Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
92
Erik Magnusſøn.

til Endſkab, maaſkee har han og medbragt Foreſtillinger fra den tydſke Konge i ſamme Retning, for des kraftigere at indvirke paa den danſke Konge. At denne i alle Fald kun højſt nødigt, og alene paa Grund af tvingende Omſtændigheder, bekvemmede ſig til det her nævnte Skridt, ſees ſaavel af hans ſenere Fremfærd, ſom af den Omſtændighed, at blandt Voldgiftsmændene tælles, foruden Grev Jakob og Marſk Stig ſelv, ikke færre end trende af Hertugens Mænd, blandt hvilke i det mindſte een ſenere deeltog i Kong Eriks Drab; disſe Mænd kunde umuligt anſees ſom upartiſke[1]. Voldgiſtskjendelſen, der afgaves paa et Danehof ſom umiddelbart efter dette, i Ugen før Pinds, afholdtes i Nyborg, faldt ogſaa ganſke ud til de fire Syſtres Fordeel. Voldgiftsmændene erklærede nemlig, ved Skrivelſe af 24de Mai, at de ſaavel af de Klager, de fire Syſtre havde indgivet, ſom af troværdige Vidnesbyrd, vare komne til fuldkommen Vished om, at deres fedrene Gods, der laa ſpredt om i hele Danmark, var blevet dem forholdt, til deres ſtore Skade, hvorfor det ogſaa, hvor ſom helſt det i Kongeriget eller Hertugdømmet eller andenſteds befandtes at være taget med Vold, Uretfærdighed, mod deres Samtykke og Landets Love, ſkulde uden mindſte Vanſkelighed eller ugrundet Vægring tilbagegives og oplades dem med alle de Afkaſtninger og Indtægter, ſom i Mellemtiden vare oppebaarne, for ſaa vidt de ſelv eller deres lovlige Formyndere ikke havde afhændet noget deraf for tilbørligt Værd eller paa anden lovlig Maade[2]. Og endnu ſamme Dag ſees Kong Erik, ifølge Dommen, at have overladt og ſkjødet Jomfru Jutha en Deel Gods til Vederlag for hendes fedrene Arv i Nyborg By og Slot ſamt Landsbyen Hjulby[3], medens Hertug Valdemar ikke var mindre rede til at afſtaa den norſke Enkedronning, hvad han indeſad med af hendes Tilkommende, da han allerede Dagen efter udſtedte et Brev, hvori han erklærede, at han ifølge Voldgifskjendelſen havde tilbagegivet Dronning Ingeborg alle hendes fedrene Godſer inden Hertugdømmet, med Afkaſtninger og Indtægter, oppebaarne i i Mellemtiden, og derfor anmodede Alle og Enhver om, ikke at gjøre Dronningen eller hendes Befuldmægtigede mindſte

  1. I Hertug Valdemars Brev af 15de Aug. 1284 (Suhm X. 887) nævnes udtrykkeligt Nikolas Knutsſøn, Thomas Mule og Johannes Grubbe ſom hans Riddere. Hvad Nikolas Hak angaar, der forhen havde været Marſk under Kong Chriſtopher, forekommer han vel ſenere ſom en af Erik Eriksſøns Mænd, da de Misfornøjede vare fredløſe, men mistænkeligt er det dog, at han den 9de Decbr. 1282, da Kongen var ifærd med at bekrige Herttugen, var i Ribe ſammen med Marſken og Junker Jakob; man ſkulde formode, at heller ikke han raa den Tid var Kongen gunſtig.
  2. Dipl. Norv. IV. No. 4.
  3. Suhm, X. S. 1021.