Kongen og Hertugen, saavel som Grev Jakob, være bilagt for det første, eller tilsyneladende: fuldstændig kunde Forsoningen naturligviis ikke være, som det da ogsaa snart viiste sig. Derimod kan man maaskee af den Omstændighed, at Stig Marsk ikke nævnes blandt Vidnerne ved Forleningen af Nordrehalland, slutte, at han og hans Venner ej overvare Danehofet, og derfor endnu ikke havde været forligte med sin Konge; og hvis, hvad man maa antage, den norske Enkedronning ligeledes havde Befuldmægtigede ved Danehofet, for at drive Arvefordringen igjennem, maa Kongen her fremdeles have gjort Vanskeligheder, thi dette saavel som Tvisten med de tydske Stæder, har vel for en stor Deel næret Aarsag til, at den norske Regjering om Høsten 1283 sendte Hr. Hallkell Agmundssøn som Gesandt til den tydske Kong Rudolf af Habsburg, ved hvis Hof han opholdt sig den hele Vinter, og kom ikke hjem førend den paafølgende Sommer[1]. Den treaarige „Enighed“, som Kong Erik af Danmark strax efter Mødet ved Vordingborg sluttede med Lübeck, staar saaledes vist ogsaa i nøjeste Forbindelse med alle disse Forhandlinger. Imidlertid synes dog endnu inden Aarets Udgang en Art Forsoning at være kommen i Stand mellem Kongen og de misfornøjede Stormænd, som efter Sigende knyttedes fuldkommen[2] paa et Danehof, der i det følgende Aars Mai Maaned holdtes paa Vordingborg. Her kom tillige Arvesagen fore, da det, som det heed, efter Kong Eriks, Hertug Valdemars og den danske Almeenheds Begjering, overdroges Biskop Jakob af Slesvig, Kongens Cantsler, Biskopperne Tuke af Ribe og Johan af Odense, Grev Jakob af Halland, Nikolas Hak, Jon Litle, Uffe Drottsete, Stig Andressøn Marsk, Nikolas Knutssøn, Jon Grubbe og Thomas Mule at afgive Voldgifskjendelse om alle de Sager, der havde været mellem Kongen, Hertugen og det danske Rige, og Enkedronningen i Norge og hendes Systre[3]. Ved dette Danehof har formodentligt ogsaa den fra Tydskland tilbagevendende Hallkell Agmundssøn været tilstede, og drevet paa, at Arvesagen kunde komme
- ↑ Arne B. S. S. Cap. 48.
- ↑ Petrus Olai, l. c. De nestrvedske Annaler, Scr. I. 372.
- ↑ Der staar vistnok ikke i Dommen, der afsagdes 24 Mai paa det næstfølgende Danehof i Nyborg, at Voldgiften var de her nævnte Herrer overdragen paa Danehofet i Vordingborg, men da dette holdtes ved Himmelfartstid (18de Mai) og Dommen afsagdes den 24de Mai, kan man dog ikke regne kortere Tid end 6 Dage for Voldgiftsmændene til at afhandle Sagen og sætte sig ind i den. Sandsynligviis blev vel endog dette sidste Danehof berammet, hovedsageligt for at Kjendelsen der kunde afsiges. At Mødet i Vordingborg holdtes Himmelfartsdag og at en fulkommen Forsoning der sandt Sted, siges udtrykkeligt i de Nestvedske Annaler l. c. Netop ved en saadan „Forsoning“ var det da ogsaa rimeligt, at Arvesagen bestemtes at skulle nyde Fremme.
