Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/116

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
94
Erik Magnussøn.

svarligt, om han havde overladt den norske Dronning, hvad hun fordrede: hendes næste Skridt havde da maaskee været at udnævne Grev Jakob, Marsk Stig og de øvrige Misfornøjede til sine Befuldmægtigede, for at de kunde sætte sig fast paa de hende tilfaldne Gaarde og derpaa begynde Oprør med fornyet Kraft. Maaskee var det endog hendes Plan at støde Kong Eriks Linje fra Tronen og skaffe sin Søn, som Ætling af Kong Valdemars ældste Søn, Danmarks Krone; i det mindste var der senere Tale om noget saadant[1]. Meget af dette kan allerede have været bragt paa Bane, og i Folkemunde, tilstrækkeligt til at bestemme den danske Konges Handlemaade, men hvorom de magre Kilder, der hidtil have været tilgængelige med Hensyn til disse Begivenheder, intet nævne. Vi vide ikke engang, om Kong Erik formeligt har protesteret mod Dommen, hvad den norske Dronnings Arvedeel angaar, eller kun stiltiende undladt at efterkomme den. En Erklæring desangaaende maa vel have været ham afæsket, maaskee ved Hr. Hallkell, og hans Svar have lydt benegtende; under alle Omstændigheder maa Dronning Ingeborg have tabt Taalmodigheden, og fundet det paa Tide at anvende alvorligere Midler end blotte Forestillinger og Underhandlinger; thi fra nu af blev der, som vi ville see, øvet aabenbare Fiendtligheder mod Danmark, og under Omstændigheder, som gjøre det sandsynligt, at de øvedes, om ikke efter Dronningens udtrykkelige Befaling, saa dog efter hendes hemmelige Ønske og Medvirkning.

Disse Fiendtligheder gjaldt dog ogsaa tillige, og for den væsentligste Deel, de tydske Stæder, med hvilke Uvenskabet nu var steget til det højeste. I Bergen maa der være kommen til et heftigt Sammenstød mellem Byens Borgere og de tydske Kjøbmænd, thi vi erfare af flere Breve, at alt det Gods, der tilhørte de tydske Kjøbmænd[2] i Bergen, i Aaret 1284 blev „taksat“ eller beslaglagt. Hvad enten nu dette skede ved et virkeligt Opløb af de forbitrede Borgere, eller ved en offentlig Foranstaltning af Gjaldkeren og Raadmændene, saa maa dog Dronningen eller Regjeringen stiltiende have givet dem, der udførte det, Medhold, thi, uagtet det heed, at det paagrebne Gods skulde gjengives Ejerne, fik de dog neppe mere end Halvparten tilbage. Herover blev der nu klaget fra Stæderne, og der blev virkelig ogsaa svaret i Kongens Navn, at alt

  1. Nemlig i Processen mod Erkebiskop Johannes Grand, Scr. rer. d. VI. 283. Her klages nemlig, 1296, over, at Erkebiskoppen og hans Frænder og Venner, efter Kong Eriks Drab, arbejdede paa ganske at udrydde den danske Konges Æt, men at skaffe den norske Konge og Hertug Herredømmet i Landet.
  2. Brev 1286 i Lübecks Urkundenb No. 501 og 1010, jfr. Dipl. Norv. I. No. 74.