Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
68
Fundinn Noregr.

de opſtillede Slægtrækker[1]. Der mangler heller ikke paa Kjendemerker i andre Skrifter, hvoraf det viſer ſig, at Sammenſtøbningen af disſe Slægtrækker og Opſtillinger af Nor og Gor tilhøre en forholdsviis ſildig Tidsalder. Det er nemlig allerede i og for ſig en vigtig Omſtændighed, at Nor og Gor ſlet ikke nævnes i ret gamle Skrifter. Dertil kommer, at den bekjendte Landnáma, ſom omhandler Islands Bebyggelſe af Nordmændene og de islandſke Høvdingeætters Nedſtammelſe fra de førſte Nybyggere, – et Skrift, vi i det Følgende ville komme til at benytte ved mange Lejligheder – i ſin ældſte Bearbejdelſe, der efter al Sandſynlighed er at tilſkrive den paalidelige Are Frode i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede[2], opregner Nybyggeren Bødvar hvites Æt fra Stamfaderen Kong Rolf i Berg uden noget videre Tillæg til dennes Navn, medens en yngre Bearbejdelſe af ſamme Skrift, omtrent fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, ved at komme til Rolf i Berg, tilføjer, at han var Søn af Svaſe (Svade) fra Dovre og gift med Goe, efter hvilken Maaneden er opkaldt; og en endnu yngre, fra Begyndelſen af 14de Aarhundrede, fremdeles tilføjer at Goe var en Syſter af Gor og Nor, efter hvilken Norge bar faaet Navn. Det er her tydeligt at ſee, at Tillæggene i den anden og tredie Bearbejdelſe tyde hen paa Hovedpunkterne i de ovenanførte Fortællinger om Nor og Gor, men at Forfatteren af den ældſte Bearbejdelſe enten ikke har kjendt disſe Fortællinger, eller ikke tillagt dem noget Værd. Men da man dog tillige veed, at Are Frode fik mange af ſine Efterretninger fra en Mand, der ſelv nedſtammede i lige Linje fra hin Bødvar hvite[3], og ſom ſaaledes var nærmeſt til at kjende ſine Forfædre og deres Slægt, ſaa vidner hiin Taushed, hvad Nor, Gor og Goe angaar, om at der paa Ares Tid endnu ikke har været noget ſaadant Sagn til. Dette Sagn, hvis det overhoved kan kaldes et Sagn, og ikke ſnarere en kunſtigt ſammenſat Hypotheſe, kan følgelig ikke være ældre end Midten af det 12te Aarhundrede, efter hvilken Tid ogſaa, ſom vi i det Følgende ville komme til at erfare, de fleſte af disſe Hypothe-

  1. Af ſaadanne Selvmodſigelſer kunne vi foruden den ovenanførte om Halfdan Gamle, nævne den, at Søkongen Skekkil, der i Begyndelſen ſiges at være Sønneſøn af Meite, Gors Søn, længer nede kaldes Søn af Lofde.
  2. Af Landnáma gives der 4 Bearbejdelſer, den ældſte formentlig af Are Frode og Kolſkegg Asbjørnsſøn, fra Beg. af 12te Aarhundrede; den 2den af Sturla Thordsſøn m. fl. fra Tidsrummet 1260–70; den 3die af Lagmanden Hr. Hauk Erlendsſøn, død 1334, og den 4de, ſom kun er en noget yngre Sammenſtøbning af alle tre foregaaende. Se herom Fortalen til Udg. af Landnáma i Ísl. Sögur 1844; Grønlands hiſt. Mindesmærker I. 11–41.
  3. Nemlig Odd, Sønneſøn af den islandſke Høvding Sidu-Hall; ſe Fortalen til Snorres norſke Kongeſagaer. Sidu-Hall var en Sønneſøn af Bødvar, ſe Landn. IV. 7.