Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/106

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
84
Erik Magnusſøn.

bange for ſaa at ſige at handle paa egen Haand. De, ſom havde de bedſte Udſigter til at vinde ved dette ſpendte Forhold, og derfor viſtnok ogſaa betragtede det med ſtor Tilfredshed, ſaa længe de ſelv ikke umiddelbart berørtes af en aabenbar Krigs Ubehageligheder, vare de tydſk-øſterſøiſke Stæder, thi det var at vente, at begge de tviſtende Parter under ſaadanne Omſtændigheder vilde kappes om at holde dem i godt Lune ved alſkens Indrømmelſer. Det er ſaaledes allerede fortalt, hvorledes Kong Magnus i 1278 maatte bekvemme ſig til at give dem et Frihedsbrev, vel ikke ſaa omfattende, ſom de egentlig havde ventet og ønſket, men dog allerede fordeelagtigt nok, og et godt Udgangspunkt, hvorfra ſiden mere og mere efterhaanden kunde vindes. Den danſke Konge havde allerede tidligere i ſamme Aar givet Lübeckerne, der beſøgte Hvidanger Marked i Sjæland, Toldfrihed og Fred[1], og erklæret de Friheder, Lübeckerne nød i hans Rige, udſtrakte ogſaa til Eſtland[2]. Aaret efter bekræftede han Lübeckerne i deres gamle Friheder med Henſyn paa Skanør Marked[3], om hvilke man kan gjør ſig den bedſte Foreſtilling af et Frihedsbrev, han omtrent ſamtidigt gav Borgerne af Greifswalde, thi i dette indrømmede han dem et Stykke Jord i Falſterbod mellem Tydſkernes gamle Kirkegaard og Stralſundernes Mark, hvor ingen uden deres eller Fogeders Tilladelſe maatte holde Boder, derhos bemyndigede han dem til at velge ſig en egen Dommer, der kunde dømme i alle deres Sager, ſtore og ſmaa, endog Livsſager[4]. Af og til undlode nu viſtnok de kongelige danſke Befalingsmænd at iagttage disſe udſtrakte Indrømmelſer, men aldrig ſaa ſnart klagede Lübeck paa egne og de øvrige øſterſøiſke Stæders Vegne over at Friheds-Brevene ikke tilſtrækkeligt overholdtes[5], førend et nyt Frihedsbrev udkom (1282)[6], og Aaret efter gav den danſke Konge Lübecks, Wismars, Roſtocks, Demmins, Stralſunds, Greifswaldes, Stettins og Anklams Borgere ej alene fuld Frihed til at beſøge de ſkaanſke Markeder, ſom før, og drive Forretninger der, hvad der i ſig ſelv ikke ſiger ſaameget, da ſaadanne Frihedsbreve fornyedes hvert Aar, og altſaa kun vidner om, at den gode Forſtaaelſe vedblev[7], men ſluttede ogſaa et treaarigt nærmere Forbund med

  1. Kong Eriks Brev af 21de April 1278, Lübeck Urkundenb No. 395.
  2. Kg. Eriks Br. af 18de Mai 1278, ſammeſteds No. 396.
  3. Brev af 30te Juli 1280, ſmſts. No. 400.
  4. Br. af 12te Juni 1280, Suhm, X. 1001. Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 889.
  5. Det udaterede Klagebrev, Urkundenb. No. 428, er ſandſynligviis fra 1282.
  6. Br. af 1ſte Juli 1282, Urkundenb. No. 429.
  7. Brev af 27de Juli 1283, ſmſts. No. 448. Brevet ſiger viſtnok udtrykkeligt „isto anno“, og Friheden gjelder altſaa kun det Aar; men der er tillige et