Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/119

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
97
1284. De tydſke Stæder udruſte Kaperſkibe.


De Byer, hvis Skibe paa den her omtalte Maade vare blevne opbragte eller plyndrede, følte nu Nødvendigheden af at tage kraftige Forholdsregler, og handle i Forening, for at ſkaffe ſig Erſtatning. De øſterſøiſke Stæder gjorde Begyndelſen. „Da vi“, ſkrev ſenere Wismars Borgere til de nordſøiſke Stæder, „kunde ſkjønne, at vi intet udrettede ved Taalmodighed, beſluttede vi, efter Fyrſters, Herrers, Adelsmænds, flere andre Byers og eders Raad at ſætte os i Bekoſtning, og ſendte nogle af vore bedſte Mænd og andre Medborgere ud med Krigsſkibe for at bekrige Nordmændene, den almindelige Friheds Forſtyrrere, og for at ſtaa deres Afſindighed (insania) imod, ſamt bringe den forrige almindelige Frihed tilveje, uden dog at nyde anden Hjelp, end fra nogle Nabobyer ſamt to Byer af andre Provinſer“. De Byer, ſom her førſt omtales, vare Wismars Nabobyer Lübeck, Roſtock, Stralſund og Greifswalde, tilligemed Wismar de egentlig ſaakaldte vendiſke Stæder; de to andre vare Visby, eller egentlig kun de der boſatte Tydſkere, ſamt Riga. Disſe, med Lübeck i Spidſen, dannede ſaaledes det egentlige Krigsforbund, og hvorvel flere af de øvrige forurettede Stæder, navnlig Anklam og Demmin ved Øſterſøen, ſamt Hamburg, Grøningen, Stavern og Kampen ved Nordſøen, ſluttede ſig til dem, i det mindſte, ſom man maa formode, ved at yde Pengebidrag, og vi derhos erfare, at flere af Nabofyrſterne indgik et fælles Forſvarsforbund med de nævnte vendiſke Stæder tilligemed Kiel, Stettin og Hamburg, ſaaledes ſom det ſtrax nedenfor ſkal viſes, ſaa var det dog kun de her nævnte ſyv Stæder, hvilke Norges Regjering betragtede ſom ſine egentlige Modſtandere, og med hvem den ſiden underhandlede om Fred[1]. Disſe Stæder udruſtede nu i Haſt endeel Skibe, der ſejlede op under den norſke Kyſt, og, ſom der ſiges, gjorde megen Skade, dog neppe ſaa meget ved Plyndring, ſom ved at opbringe Skibe og hindre al Tilførſel. Ikke engang danſke Skibe ſkaanedes, naar de gik til, eller kom fra Norge, uagtet den venſkabelige Tilnærmelſe, der nu fandt Sted mellem Danmark og Stæderne. Saaledes erfarer man af en Klage, ſom den danſke Drottſete Uffe henvendte til Lübeck og de øvrige øſterſøiſke Stæder, at der ved Michelsdagstid 1284 var afgaaet et Skib, tilhørende nogle Borgere i Lund, til Norge med endeel Varer, men at

  1. Vi have her nærmeſt fulgt den Fremſtilling af Sagen, der findes i Wismars Brev til Nordſøſtæderne af 1286, meddeelt i Lübecks Urkundenb. No. 501. Willebrandt, i fin hanſ. Chronik II. 15, fortæller om et ſtort Forbund mellem alle de øſterſøiſke og nordſøiſke Stæder, paa Bremen nær, under Lübecks Forſtanderſkab, men herom findes intet i de originale Actſtykker fra hiin Tid. Detmar (S. 159) ſiger vel, at Stæderne ved Øſterſøen og Veſterhavet, paa Bremen nær, forenede ſig; men han omtaler under eet Aar, hvad der hører til flere, ſaaledes navnlig og under 1284 det Forlig, ſom ſtiftedes i Kalmar 1285 ved Kong Magnus’s Voldgiftskjendelſe.