Hinder eller Forfang i samme Godsers Bestyrelse[1]. Derimod sees ikke noget lignende Brev at være udstedt af Kong Erik med Hensyn til Dronning Ingeborgs og de to andre Systres Gods inden Kongeriget, og saa meget veed man, at i det mindste Dronning Ingeborgs Gods ej blev hende tilbagegivet: Kong Erik har saaledes vel endog protesteret mod Voldgiftskjendelsen for hendes Vedkommende. Vist er det, at den hele Transaction maatte i den danske Konges Øjne have et meget forhadt Udseende, som om der herskede et Forbund til hans Skade mellem den norske Enkedronning og hans egne Undersaatter. Uagtet det nu heed, at han skulde være forligt med Hertug Valdemar og Grev Jakob, vare de dog begge intet mindre end tilfreds, og syntes begge, at de havde opnaaet for lidet: Hertugen fordrede ogsaa hele Als med Sønderborg og Nordborg samt endeel kongelige Gaarde i Sønderjylland, og ærgrede sig over, at Forleningen var ham overdragen med den Forpligtelse at gjøre Krigstjeneste; Grev Jakob harmedes saavel over en lignende Forpligtelse, der var paalagt ham, som over at han ikke havde faaet de allerede oppebaarne Indtægter af Halland udbetalte[2]. Begge vare yderst opbragte paa Kongen, og Marsk Stig saavel som dennes talrige Venner deelte deres Stemning. Under disse Omstændigheder seer det noget underligt ud, at Grev Jakob og Marsk Stig endog skulde kunne deeltage i Voldgiftskjendelsen, ikke at tale om, at de paa en vis Maade dømte i sin egen Sag. Med Kongens gode Vilje kunne de derfor neppe være opnævnte, men det maa være skeet ved Hertugens Bestræbelser, og dennes øjeblikkelige Beredvillighed til at efterkomme Kjendelsen med Hensyn til Dronning Ingeborgs Gods maatte end mere bestyrke Kongen i den Tro, at det Hele var et mellem Hertugen, Greven, Marsk Stig, de øvrige Misfornøjede, og den norske Regjering aftalt Spil, for at svække hans egen Magt, og skaffe en anden Nabomagt, med hvem han selv stod paa en spendt Fod, men af hvilken de ventede sig Bistand, store Besiddelser og sikkert Fodfæste i Hjertet af hans eget Rige. Heri kunde han fra sit Standpunkt som Danmarks Konge ikke finde sig. Ved strax at affinde sig med Jutha kunde han vise, at han var villig til at efterkomme Kjendelsen, for saa vidt ej Rigets Sikkerhed leed derved, men, som Sagerne stode, vilde det have været ufor-
- ↑ Dipl. Norv. IV. No. 5.
- ↑ Huitfeld S. 285, 286. „Ingen af dem“, siger Huitfeld, „vare endda tilfreds, Grev Jakob fordi han ikke fik Opbørselen deraf (af Nordre Halland), han saa længe havde mist, og for han skulde gjøre 50 Mand deraf til Tjeneste, menende, han vilde haft Halland fri, efterdi der gaves frit Gods fore, uanseet denne Konge intet havde taget fra ham, men fik ham det igjen, han i de andres Tider havde mist; derover fattede han et Had til Kongent“.
