Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/113

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
91
1283—1284. Forhandlinger om Arveſagen.

Kongen og Hertugen, ſaavel ſom Grev Jakob, være bilagt for det førſte, eller tilſyneladende: fuldſtændig kunde Forſoningen naturligviis ikke være, ſom det da ogſaa ſnart viiſte ſig. Derimod kan man maaſkee af den Omſtændighed, at Stig Marſk ikke nævnes blandt Vidnerne ved Forleningen af Nordrehalland, ſlutte, at han og hans Venner ej overvare Danehofet, og derfor endnu ikke havde været forligte med ſin Konge; og hvis, hvad man maa antage, den norſke Enkedronning ligeledes havde Befuldmægtigede ved Danehofet, for at drive Arvefordringen igjennem, maa Kongen her fremdeles have gjort Vanſkeligheder, thi dette ſaavel ſom Tviſten med de tydſke Stæder, har vel for en ſtor Deel næret Aarſag til, at den norſke Regjering om Høſten 1283 ſendte Hr. Hallkell Agmundsſøn ſom Geſandt til den tydſke Kong Rudolf af Habsburg, ved hvis Hof han opholdt ſig den hele Vinter, og kom ikke hjem førend den paafølgende Sommer[1]. Den treaarige „Enighed“, ſom Kong Erik af Danmark ſtrax efter Mødet ved Vordingborg ſluttede med Lübeck, ſtaar ſaaledes viſt ogſaa i nøjeſte Forbindelſe med alle disſe Forhandlinger. Imidlertid ſynes dog endnu inden Aarets Udgang en Art Forſoning at være kommen i Stand mellem Kongen og de misfornøjede Stormænd, ſom efter Sigende knyttedes fuldkommen[2] paa et Danehof, der i det følgende Aars Mai Maaned holdtes paa Vordingborg. Her kom tillige Arveſagen fore, da det, ſom det heed, efter Kong Eriks, Hertug Valdemars og den danſke Almeenheds Begjering, overdroges Biſkop Jakob af Slesvig, Kongens Cantſler, Biſkopperne Tuke af Ribe og Johan af Odenſe, Grev Jakob af Halland, Nikolas Hak, Jon Litle, Uffe Drottſete, Stig Andresſøn Marſk, Nikolas Knutsſøn, Jon Grubbe og Thomas Mule at afgive Voldgifskjendelſe om alle de Sager, der havde været mellem Kongen, Hertugen og det danſke Rige, og Enkedronningen i Norge og hendes Syſtre[3]. Ved dette Danehof har formodentligt ogſaa den fra Tydſkland tilbagevendende Hallkell Agmundsſøn været tilſtede, og drevet paa, at Arveſagen kunde komme

  1. Arne B. S. S. Cap. 48.
  2. Petrus Olai, l. c. De neſtrvedſke Annaler, Scr. I. 372.
  3. Der ſtaar viſtnok ikke i Dommen, der afſagdes 24 Mai paa det næſtfølgende Danehof i Nyborg, at Voldgiften var de her nævnte Herrer overdragen paa Danehofet i Vordingborg, men da dette holdtes ved Himmelfartstid (18de Mai) og Dommen afſagdes den 24de Mai, kan man dog ikke regne kortere Tid end 6 Dage for Voldgiftsmændene til at afhandle Sagen og ſætte ſig ind i den. Sandſynligviis blev vel endog dette ſidſte Danehof berammet, hovedſageligt for at Kjendelſen der kunde afſiges. At Mødet i Vordingborg holdtes Himmelfartsdag og at en fulkommen Forſoning der ſandt Sted, ſiges udtrykkeligt i de Neſtvedſke Annaler l. c. Netop ved en ſaadan „Forſoning“ var det da ogſaa rimeligt, at Arveſagen beſtemtes at ſkulle nyde Fremme.