Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/106

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
84
Erik Magnussøn.

bange for saa at sige at handle paa egen Haand. De, som havde de bedste Udsigter til at vinde ved dette spendte Forhold, og derfor vistnok ogsaa betragtede det med stor Tilfredshed, saa længe de selv ikke umiddelbart berørtes af en aabenbar Krigs Ubehageligheder, vare de tydsk-østersøiske Stæder, thi det var at vente, at begge de tvistende Parter under saadanne Omstændigheder vilde kappes om at holde dem i godt Lune ved alskens Indrømmelser. Det er saaledes allerede fortalt, hvorledes Kong Magnus i 1278 maatte bekvemme sig til at give dem et Frihedsbrev, vel ikke saa omfattende, som de egentlig havde ventet og ønsket, men dog allerede fordeelagtigt nok, og et godt Udgangspunkt, hvorfra siden mere og mere efterhaanden kunde vindes. Den danske Konge havde allerede tidligere i samme Aar givet Lübeckerne, der besøgte Hvidanger Marked i Sjæland, Toldfrihed og Fred[1], og erklæret de Friheder, Lübeckerne nød i hans Rige, udstrakte ogsaa til Estland[2]. Aaret efter bekræftede han Lübeckerne i deres gamle Friheder med Hensyn paa Skanør Marked[3], om hvilke man kan gjør sig den bedste Forestilling af et Frihedsbrev, han omtrent samtidigt gav Borgerne af Greifswalde, thi i dette indrømmede han dem et Stykke Jord i Falsterbod mellem Tydskernes gamle Kirkegaard og Stralsundernes Mark, hvor ingen uden deres eller Fogeders Tilladelse maatte holde Boder, derhos bemyndigede han dem til at velge sig en egen Dommer, der kunde dømme i alle deres Sager, store og smaa, endog Livssager[4]. Af og til undlode nu vistnok de kongelige danske Befalingsmænd at iagttage disse udstrakte Indrømmelser, men aldrig saa snart klagede Lübeck paa egne og de øvrige østersøiske Stæders Vegne over at Friheds-Brevene ikke tilstrækkeligt overholdtes[5], førend et nyt Frihedsbrev udkom (1282)[6], og Aaret efter gav den danske Konge Lübecks, Wismars, Rostocks, Demmins, Stralsunds, Greifswaldes, Stettins og Anklams Borgere ej alene fuld Frihed til at besøge de skaanske Markeder, som før, og drive Forretninger der, hvad der i sig selv ikke siger saameget, da saadanne Frihedsbreve fornyedes hvert Aar, og altsaa kun vidner om, at den gode Forstaaelse vedblev[7], men sluttede ogsaa et treaarigt nærmere Forbund med

  1. Kong Eriks Brev af 21de April 1278, Lübeck Urkundenb No. 395.
  2. Kg. Eriks Br. af 18de Mai 1278, sammesteds No. 396.
  3. Brev af 30te Juli 1280, smsts. No. 400.
  4. Br. af 12te Juni 1280, Suhm, X. 1001. Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 889.
  5. Det udaterede Klagebrev, Urkundenb. No. 428, er sandsynligviis fra 1282.
  6. Br. af 1ste Juli 1282, Urkundenb. No. 429.
  7. Brev af 27de Juli 1283, smsts. No. 448. Brevet siger vistnok udtrykkeligt „isto anno“, og Friheden gjelder altsaa kun det Aar; men der er tillige et