Lübeckerne, hvorved han lovede at beskytte dem mod al den Uret, der tilføjedes dem i hans Rige, og forbandt sig til, om han blev uenig med dem, saa at Fejde maatte begynde, i Forvejen at opsige Forliget med et halvt Aars Varsel[1]. I hine Friheder deelagtiggjordes ogsaa Hamburgerne, til hvilke flere særskilte Breve udstededes, og som navnlig i August 1283 fik et Stykke Jord indrømmet ved Skanør eller Falsterbod, til at holde Udsalgs-Boder paa, ligesom de østersøiske Stæders Borgere. Derimod sees ingen saadanne Friheder at have været indrømmede Bremen, heller ikke de øvrige Stæder af den saakaldte Hansa, til hvilket Forbund paa den Tid endnu kun Hamburg tilligemed enkelte Stæder ved nordsøiske Havne og Floder regnedes.
I Norge viiste man sig dog ikke saa ivrig for at holde Tydskerne i godt Lune. Man søgte endnu, i alle Fald i Bergen, ved udtrykkelige Bestemmelser at hindre dem fra at tage sig større Friheder, end Kong Magnus’s Brev af 1278 (s. o. IV. 1. S. 667) indrømmede. Saaledes bestemtes der paa et Bymøde, der holdtes i Bergen den 16de September 1282, med Dronningens, Hertugens, Gjalkeren Jon Ragnvaldssøns, og det højeste kongelige Raads Samtykke, blandt andre, Byen vedkommende Bestemmelser, at udenlandske Vintersiddere, der hverken havde ført Meel, Malt eller Rug til Byen, ikke maatte opkjøbe Smør eller Skreid fra 8de Septbr. til 3die Mai, lige saa lidet som de maatte opkjøbe Kvæg paa Landet[2]. Man seer heraf, at de tydske Vintersiddere have drevet saadanne Opkjøb i Vintertiden, uagtet dette saa godt som var forbudt i Frihedsbrevet af 1278. At de ej med Rolighed fandt sig i det nye, skærpede Forbud, og vel ikke engang indskrænkede sig til blotte Protester, kan man være overbeviist om, skjønt intet udtrykkeligt derom siges; man erfarer kun, at der fra tydsk Side klagedes over, at der skede Kjøbmændene Overlast, og at et mere og mere spendt Forhold indtraadte; det heder endog i et tydsk Chronicon, at Kongen var overtalt til at tro, „at man i hans Rige nok kunde undvære de Tydske[3]. Denne Stemning synes, som det i det følgende vil sees, fornemmelig at være udgaaet fra Dronningen og hendes nærmeste Omgivelser, tildeels endog imod den almindelige Stemning. Det laa da i Sagens Natur, at man søgte at knytte nærmere Forbindelser med England og Skotland. Det allerede i 1281 istandbragte Giftermaal mellem den unge, endnu mindre-
