Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/96

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
68
Fundinn Noregr.

de opstillede Slægtrækker[1]. Der mangler heller ikke paa Kjendemerker i andre Skrifter, hvoraf det viser sig, at Sammenstøbningen af disse Slægtrækker og Opstillinger af Nor og Gor tilhøre en forholdsviis sildig Tidsalder. Det er nemlig allerede i og for sig en vigtig Omstændighed, at Nor og Gor slet ikke nævnes i ret gamle Skrifter. Dertil kommer, at den bekjendte Landnáma, som omhandler Islands Bebyggelse af Nordmændene og de islandske Høvdingeætters Nedstammelse fra de første Nybyggere, – et Skrift, vi i det Følgende ville komme til at benytte ved mange Lejligheder – i sin ældste Bearbejdelse, der efter al Sandsynlighed er at tilskrive den paalidelige Are Frode i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede[2], opregner Nybyggeren Bødvar hvites Æt fra Stamfaderen Kong Rolf i Berg uden noget videre Tillæg til dennes Navn, medens en yngre Bearbejdelse af samme Skrift, omtrent fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, ved at komme til Rolf i Berg, tilføjer, at han var Søn af Svase (Svade) fra Dovre og gift med Goe, efter hvilken Maaneden er opkaldt; og en endnu yngre, fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede, fremdeles tilføjer at Goe var en Syster af Gor og Nor, efter hvilken Norge bar faaet Navn. Det er her tydeligt at see, at Tillæggene i den anden og tredie Bearbejdelse tyde hen paa Hovedpunkterne i de ovenanførte Fortællinger om Nor og Gor, men at Forfatteren af den ældste Bearbejdelse enten ikke har kjendt disse Fortællinger, eller ikke tillagt dem noget Værd. Men da man dog tillige veed, at Are Frode fik mange af sine Efterretninger fra en Mand, der selv nedstammede i lige Linje fra hin Bødvar hvite[3], og som saaledes var nærmest til at kjende sine Forfædre og deres Slægt, saa vidner hiin Taushed, hvad Nor, Gor og Goe angaar, om at der paa Ares Tid endnu ikke har været noget saadant Sagn til. Dette Sagn, hvis det overhoved kan kaldes et Sagn, og ikke snarere en kunstigt sammensat Hypothese, kan følgelig ikke være ældre end Midten af det 12te Aarhundrede, efter hvilken Tid ogsaa, som vi i det Følgende ville komme til at erfare, de fleste af disse Hypothe-

  1. Af saadanne Selvmodsigelser kunne vi foruden den ovenanførte om Halfdan Gamle, nævne den, at Søkongen Skekkil, der i Begyndelsen siges at være Sønnesøn af Meite, Gors Søn, længer nede kaldes Søn af Lofde.
  2. Af Landnáma gives der 4 Bearbejdelser, den ældste formentlig af Are Frode og Kolskegg Asbjørnssøn, fra Beg. af 12te Aarhundrede; den 2den af Sturla Thordssøn m. fl. fra Tidsrummet 1260–70; den 3die af Lagmanden Hr. Hauk Erlendssøn, død 1334, og den 4de, som kun er en noget yngre Sammenstøbning af alle tre foregaaende. Se herom Fortalen til Udg. af Landnáma i Ísl. Sögur 1844; Grønlands hist. Mindesmærker I. 11–41.
  3. Nemlig Odd, Sønnesøn af den islandske Høvding Sidu-Hall; se Fortalen til Snorres norske Kongesagaer. Sidu-Hall var en Sønnesøn af Bødvar, se Landn. IV. 7.