Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/745

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
717
Lovgivningsarbejder. Forſvarsvæſen.

udrettet, og at flere af de Foranſtaltninger, der tillægges ham, mere have udviklet ſig af ſig ſelv i Tidens Løb; men viſt er det, at Statsforandringen ſelv ej kan have fundet Sted paa nogen anden Tid, end under hans Regjering, og at han maa have været en Mand, der med den ſtørre Dannelſe, han ſkyldte ſin engelſke Opdragelſe, forbandt en vis Lyſt til at foretage Reſormer, og et ſtort Talent til, med det gode at ſkaffe ſine Ideer Indgang hos Folket. Hans Indvirkning paa Lovgivningen, iſær i hans egentlige Rige, Gulathingslagen, bliver derfor under alle Omſtændigheder meget ſtor, og den ſtørſte Deel af den ældre Gulathingslov i den Skikkelſe, hvori vi kjende den, ſkyldes derfor visſelig ham. Af enkelte Yttringer i Sagaerne ſeer man, at hans Lovgivningsſyſler maa have ſtrakt ſig gjennem en lang Række af Aar. Saaledes heder det om hans Forſøg paa at indføre Chriſtendommen, hvorom nedenfor ſkal berettes, „at han ſatte Beſtemmelſen om Julens Højtideligholdelſe i Loven“; om hans Foranſtaltninger til Rigets Forſvar ſiges der og, at han „ſatte de dertil ſigtende Beſtemmelſer i Loven“ efter det førſte Angreb, Erik Blodøxes Sønner havde foretaget paa hans Rige. Hans hele Regjeringstid ſees ſaaledes at have været fornemmelig beſkjeftiget med Lovgivningsſyſler. Det er ogſaa i ſig ſelv rimeligt, at flere af hans Indretninger ere blevne fremkaldte ved ſæregne ydre Anledninger. Men desuagtet maa de have ſtaaet i den nøjeſte Sammenhæng med hinanden indbyrdes og for ſaa vidt enkelte af dem behøve en nærmere Omtale, bør i de helſt omhandles under Eet.

Det er iſær Haralds Forſvarsanſtalter, ved hvilke Sagaerne dvæle. Da Odelen nu atter tilhørte Bønderne, og Landet ikke længer var Kongens Ejendom, var det heller ikke længer Kongens udelukkende Pligt at forſvare det, men denne Pligt maatte nu ogſaa deles af Bønderne ſelv. Maaden, hvorpaa denne Pligt ſkulde udøves, maatte derfor nærmere beſtemmes, og Forſvarsvæſenet organiſeres. Det var fra Søſiden, at Norge fornemmelig kunde vente Angreb, og derfor maatte ogſaa fornemmelig Søforſvaret ordnes. Kong Haakon ſatte derfor, heder det, i Loven, at alle Bygder ved Søſiden over det hele Rige, og ſaa langt op i Landet ſom Laxen gik højeſt i Elven, ſkulde ordnes og inddeles i Skibreder. Ved en Skibrede forſtod man et Diſtrikt, hvis Bønder vare pligtige til at udrede, bemande og forøvrigt udſtyre et Krigsſkib. Han beſtemte, heder det end videre, hvor mange Skibreder der ſkulde være, eller hvor mange Skibe der ſkulde udredes af hvert Fylke, naar fuld Almenning var ude, og hvor ſtore disſe Skibe ſkulde være. Ved Almenning forſtod man den fuldtallige Udruſtning fra hver Skibrede. Til denne var man, tilføjes der, pligtig, naar en udenlandſk Hær var i Landet[1]. Den hele Udruſtning med Skibe, Mandſkab, Vaaben og Pro-

  1. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 21.