Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/738

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
710
Erik Blodøxe.

jerne selv gjorde fælles Sag med Haakon, og Erik tyede nu til de midtre Fylker af Landet, for der at samle en Hær. Men dermed blev det daarligt bevendt, thi en Mængde mægtige Mænd faldt fra ham og søgte til Haakon. Han havde derfor ingen anden Udvej end at forlade Landet med sin Kone, sine Børn og de faa, der forbleve ham tro. Blandt dem var ogsaa Arinbjørn Herse. Han begav sig først til Orknøerne, hvor hans Skare betydeligt forøgedes; derpaa herjede han langs Skotlands Kyst, og kom endelig til England, hvor han begyndte at herje. Men Kong Ædhelstan sendte Bud til ham, og tilbød ham Forlening, fordi hans Fader Harald havde været Ædhelstans Ven. Efter nogen Underhandling blev det aftalt, at Erik skulde faa Northumberland i Len, imod at lade sig døbe, og med den Forpligtelse at værge Landet mod Daner og andre Vikinger. Efter en anden Beretning havde Ædhelstan med Haakon selv sendt en Hilsen og Indbydelse til Erik, tilbydende ham Fred og Ophold hos sig, hvis han ej vilde stride mod sin Broder. At Erik virkelig blev Underkonge i Northumberland, synes utvivlsomt, uagtet de engelske Krøniker ikke nævne ham paa Ædhelstans Tid, Thi de norske Beretninger vilde neppe i dette Stykke være saa eenstemmige, hvis de ej grundede sig paa Vers og sikkre Traditioner. Vi have desuden endnu, hvad nedenfor nærmere skal omtales, Egil Skal1agrimssøns Kvad til Erik, digtet i England, og hvori England udtrykkeligt nævnes som det Sted, hvor det fremsagdes. Vi have tillige seet, hvor ufuldstændige de engelske Beretninger fra denne Tid ere; hvorledes de med eet nævne Konger i Northumberland som døbte, eller som forjagede, uden at have fortalt, naar eller hvorledes de erhvervede Kongeværdigheden; det kan saaledes let forklares, hvorfor de denne Gang have undladt at nævne Erik; sidenefter nævnes virkelig, saaledes som det paa sit Sted skal vises, en Erik, Haralds Søn, der efter al Sandsynlighed er Erik Blodøxe. Dette var just i den Mellemtid, da Ædhelstan, som ovenfor viist, havde fordrevet Godfred fra Northumberland, ydmyget Skotland og gjort sig til Herre over de danske Besiddelser i sit Rige. Det er derfor vistnok i sin Orden, at han ønskede at forsvare disse Besiddelser imod Danerne, saaledes som det i vore Sagaer heder, og det var meget naturligt, at han fremdeles søgte Nordmændenes Hjelp og tog dem i sin Tjeneste, ligesom han allerede havde draget Nytte af Thorolfs, Egils og deres Staldbrodres Tapperhed. Men det er ikke derfor sagt, at Eriks Ankomst til England fandt Sted saa tidligt, eller paa den Maade som vore Sagaer angive. Det er rimeligere, at han har opholdt sig i nogen Tid paa Orknø og i Viking, førend han besøgte England. Den nærmere Forklaring af disse Beretninger vil nedenfor (§ 39 og 40) blive fremsat.

    æventyrlige Vinterrejse til Viken. Ogsaa hans Alder angives forskjelligt ved Tronbestigelsen, af Snorre til 15, af Fagrskinna og Ágrip til henved 20 Aar. Snorres Angivelse passer i det mindste bedst med den øvrige Tidsregning.