de hidtil som Lensmænd havde staaet til Kongen, nemlig til at betale ham Afgift og tjene i Krigen efter hans Opbud, som den Ret, Kongen som Overlensherre havde til at inddrage deres Gaarde under Kronen. Lensgodset og Krongodset derimod, hvilke tilsammen bestode af alle de Ejendomme, der enten for Erobringen tilhørte Kongeætten, eller ved Erobringen var kommen i Kongens Hænder, og af hvilke en stor Deel bortforlenedes til Jarler og Lendermænd, medens det øvrige forblev Kronens umiddelbare Ejendom, rammedes ikke ved hiin Indrømmelse, og Jarlerne og Herserne vedbleve saaledes lige fuldt med Hensyn til deres Lehns- eller Veitsle-Gaarde at være Kongens Vasaller. Som Exempel kunne vi anføre Besidderne af Gaarden Sandnes; Thorolf Kveldulfssøn besad den endnu ved Arv som Ejendomsgaard, uden nogen særegen Forlening af Kongen, men dog saaledes, at denne her, som overalt i Norge, betragtedes som Overlensherre, og efter Behag kunde inddrage Gaarden. En saadan Inddragelse fandt Sted, da Thorolf var bleven fældet. Kongen erklærede den, som det heder, udtrykkeligt for sin Ejendom. Den gik derved over fra at være Privatgaard til at blive en Deel af Krongodset. Da Kongen siden overlod den til Eyvind Lambe, blev den dog ikke derved Privatgaard, men en Deel af Lensgodset, og ved at modtage den i Len blev Eyvind Kongens Lendermand. Eyvind havde Sønnen Finn skjaalge, der rimeligviis tiltraadte Sandnes som Lendermand efter hans Død. Ved Statsforandringen under Haakon Adelsteensfostre kan Finn ikke have faaet Odelsret over Sandnes, thi det var allerede traadt ud af Odelsgaardenes Række; han vedblev altsaa, som forhen, at besidde Gaarden som kongeligt Len, og at være Kongens Lendermand. Lendermændenes og Jarlernes Pligter og Rettigheder bleve paa den Maade temmelig uforandrede, og Forfatningen i Norge blev en besynderlig Blanding af Odelsvæsen og Lensvæsen. En anden Sag var det, at den Selvstændighed de virkelige Odelsmænd nu atter erhvervede, ogsaa maatte bidrage til at gjøre Lendermændene, trods Lensforholdet, mere uafhængige af Kronen; thi ved Siden af deres Lens- eller Veitsle-Gaarde ejede de vistnok i Regelen ogsaa Odelsgaarde, der ej kunde berøves dem.
Odelens Tilbageerhvervelse var en saa vigtig Begivenhed i Norges Stats- og Rets-Historie, at Haakon Adelsteensfostres Navn derved fornemmeligen er blevet foreviget. Den Lovgivningsvirksomhed, der tillægges ham, staar i den nærmeste Forbindelse dermed[1]. Vel er temmelig sandsynligt, at det taknemmelige Folk, for hvilket hans Navn stedse stod i en klar Glands, behagede sig i at tillægge ham andet og mere, end hvad han virkelig har
- ↑ Derfor heder det udtrykkeligt i Egils Saga, Cap. 62: „Haakon satte de Love i Landet, at enhver Mand skulde eje sin Odel, medens hans Fader derimod havde gjort alle Mænd i Landet til sine Trælle“.
