Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/772

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
744
Haakon Adelſteensfoſtre.


Det danſke Kongerige havde imidlertid hævet ſig til ſtor Magt og Anſeelſe efter den temmelig fortrykte Stilling, hvori det befandt ſig henimod Slutningen af det 9de Aarhundrede. Vi have ſeet, hvorledes de ſvenſke Konger af Bjørn Jernſides Æt udſtrakte deres Herredømme derover[1], og hvorledes Kongerne i Jylland af den veſtfoldſke Stamme herſkede ſaa godt ſom uafhængigt, medens de danſke Lodbrokinger maatte ſøge deres Lykke udenlands, og ſelv Hardeknuts Søn, Gudrød, var Konge i Northumberland, ikke i Danmark[2]. Hvo der fulgte Erik II, Harald Haarfagres Svigerfader, i Herredømmet over Sønderjylland vides ikke, lige ſaa lidt ſom naar Erik og Hardeknut døde[3]. I Aaret 873 nævnes to Konger, Brødrene Sigfred og Halfdan, der ſluttede Fred med den tydſke Kong Ludvig ved Eideren, og ſynes at have hørt til den veſtfoldſke Æt[4]; ligeledes nævnes noget ſildigere en Klakkharald Jarl[5], der upaatvivleligen hører til den ſamme Æt, ſiden ogſaa danſke Kongerækker nævne en Harald Klak ſom en af denne Æts Medlemmer, men henføre ham til en urigtig Tid. Nederlaget ved Løwen i Aaret 891 ſynes i høj Grad at have ſvækket de jydſke Kongers Magt, og gjort det lettere for de egentlige danſke Overkonger at underkaſte ſig deres Rige[6]. Efter dette Slag ſkal en vis Helge (Heiligo) en Stund have ført Regjeringen paa en retfærdig og for Folket behagelig Maade; men derpaa bemægtigede Olaf fra Sverige, ſandſynligviis en Søn af Bjørn paa Hange, tilligemed hans mange Sønner, ſig det danſke Rige; af disſe Sønner fulgte Gnup og Gyrd ham, og efter disſe kom en Sigerik, der igjen blev fordreven af Hardegon, Sveins Søn, der kom fra Norge eller Nordmændenes Beſiddelſer. Paa den Tid var der ſaamange Smaakonger i

  1. Se ovenfor S. 376, 377, 630.
  2. Se ovenfor S. 629, 684.
  3. Ifølge Mag. Adam (I. Cap. 39) ſynes det ſom om Erik var død før 876. Det paa Mag. Adam grundede Cap. 60 i Olaf Tryggvesſøns Saga lader ham dø lidt efter Ansgar, der døde 865. Sigfred og Halfdan, der maaſkee vare Eriks Efterfølgere, nævnes ved 873 i Fulda-Annalerne (hos Pertz I. S. 386, jvfr. ovenfor S. 636). Nykloſters Annaler lade ham (urigtigt) førſt dø 902. Han ſynes dog at maatte have været i Live, da Harald Haarfagre egtede hans Datter Ragnhild, hvilket ſynes at have fundet Sted ved 880, eller maaſkee endog noget ſildigere, da Erik neppe kan være fød før 883, efterſom han ellers ved ſin Død bliver meget for gammel.
  4. Se ovenfor S. 636.
  5. Det er de norſke Kongeſagaer, der nævne Klakkharald ſom Thyres Fader, de danſke derimod kalde den Konge, der i 826 lod ſig døbe, Harald Klak. At de norſke have Ret, ſynes viſt, ſe Langes Tidsſkrift 4de Bd. S. 167.
  6. Mag. Adam kalder Nederlaget Ved Løwen Clades Nortmannica, I. 50.