Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
98
Erik Magnusſøn.

det paa Tilbagevejen var blevet taget, tilligemed ſin hele Ladning, af de udſendte tydſke Kaperſkibe, der naturligviis betragtede det ſom fiendtligt, fordi det kom fra fiendtlig Havn. Drottſeten fordrede, at Stæderne ſkulde erſtatte Tabet, tilføjende, at da man fra danſk Side i alle Dele ſøgte at holde tryg Fred med Stæderne, kunde man baade ønſke og haabe, at det ſamme iagttoges af disſe[1]. Hvad Svar Stæderne gave paa denne Klage, erfares ikke, men de maa ſikkert til Gjengjeld have klaget over, at den danſke Konge endnu ikke ganſke havde afſkaaret al Handelsforbindelſe med Norge, og fordret, at han ſkulde give et beſtemt Forbud desangaaende, thi et ſaadant udſtedte han virkelig den 29de November, fra Odenſe. „Det er“, ytrede han her, „blevet klaget for os fra de vendiſke Stæder, at Nordmænd have tilføjet deres Kjøbmænd ſtor Skade og haarde Uretfærdigheder; men da Uretfærdigheder, hvilke det ſaa er, bør mishage os og enhver Chriſten, have vi lovet hine Stæder og deres Kjøbmænd, at Ingen ſkal have Lov til, fra vort Rige at føre nogen ſom helſt Ting til Norge, eller at drive Handel i Norge, og hvis nogen af vore Kjøbmænd vover at handle mod dette vort Forbud, ved at føre ſine Varer til Norge, og paa Vejen bliver plyndret, ville vi ikke paa nogen Maade ſøge at hevne dette. Alligevel forunde vi Nordmændene fuld Sikkerhed og Frihed til at komme i vort Rige, opholde ſig i vore Byer og tilliggende Havne og drive ſin Handel indtil 8 Dage efter førſtkommende Pints. Men hvis Nordmændene ikke inden den Tid kunne komme til Enighed med Stæderne, have vi lovet disſe, at de norſke Kjøbmænd ſiden efter ikke paa nogen Maade ſkulle faa drive Handel i vort Rige, førend der er givet ſaavel Os og Vore, ſom Stæderne fuld Ret og Erſtatning for den os og dem af Norges Konge tilføjede Skade“[2]. Det er beſynderligt nok, at der fra danſk Side kunde viſes ſaadan Langmodighed, efter hvad der allerede var forefaldet, og uagtet Stæderne øjenſynligt dreve paa, at Forbindelſen ganſke ſkulde afbrydes, for at gjøre Norges Afſperring fra Tydſkland fuldſtændig. Men blandt Medundertegnerne af Brevet vare Grev Jakob af Halland, Stig Marſk og Nikolas Knutsſøn, og det tør nok hænde, at deres Indflydelſe her atter gjorde ſig gjeldende; thi for Grev Jakobs Leen, Nordre Halland, der grænſede umiddelbart til Viken, maatte en pludſelig Afſperring mod Norge være meſt ubelejlig. Den danſke Konge erklærede tillige ſamme Dag ved et andet Brev, at han tiltraadte det nys omtalte Forbund, ſom Biſkopperne af Schwerin, Lübeck og Ratzeburg, Hertugerne Johan og

  1. Lübecks Urkundenb. No. 470. Brevet er udateret, men det er tydeligt nok, at det henhører til dette Aar.
  2. Brev aftrykt hos Suhm, X. 1023.