de rige Godser selv at fordre, men ogsaa al den Landskyld med øvrige Afkastningen der havde været forholdt hende lige siden Faderens Død, og som, om man end beregnede den nok saa ringe, og om man end fradrog, hvad der var medgaaet til hendes Underhold, indtil hun blev gift, samt de enkelte mindre Udbetalinger, der maaskee kunde have været gjorte[1], eller de Godser, der maaskee allerede vare stillede til hendes Disposition, dog i al den Tid maa have været løbne op til en uhyre Sum. Aarsagen til, at Arven saa længe forholdtes Systrene, var nu vel vistnok for en Deel den Omstændighed, at de, som Døttre af Kong Erik, betragtedes med Ugunst af dennes Brødre Abels og Christophers Linjer, af hvilke denne nu beklædte Thronen, hiin havde Sønderjylland som Hertugdømme. Men meget bidrog vel ogsaa dertil den Forvirring, som havde hersket i Danmark, og den bestandige Tvist mellem den kongelige og hertugelige Linje, der endog, som vi have seet, stundom udartede til formelig Krig; thi da Godserne, hvorom her var Spørgsmaal, for en Deel laa i Sønderjylland, var det saaledes ikke let for den danske Konge, om han endog meente det oprigtigt, at faa Hertugen til at give Slip paa dem, hvis denne fandt for godt at sidde inde med dem, og vi have ovenfor seet, at Kong Erik Christopherssøn endog udtrykkeligt paaberaabte sig dette, da Kong Magnus i Aaret 1277, sandsynligviis ved sine Gesandter Audun Hugleikssøn og Guthorm Gydassøn, alvorligt fornyede Fordringen. Hvad Dronning Ingeborg angaar, da nærede man vel ogsaa særdeles Uvilje mod hende, siden hun ved sin raske Beslutning, at drage til Norge med Kong Haakons Sendebud, krydsede de Planer, den daværende Regjering i Danmark eller vel nærmest Enkedronningen Margrete, med Hensyn til hende havde lagt. Vist er det, at Forholdet mellem Danmark og Norge under Kong Magnus’s hele Regjering var meget spendt, og vi have seet, hvorledes det endog allerede under ham nær var kommet til Krig mellem begge Lande. Under den fredelige Magnus blev dog aabenbar Krig forebygget. Men da han var død, og den myndige Dronning Ingeborg selv var kommen i Spidsen for Regjeringen, optoges Trætten paany; hun var ikke den, der lod sig sine Rettigheder frahevde, og vi ville strax nedenfor see, at hun ikke engang var
- ↑ Ved Dommen i 1284 undtages udtrykkeligt, som det vil sees, det Gods fra Extradition, som Systrene allerede selv eller ved Formyndere havde afhændet. Det er vel ikke saa usandsynligt, at en Deel kan være solgt forud, som et Slags ventende Arv, og kjøbt af Andre ved et Slags Speculation, hvorhos det i alle Fald er vist, at Jutha og Agnes maa have faaet en Deel Gods overdraget, siden der tales om det Gods, de bragte Klostret i Roskilde.
Krongods og Patrimonialgods, findes i den bekjendte „Kong Valdemars Jordebog“, aftrykt i Langebeks Scr. R. Dan. 7de Deel.
