Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
94
Erik Magnusſøn.

ſvarligt, om han havde overladt den norſke Dronning, hvad hun fordrede: hendes næſte Skridt havde da maaſkee været at udnævne Grev Jakob, Marſk Stig og de øvrige Misfornøjede til ſine Befuldmægtigede, for at de kunde ſætte ſig faſt paa de hende tilfaldne Gaarde og derpaa begynde Oprør med fornyet Kraft. Maaſkee var det endog hendes Plan at ſtøde Kong Eriks Linje fra Tronen og ſkaffe ſin Søn, ſom Ætling af Kong Valdemars ældſte Søn, Danmarks Krone; i det mindſte var der ſenere Tale om noget ſaadant[1]. Meget af dette kan allerede have været bragt paa Bane, og i Folkemunde, tilſtrækkeligt til at beſtemme den danſke Konges Handlemaade, men hvorom de magre Kilder, der hidtil have været tilgængelige med Henſyn til disſe Begivenheder, intet nævne. Vi vide ikke engang, om Kong Erik formeligt har proteſteret mod Dommen, hvad den norſke Dronnings Arvedeel angaar, eller kun ſtiltiende undladt at efterkomme den. En Erklæring desangaaende maa vel have været ham afæſket, maaſkee ved Hr. Hallkell, og hans Svar have lydt benegtende; under alle Omſtændigheder maa Dronning Ingeborg have tabt Taalmodigheden, og fundet det paa Tide at anvende alvorligere Midler end blotte Foreſtillinger og Underhandlinger; thi fra nu af blev der, ſom vi ville ſee, øvet aabenbare Fiendtligheder mod Danmark, og under Omſtændigheder, ſom gjøre det ſandſynligt, at de øvedes, om ikke efter Dronningens udtrykkelige Befaling, ſaa dog efter hendes hemmelige Ønſke og Medvirkning.

Disſe Fiendtligheder gjaldt dog ogſaa tillige, og for den væſentligſte Deel, de tydſke Stæder, med hvilke Uvenſkabet nu var ſteget til det højeſte. I Bergen maa der være kommen til et heftigt Sammenſtød mellem Byens Borgere og de tydſke Kjøbmænd, thi vi erfare af flere Breve, at alt det Gods, der tilhørte de tydſke Kjøbmænd[2] i Bergen, i Aaret 1284 blev „takſat“ eller beſlaglagt. Hvad enten nu dette ſkede ved et virkeligt Opløb af de forbitrede Borgere, eller ved en offentlig Foranſtaltning af Gjaldkeren og Raadmændene, ſaa maa dog Dronningen eller Regjeringen ſtiltiende have givet dem, der udførte det, Medhold, thi, uagtet det heed, at det paagrebne Gods ſkulde gjengives Ejerne, fik de dog neppe mere end Halvparten tilbage. Herover blev der nu klaget fra Stæderne, og der blev virkelig ogſaa ſvaret i Kongens Navn, at alt

  1. Nemlig i Procesſen mod Erkebiſkop Johannes Grand, Scr. rer. d. VI. 283. Her klages nemlig, 1296, over, at Erkebiſkoppen og hans Frænder og Venner, efter Kong Eriks Drab, arbejdede paa ganſke at udrydde den danſke Konges Æt, men at ſkaffe den norſke Konge og Hertug Herredømmet i Landet.
  2. Brev 1286 i Lübecks Urkundenb No. 501 og 1010, jfr. Dipl. Norv. I. No. 74.