De Byer, hvis Skibe paa den her omtalte Maade vare blevne opbragte eller plyndrede, følte nu Nødvendigheden af at tage kraftige Forholdsregler, og handle i Forening, for at skaffe sig Erstatning. De østersøiske Stæder gjorde Begyndelsen. „Da vi“, skrev senere Wismars Borgere til de nordsøiske Stæder, „kunde skjønne, at vi intet udrettede ved Taalmodighed, besluttede vi, efter Fyrsters, Herrers, Adelsmænds, flere andre Byers og eders Raad at sætte os i Bekostning, og sendte nogle af vore bedste Mænd og andre Medborgere ud med Krigsskibe for at bekrige Nordmændene, den almindelige Friheds Forstyrrere, og for at staa deres Afsindighed (insania) imod, samt bringe den forrige almindelige Frihed tilveje, uden dog at nyde anden Hjelp, end fra nogle Nabobyer samt to Byer af andre Provinser“. De Byer, som her først omtales, vare Wismars Nabobyer Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswalde, tilligemed Wismar de egentlig saakaldte vendiske Stæder; de to andre vare Visby, eller egentlig kun de der bosatte Tydskere, samt Riga. Disse, med Lübeck i Spidsen, dannede saaledes det egentlige Krigsforbund, og hvorvel flere af de øvrige forurettede Stæder, navnlig Anklam og Demmin ved Østersøen, samt Hamburg, Grøningen, Stavern og Kampen ved Nordsøen, sluttede sig til dem, i det mindste, som man maa formode, ved at yde Pengebidrag, og vi derhos erfare, at flere af Nabofyrsterne indgik et fælles Forsvarsforbund med de nævnte vendiske Stæder tilligemed Kiel, Stettin og Hamburg, saaledes som det strax nedenfor skal vises, saa var det dog kun de her nævnte syv Stæder, hvilke Norges Regjering betragtede som sine egentlige Modstandere, og med hvem den siden underhandlede om Fred[1]. Disse Stæder udrustede nu i Hast endeel Skibe, der sejlede op under den norske Kyst, og, som der siges, gjorde megen Skade, dog neppe saa meget ved Plyndring, som ved at opbringe Skibe og hindre al Tilførsel. Ikke engang danske Skibe skaanedes, naar de gik til, eller kom fra Norge, uagtet den venskabelige Tilnærmelse, der nu fandt Sted mellem Danmark og Stæderne. Saaledes erfarer man af en Klage, som den danske Drottsete Uffe henvendte til Lübeck og de øvrige østersøiske Stæder, at der ved Michelsdagstid 1284 var afgaaet et Skib, tilhørende nogle Borgere i Lund, til Norge med endeel Varer, men at
- ↑ Vi have her nærmest fulgt den Fremstilling af Sagen, der findes i Wismars Brev til Nordsøstæderne af 1286, meddeelt i Lübecks Urkundenb. No. 501. Willebrandt, i fin hans. Chronik II. 15, fortæller om et stort Forbund mellem alle de østersøiske og nordsøiske Stæder, paa Bremen nær, under Lübecks Forstanderskab, men herom findes intet i de originale Actstykker fra hiin Tid. Detmar (S. 159) siger vel, at Stæderne ved Østersøen og Vesterhavet, paa Bremen nær, forenede sig; men han omtaler under eet Aar, hvad der hører til flere, saaledes navnlig og under 1284 det Forlig, som stiftedes i Kalmar 1285 ved Kong Magnus’s Voldgiftskjendelse.
