Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/768

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
740
Haakon Adelsteensfostre.

lovede det med Glæde, og begav sig næste Dag med Fridgeir til Øen Varl[1], hvor Holmgangsstedet var indhegnet med Stene, og hvor Ljot allerede var kommen. Ljot udæskede selv i sin Overmodighed Egil til at stride med ham istedetfor den svage Fridgeir, og mindede om Holmgangsloven, at den, der veg ud over Merkestenene, skulde kaldes Niding[2]. Ikke desto mindre varede det ej saa længe, førend Egil ved Hug paa Hug nødsagede Ljot til at vige tilbage ud over Ringen, og forfulgte ham rundt om hele Sletten, indtil han bad øm at faa Hvile, hvilket Egil tilstod ham; men da Kampen igjen fornyedes, hug Egil Foden af ham, og strax efter opgav han Aanden. Efter Holmgangsloven var Egil nu Ljots Arving, og han overdrog til den taknenmielige Fridgeir at indtale i hans Navn de Ejendomme, Ljot havde efterladt. Selv fortsatte han sin Rejse til Fjordene og Sogn, hvor han besøgte Thord paa Aurland, fortalte ham sit Ærende og viste ham Kongens Jerteiner. Efter at have opholdt sig hos ham en Stund, drog han til Hørdaland paa et Rofartøj med 30 Mand, landede paa Fenring, og gik med 20 Mand op til Ask, hvor han traf Berg-Anunds tredie Broder Atle den skamme (korte) og fordrede sin Arvedeel. Atle svarede, at det havde været langt rimeligere, om Egil havde budt ham Bøder for hans Brødre, og vilde intet høre om Arven. Egil sagde, at hans Brødre laa ugilde paa deres Gjerninger, men at han nu atter vilde byde Lov og Ret, og derfor stevnede ham at høre Dom paa Gulathing. Atle lovede at komme. Begge Parter indfandt sig ogsaa paa Thinget, og Egil fremsatte sit Krav. Atle tilbød Tylfter-Ed paa, at han intet Gods havde i sin Varetægt, der tilhørte Egil[3]. Egil svarede hertil, at han ej vilde modtage hans Ed for sit Gods, men bød ham Holmgang. Atle, der var en øvet Holmgænger, modtog Tilbudet, og det afgjordes, at de omtvistede Ejendomme skulde tilhøre Sejrherren. Efter en temmelig langvarig Kamp, først med Spyd, siden med Sverd, løb Egil Atle ind paa Livet, greb ham med begge Hænder, kastede ham ned paa Ryggen, sig selv over ham, og bed Struben isønder paa ham, saa at han døde. En Tyr, det saakaldte Blotnaut, var, som sædvanligt ved Holmgang, fremledet for at Sejrherren kunde fælde den som et Offer til Guderne;

  1. Varl (Vörl, Varlarey, Vallarey) maa være den nu saakaldte Vallerø ved Aalesund.
  2. Holmgangsloven bød derforuden: a) at Sejrherren skulde faa den Priis (sigrmál), der var Gjenstand for Kampen og Udfordringen; b) at den, der overvandtes uden at dræbes, skulde løse sig, som det hed, af Holmen for en forud aftalt Pengesum; c) at den, som faldt, skulde have forbrudt al sin Ejendom, og at denne skulde tilhøre Sejrherren.
  3. Om Tylfter-Ed, som den Indstevnte aflagde, med elleve af sine Bekjendte, saaledes at disse bevidnede, at de ej vidste rettere end at han sagde fandt, skal der yderligere handles, hvor Retsforfatningen fremstilles.