Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/114

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
92
Erik Magnussøn.

til Endskab, maaskee har han og medbragt Forestillinger fra den tydske Konge i samme Retning, for des kraftigere at indvirke paa den danske Konge. At denne i alle Fald kun højst nødigt, og alene paa Grund af tvingende Omstændigheder, bekvemmede sig til det her nævnte Skridt, sees saavel af hans senere Fremfærd, som af den Omstændighed, at blandt Voldgiftsmændene tælles, foruden Grev Jakob og Marsk Stig selv, ikke færre end trende af Hertugens Mænd, blandt hvilke i det mindste een senere deeltog i Kong Eriks Drab; disse Mænd kunde umuligt ansees som upartiske[1]. Voldgistskjendelsen, der afgaves paa et Danehof som umiddelbart efter dette, i Ugen før Pinds, afholdtes i Nyborg, faldt ogsaa ganske ud til de fire Systres Fordeel. Voldgiftsmændene erklærede nemlig, ved Skrivelse af 24de Mai, at de saavel af de Klager, de fire Systre havde indgivet, som af troværdige Vidnesbyrd, vare komne til fuldkommen Vished om, at deres fedrene Gods, der laa spredt om i hele Danmark, var blevet dem forholdt, til deres store Skade, hvorfor det ogsaa, hvor som helst det i Kongeriget eller Hertugdømmet eller andensteds befandtes at være taget med Vold, Uretfærdighed, mod deres Samtykke og Landets Love, skulde uden mindste Vanskelighed eller ugrundet Vægring tilbagegives og oplades dem med alle de Afkastninger og Indtægter, som i Mellemtiden vare oppebaarne, for saa vidt de selv eller deres lovlige Formyndere ikke havde afhændet noget deraf for tilbørligt Værd eller paa anden lovlig Maade[2]. Og endnu samme Dag sees Kong Erik, ifølge Dommen, at have overladt og skjødet Jomfru Jutha en Deel Gods til Vederlag for hendes fedrene Arv i Nyborg By og Slot samt Landsbyen Hjulby[3], medens Hertug Valdemar ikke var mindre rede til at afstaa den norske Enkedronning, hvad han indesad med af hendes Tilkommende, da han allerede Dagen efter udstedte et Brev, hvori han erklærede, at han ifølge Voldgifskjendelsen havde tilbagegivet Dronning Ingeborg alle hendes fedrene Godser inden Hertugdømmet, med Afkastninger og Indtægter, oppebaarne i i Mellemtiden, og derfor anmodede Alle og Enhver om, ikke at gjøre Dronningen eller hendes Befuldmægtigede mindste

  1. I Hertug Valdemars Brev af 15de Aug. 1284 (Suhm X. 887) nævnes udtrykkeligt Nikolas Knutssøn, Thomas Mule og Johannes Grubbe som hans Riddere. Hvad Nikolas Hak angaar, der forhen havde været Marsk under Kong Christopher, forekommer han vel senere som en af Erik Erikssøns Mænd, da de Misfornøjede vare fredløse, men mistænkeligt er det dog, at han den 9de Decbr. 1282, da Kongen var ifærd med at bekrige Herttugen, var i Ribe sammen med Marsken og Junker Jakob; man skulde formode, at heller ikke han raa den Tid var Kongen gunstig.
  2. Dipl. Norv. IV. No. 4.
  3. Suhm, X. S. 1021.