Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/768

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
740
Haakon Adelſteensfoſtre.

lovede det med Glæde, og begav ſig næſte Dag med Fridgeir til Øen Varl[1], hvor Holmgangsſtedet var indhegnet med Stene, og hvor Ljot allerede var kommen. Ljot udæſkede ſelv i ſin Overmodighed Egil til at ſtride med ham iſtedetfor den ſvage Fridgeir, og mindede om Holmgangsloven, at den, der veg ud over Merkeſtenene, ſkulde kaldes Niding[2]. Ikke deſto mindre varede det ej ſaa længe, førend Egil ved Hug paa Hug nødſagede Ljot til at vige tilbage ud over Ringen, og forfulgte ham rundt om hele Sletten, indtil han bad øm at faa Hvile, hvilket Egil tilſtod ham; men da Kampen igjen fornyedes, hug Egil Foden af ham, og ſtrax efter opgav han Aanden. Efter Holmgangsloven var Egil nu Ljots Arving, og han overdrog til den taknenmielige Fridgeir at indtale i hans Navn de Ejendomme, Ljot havde efterladt. Selv fortſatte han ſin Rejſe til Fjordene og Sogn, hvor han beſøgte Thord paa Aurland, fortalte ham ſit Ærende og viſte ham Kongens Jerteiner. Efter at have opholdt ſig hos ham en Stund, drog han til Hørdaland paa et Rofartøj med 30 Mand, landede paa Fenring, og gik med 20 Mand op til Aſk, hvor han traf Berg-Anunds tredie Broder Atle den ſkamme (korte) og fordrede ſin Arvedeel. Atle ſvarede, at det havde været langt rimeligere, om Egil havde budt ham Bøder for hans Brødre, og vilde intet høre om Arven. Egil ſagde, at hans Brødre laa ugilde paa deres Gjerninger, men at han nu atter vilde byde Lov og Ret, og derfor ſtevnede ham at høre Dom paa Gulathing. Atle lovede at komme. Begge Parter indfandt ſig ogſaa paa Thinget, og Egil fremſatte ſit Krav. Atle tilbød Tylfter-Ed paa, at han intet Gods havde i ſin Varetægt, der tilhørte Egil[3]. Egil ſvarede hertil, at han ej vilde modtage hans Ed for ſit Gods, men bød ham Holmgang. Atle, der var en øvet Holmgænger, modtog Tilbudet, og det afgjordes, at de omtviſtede Ejendomme ſkulde tilhøre Sejrherren. Efter en temmelig langvarig Kamp, førſt med Spyd, ſiden med Sverd, løb Egil Atle ind paa Livet, greb ham med begge Hænder, kaſtede ham ned paa Ryggen, ſig ſelv over ham, og bed Struben iſønder paa ham, ſaa at han døde. En Tyr, det ſaakaldte Blotnaut, var, ſom ſædvanligt ved Holmgang, fremledet for at Sejrherren kunde fælde den ſom et Offer til Guderne;

  1. Varl (Vörl, Varlarey, Vallarey) maa være den nu ſaakaldte Vallerø ved Aaleſund.
  2. Holmgangsloven bød derforuden: a) at Sejrherren ſkulde faa den Priis (sigrmál), der var Gjenſtand for Kampen og Udfordringen; b) at den, der overvandtes uden at dræbes, ſkulde løſe ſig, ſom det hed, af Holmen for en forud aftalt Pengeſum; c) at den, ſom faldt, ſkulde have forbrudt al ſin Ejendom, og at denne ſkulde tilhøre Sejrherren.
  3. Om Tylfter-Ed, ſom den Indſtevnte aflagde, med elleve af ſine Bekjendte, ſaaledes at disſe bevidnede, at de ej vidſte rettere end at han ſagde fandt, ſkal der yderligere handles, hvor Retsforfatningen fremſtilles.