Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/115

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
93
1283—1284. Forhandlinger om Arveſagen.

Hinder eller Forfang i ſamme Godſers Beſtyrelſe[1]. Derimod ſees ikke noget lignende Brev at være udſtedt af Kong Erik med Henſyn til Dronning Ingeborgs og de to andre Syſtres Gods inden Kongeriget, og ſaa meget veed man, at i det mindſte Dronning Ingeborgs Gods ej blev hende tilbagegivet: Kong Erik har ſaaledes vel endog proteſteret mod Voldgiftskjendelſen for hendes Vedkommende. Viſt er det, at den hele Transaction maatte i den danſke Konges Øjne have et meget forhadt Udſeende, ſom om der herſkede et Forbund til hans Skade mellem den norſke Enkedronning og hans egne Underſaatter. Uagtet det nu heed, at han ſkulde være forligt med Hertug Valdemar og Grev Jakob, vare de dog begge intet mindre end tilfreds, og ſyntes begge, at de havde opnaaet for lidet: Hertugen fordrede ogſaa hele Als med Sønderborg og Nordborg ſamt endeel kongelige Gaarde i Sønderjylland, og ærgrede ſig over, at Forleningen var ham overdragen med den Forpligtelſe at gjøre Krigstjeneſte; Grev Jakob harmedes ſaavel over en lignende Forpligtelſe, der var paalagt ham, ſom over at han ikke havde faaet de allerede oppebaarne Indtægter af Halland udbetalte[2]. Begge vare yderſt opbragte paa Kongen, og Marſk Stig ſaavel ſom dennes talrige Venner deelte deres Stemning. Under disſe Omſtændigheder ſeer det noget underligt ud, at Grev Jakob og Marſk Stig endog ſkulde kunne deeltage i Voldgiftskjendelſen, ikke at tale om, at de paa en vis Maade dømte i ſin egen Sag. Med Kongens gode Vilje kunne de derfor neppe være opnævnte, men det maa være ſkeet ved Hertugens Beſtræbelſer, og dennes øjeblikkelige Beredvillighed til at efterkomme Kjendelſen med Henſyn til Dronning Ingeborgs Gods maatte end mere beſtyrke Kongen i den Tro, at det Hele var et mellem Hertugen, Greven, Marſk Stig, de øvrige Misfornøjede, og den norſke Regjering aftalt Spil, for at ſvække hans egen Magt, og ſkaffe en anden Nabomagt, med hvem han ſelv ſtod paa en ſpendt Fod, men af hvilken de ventede ſig Biſtand, ſtore Beſiddelſer og ſikkert Fodfæſte i Hjertet af hans eget Rige. Heri kunde han fra ſit Standpunkt ſom Danmarks Konge ikke finde ſig. Ved ſtrax at affinde ſig med Jutha kunde han viſe, at han var villig til at efterkomme Kjendelſen, for ſaa vidt ej Rigets Sikkerhed leed derved, men, ſom Sagerne ſtode, vilde det have været ufor-

  1. Dipl. Norv. IV. No. 5.
  2. Huitfeld S. 285, 286. „Ingen af dem“, ſiger Huitfeld, „vare endda tilfreds, Grev Jakob fordi han ikke fik Opbørſelen deraf (af Nordre Halland), han ſaa længe havde miſt, og for han ſkulde gjøre 50 Mand deraf til Tjeneſte, menende, han vilde haft Halland fri, efterdi der gaves frit Gods fore, uanſeet denne Konge intet havde taget fra ham, men fik ham det igjen, han i de andres Tider havde miſt; derover fattede han et Had til Kongent“.