Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
85
1282. Spendt Forhold med de tydſke Stæder.

Lübeckerne, hvorved han lovede at beſkytte dem mod al den Uret, der tilføjedes dem i hans Rige, og forbandt ſig til, om han blev uenig med dem, ſaa at Fejde maatte begynde, i Forvejen at opſige Forliget med et halvt Aars Varſel[1]. I hine Friheder deelagtiggjordes ogſaa Hamburgerne, til hvilke flere ſærſkilte Breve udſtededes, og ſom navnlig i Auguſt 1283 fik et Stykke Jord indrømmet ved Skanør eller Falſterbod, til at holde Udſalgs-Boder paa, ligeſom de øſterſøiſke Stæders Borgere. Derimod ſees ingen ſaadanne Friheder at have været indrømmede Bremen, heller ikke de øvrige Stæder af den ſaakaldte Hanſa, til hvilket Forbund paa den Tid endnu kun Hamburg tilligemed enkelte Stæder ved nordſøiſke Havne og Floder regnedes.

I Norge viiſte man ſig dog ikke ſaa ivrig for at holde Tydſkerne i godt Lune. Man ſøgte endnu, i alle Fald i Bergen, ved udtrykkelige Beſtemmelſer at hindre dem fra at tage ſig ſtørre Friheder, end Kong Magnus’s Brev af 1278 (ſ. o. IV. 1. S. 667) indrømmede. Saaledes beſtemtes der paa et Bymøde, der holdtes i Bergen den 16de September 1282, med Dronningens, Hertugens, Gjalkeren Jon Ragnvaldsſøns, og det højeſte kongelige Raads Samtykke, blandt andre, Byen vedkommende Beſtemmelſer, at udenlandſke Vinterſiddere, der hverken havde ført Meel, Malt eller Rug til Byen, ikke maatte opkjøbe Smør eller Skreid fra 8de Septbr. til 3die Mai, lige ſaa lidet ſom de maatte opkjøbe Kvæg paa Landet[2]. Man ſeer heraf, at de tydſke Vinterſiddere have drevet ſaadanne Opkjøb i Vintertiden, uagtet dette ſaa godt ſom var forbudt i Frihedsbrevet af 1278. At de ej med Rolighed fandt ſig i det nye, ſkærpede Forbud, og vel ikke engang indſkrænkede ſig til blotte Proteſter, kan man være overbeviiſt om, ſkjønt intet udtrykkeligt derom ſiges; man erfarer kun, at der fra tydſk Side klagedes over, at der ſkede Kjøbmændene Overlaſt, og at et mere og mere ſpendt Forhold indtraadte; det heder endog i et tydſk Chronicon, at Kongen var overtalt til at tro, „at man i hans Rige nok kunde undvære de Tydſke[3]. Denne Stemning ſynes, ſom det i det følgende vil ſees, fornemmelig at være udgaaet fra Dronningen og hendes nærmeſte Omgivelſer, tildeels endog imod den almindelige Stemning. Det laa da i Sagens Natur, at man ſøgte at knytte nærmere Forbindelſer med England og Skotland. Det allerede i 1281 iſtandbragte Giftermaal mellem den unge, endnu mindre-

    lignende Brev af 17de Auguſt 1284 (Lappenbergs Sartorius II. No. 54) for det løbende Aar, der viſer, at disſe Frihedsbreve fornyedes aarviis.

  1. Br. af 19de September 1283, Urkundb. No. 451.
  2. Norges gl. Love III. S. 12.
  3. Reimar Kocks Krønike, ved 1284.