Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/744

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
716
Haakon Adelſteensfoſtre.

de hidtil ſom Lensmænd havde ſtaaet til Kongen, nemlig til at betale ham Afgift og tjene i Krigen efter hans Opbud, ſom den Ret, Kongen ſom Overlensherre havde til at inddrage deres Gaarde under Kronen. Lensgodſet og Krongodſet derimod, hvilke tilſammen beſtode af alle de Ejendomme, der enten for Erobringen tilhørte Kongeætten, eller ved Erobringen var kommen i Kongens Hænder, og af hvilke en ſtor Deel bortforlenedes til Jarler og Lendermænd, medens det øvrige forblev Kronens umiddelbare Ejendom, rammedes ikke ved hiin Indrømmelſe, og Jarlerne og Herſerne vedbleve ſaaledes lige fuldt med Henſyn til deres Lehns- eller Veitſle-Gaarde at være Kongens Vaſaller. Som Exempel kunne vi anføre Beſidderne af Gaarden Sandnes; Thorolf Kveldulfsſøn beſad den endnu ved Arv ſom Ejendomsgaard, uden nogen ſæregen Forlening af Kongen, men dog ſaaledes, at denne her, ſom overalt i Norge, betragtedes ſom Overlensherre, og efter Behag kunde inddrage Gaarden. En ſaadan Inddragelſe fandt Sted, da Thorolf var bleven fældet. Kongen erklærede den, ſom det heder, udtrykkeligt for ſin Ejendom. Den gik derved over fra at være Privatgaard til at blive en Deel af Krongodſet. Da Kongen ſiden overlod den til Eyvind Lambe, blev den dog ikke derved Privatgaard, men en Deel af Lensgodſet, og ved at modtage den i Len blev Eyvind Kongens Lendermand. Eyvind havde Sønnen Finn ſkjaalge, der rimeligviis tiltraadte Sandnes ſom Lendermand efter hans Død. Ved Statsforandringen under Haakon Adelſteensfoſtre kan Finn ikke have faaet Odelsret over Sandnes, thi det var allerede traadt ud af Odelsgaardenes Række; han vedblev altſaa, ſom forhen, at beſidde Gaarden ſom kongeligt Len, og at være Kongens Lendermand. Lendermændenes og Jarlernes Pligter og Rettigheder bleve paa den Maade temmelig uforandrede, og Forfatningen i Norge blev en beſynderlig Blanding af Odelsvæſen og Lensvæſen. En anden Sag var det, at den Selvſtændighed de virkelige Odelsmænd nu atter erhvervede, ogſaa maatte bidrage til at gjøre Lendermændene, trods Lensforholdet, mere uafhængige af Kronen; thi ved Siden af deres Lens- eller Veitſle-Gaarde ejede de viſtnok i Regelen ogſaa Odelsgaarde, der ej kunde berøves dem.

Odelens Tilbageerhvervelſe var en ſaa vigtig Begivenhed i Norges Stats- og Rets-Hiſtorie, at Haakon Adelſteensfoſtres Navn derved fornemmeligen er blevet foreviget. Den Lovgivningsvirkſomhed, der tillægges ham, ſtaar i den nærmeſte Forbindelſe dermed[1]. Vel er temmelig ſandſynligt, at det taknemmelige Folk, for hvilket hans Navn ſtedſe ſtod i en klar Glands, behagede ſig i at tillægge ham andet og mere, end hvad han virkelig har

  1. Derfor heder det udtrykkeligt i Egils Saga, Cap. 62: „Haakon ſatte de Love i Landet, at enhver Mand ſkulde eje ſin Odel, medens hans Fader derimod havde gjort alle Mænd i Landet til ſine Trælle“.