drive Handel i vort Rige, førend der er givet saavel Os og Vore, som Stæderne fuld Ret og Erstatning for den os og dem af Norges Konge tilføjede Skade“[2]. Det er besynderligt nok, at der fra dansk Side kunde vises saadan Langmodighed, efter hvad der allerede var forefaldet, og uagtet Stæderne øjensynligt dreve paa, at Forbindelsen ganske skulde afbrydes, for at gjøre Norges Afsperring fra Tydskland fuldstændig. Men blandt Medundertegnerne af Brevet vare Grev Jakob af Halland, Stig Marsk og Nikolas Knutssøn, og det tør nok hænde, at deres Indflydelse her atter gjorde sig gjeldende; thi for Grev Jakobs Leen, Nordre Halland, der grænsede umiddelbart til Viken, maatte en pludselig Afsperring mod Norge være mest ubelejlig. Den danske Konge erklærede tillige samme Dag ved et andet Brev, at han tiltraadte det nys omtalte Forbund, som Biskopperne af Schwerin, Lübeck og Ratzeburg, Hertugerne Johan og

  1. Lübecks Urkundenb. No. 470. Brevet er udateret, men det er tydeligt nok, at det henhører til dette Aar.
  2. Brev aftrykt hos Suhm, X. 1023.