Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/94

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
66
Fundinn Noregr.

hvorfor Fjorden har faaet Navnet Norefjord. Her mødte hans Broder Gor ham; ingen af dem havde hørt noget til Goe. Gor havde underkaſtet ſig alt det ydre Land paa ſin Sejlads ſøndenfra. Brødrene ſkiftede Landet mellem ſig, ſaa at Nor ſkulde have Faſtlandet, Gor alle de Øer mellem hvilke paa den ene, og Faſtlandet paa den anden Side han kunde fare med rorfaſt Skib. Derpaa gik Nor til Oplandene og kom til den Egn, ſom nu heder Hedemarken. Der herſkede en Konge ved Navn Rolf af Berg, Søn af Svade Jotun fra Dovre. Det var Rolf, ſom havde taget Goe bort fra Kvænland; han gik ſtrax at møde Nor og udæſkede ham til Enekamp. De ſloges længe, uden at nogen af dem blev ſaaret, derpaa ſorligtes de, Nor fik Rolfs Syſter, og Rolf fik Goe. Nor vendte derpaa tilbage nordefter til det Rige, han havde underkaſtet ſig; det kaldte han Norveg, og raadede derover ſaa længe han levede. Hans Sønner raadede derover efter ham, de deelte Riget mellem ſig, og ſaaledes begyndte Rigerne at formindſkes og deles i Fylker, efterſom Kongernes Antal forøgedes“. – Der fortælles nu kortelig om Gors Sønner, om Beite’s Fart til Skibs over Naumdals-Ejdet, og hvorledes Gors Søn Heite var Stamfader til Ragnvald Mørejarl, fra hvilken Orknø-Jarlerne ſtammede.

Man iagttager let, hvorledes de to Bearbejdelſer ikke ganſke ſtemme med hinanden. Den førſte ſætter Jakul, den anden Froſte, ſom Kaares Søn; den førſte ſynes at lade Gor tage Vejen om det døde Hav (Iishavet), den anden lader ham drage ſøndenom Skaane; den førſte er i ſig ſelv kortere, men udfører Slægtrækkerne fra Nor vidtløftigt, medens den anden, i ſig ſelv omſtændeligere, ikke udfører nogen anden Slægtrække end Ragnvald Jarls, i hvilken vi dog træffe Halfdan Gamle ſom Søn af Sveide Søkonge, Heites Søn, medens Halfdan Gamle i den førſte er Rings, Nors Sønneſøns, Søn.

Det viſer ſig imidlertid ſnart, at man ej kan tillægge den Deel af disſe Beretninger, ſom her maatte være Hovedſagen, ſynderligt Værd. Slægtrækkernes ſidſte Led bære viſtnok i det Hele taget Paalidelighedens Præg, og indeholde meget, hvoraf ogſaa vi i det Følgende komme til at gjøre Brug; men deres øverſte Led, der juſt her ſkulde være oplyſende, bære derimod altfor tydeligt Præget af at være indrettede deels efter Landſkabebernes Navne, deels efter naturphiloſophiſke og kalendariſke Myther. Navne ſom Thrond, Agde, Raum, og mange andre, af hvilke Throndhjem, Agder, Raumsdal og andre Landſkaber ſkulle have faaet Navn, kunne naturligviis lige ſaa lidt ſom „Nor“ ſelv betegne beſtemte Perſonligheder, men aabenbare ſig ſtrax ſom Reſultater af ſenere Forſøg paa at forklare Landſkabsnavnene ſaaledes ſom man i Middelalderen helſt plejede, og ſaaledes ſom Folketroen og Folkeſagnet til alle Tider og alle Lande pleje at forklare dem, nemlig ved at forudſætte Tilværelſen af en eller anden Høvding eller Konge, der allerførſt herſkede over