Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/112

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
90
Erik Magnussøn.

fleste saadanne Sammenkomster plejede at skee om Sommeren, maa man antage det samme om denne[1]. Der nævnes heller ikke, hvilke af de saakaldte Landflygtige, der indfandt sig ved Mødet, om Junker Jakob eller Marsk Stig selv, eller endog Hertugen, mod givet Lejde, var tilstede, men man maa kun formode, at der her fornemmelig har været forhandlet om Udleverelsen af den norske Enkedronnings Arvegodser samt tillige om Hertugens Forlening med Sønderjylland, uden at der dog kan være opnaaet mere, end at der lovedes Hertugen, Junker Jakob og de øvrige Misfornøjede Grid og Lejde til et Danehof, der skulde holdes i Vordingborg i de sidste Dage af August og de første af September Maaned, og hvor deres Sag skulde komme til Afgjørelse. Thi Biskoppen og Greven af Schwerin ansaa det dog nødvendigt, i et Brev af 28de August til de paa Danehofet forsamlede Magnater, at foreholde dem de Rettigheder, deres Frænde Junker Jakob havde til Nordre-Halland, og opfordre dem til at bevæge Kong Erik til at lade ham vederfares Ret[2]. Heraf maa man da slutte, at den danske Konge bestemt har tilbageviist al norsk Megling, og derfor ogsaa givet den norske Enkedronning et ugunstigt Svar paa hendes egne Fordringer. Men hvad enten nu den schwerinske Skrivelse eller Stormændenes eenstemmigt udtalte Uvilje paa Danehofet har indvirket paa Kongen og indjaget ham Skræk, eller han omsider har indseet sin Uret, saa er det vist, at han her bekvemmede sig til at meddele saavel Hertug Valdemar den længe attraaede Forlening af Sønderjylland, som Junker Jakob, der nu kaldes „Greve“, og hans Arvinger, Forleningen med den nordenfor Ethra Aa liggende Deel af Halland Saaledes maa dog Fejden, i det mindste mellem

  1. Hos Petrus Olai nævnes denne Sammenkomst efter Danehofet i Vordingborg, hvilket har bevæget Suhm (X. S. 869) til at antage, at den virkelig fandt Sted senere. Men man behøver kun at gjennemlæse faa af P. Olai’s Optegnelser, for at overbevise sig om, at han under hvert Aar anfører Tildragelserne uden Hensyn til deres chronologiske Forhold. Aaret 1283 kan selv tjene til Exempel; thi efter at have omtalt Danehofet i Vordingborg (Sept.) nævner han, at vor Frue Kirke i Ribe faldt ned Juledags Nat, derpaa omtales Valdemars Forlening med Jylland og Jakobs med Halland, hvilket atter henhører til September: endelig nævnes da Mødet paa „Varderø“. Af Kong Eriks Brev af 8de Sept., trykt hos Suhm X. 1017, samt i Dipl. Svec. I. No. 773, sees det, at Danehofet i Vordingborg holdtes paa den her angivne Tid, men saa silde som Midten af September kunde vanskeligt noget Møde mellem Kongerne have været holdt, thi det var paa den Tid, at man snarere indstillede alle større Søtog, end tiltraadte dem. Hvis det forholder sig rigtigt, hvad de isl. Annaler berette, at Dronning Margrete døde i Tunsberg, kan man forklare hendes og Kongens Ophold der af de Forberedelser, han havde fore til Toget, især hvis den Læsemaade er rigtig, som henfører hendes Død til 9de Juni.
  2. Lilj. Dipl. Svec. I. No. 772.