Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/797

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
769
Haakonarmaal.


Haaleyger egged’ han
og Holmryger;
Jarlers Bane
iled’ til Kampen
Godt Nordmænds Følge
den Gavmilde havde;
Ø-Daners Rædſel
ſtod under Ertshjelm.

Stridsklæder afdrog,
ſlængte ned Brynjen
Hirdmænds Herre,
før han Hærſtriden ypped;
legte med Lydmænd[1],
ſkulde Landet værge;
Gramen den glade
ſtod under gylden Hjelm.

Saa bed da Sverdet
i Siklingbaanden[2]
Valfaders Klæder,
ſom i Vand det droges;
bragede Brodde,
brødes Skjolde,
ſuſede Sverd
over Stridsmands Isſer.

Skjolde ſplitted,
og Skaller haarde
knuſte og kløved
Kongens Værge;
Slag ſtod paa Øen;
ſtænked’ Krigerne
blanke Skjold-Borge
med Blod af Dræbte.

Brandt Saar-Brande
i blodige Vunder,
luded Laag-Øxer,
for Liv at tage;
Saarhavet ſuſed
paa Sverdenesſet[3],
faldt Flein-Floden[4]
paa Fjæren af Stordø.

Skaguls Skyer
under Skjoldhimlen røde
ſammen ſtødte
og med Sverd leged;
Risled Odd-Fosſen
i Odins-Vejret,
da ſank ſaa Mange
for Sverde-Strømmen.

Da ſad Døglinger[5]
med dragne Sverd,
med ſkaarede Skjolde
og ſkudte Brynjer;
Fro var i Hu
da ej Hæren,
ſom var til Valhall paa Veje.

Det ſagde Gandul,
ſtøttet paa Geir-Skaft:

  1. D. e. de Kongen adlydende Krigere.
  2. Sikling, et Navn paa Fyrſter, ſe ovf. S. 206.
  3. Blodet kaldes her Saarhavet, og Sverdet ſammenlignes med et Nes.
  4. Flejn-Floden, og nedenfor Odd-Fosſen, Sverdſtrømmen, er ligeledes en poetiſk Omſkrivning af Blodet.
  5. Dags Efterkommere, ſe ovf. S. 200.