kom med to Skibe til Norge[1]; etsteds siges der, at han paa sin Rejse til Norge blev overfalden af Uvejr, hvorved hans Flaade adsplittedes og en Deel af hans Folk omkom, medens andre bleve drevne i Land i Nærheden af den Egn, hvor Erik var, han selv derimod landede i god Behold[2]. Hiin første Beretning nævner intet om noget Uheld, men melder blot, at han om Høsten kom til Norge – man seer af det Følgende, at her menes det sydlige Norge, hvor han erfarede sine Brødres Fald, og at Erik var i Viken; og at han derfor sejlede nord til Throndhjem, for at træffe Sigurd Lade-Jarl. Beretningerne ere imidlertid ikke ligefrem i Strid med hinanden, uden for saa vidt det siges, at Haakon alene skulde have haft to Skibe. Og selv dette kan forklares saaledes, at det Antal af Skibe, som han virkelig bragte med sig ved Ankomsten til Norge, ikke var større end tvende. Et af disse Skibe er maaskee landet i Nærheden af Viken; med det andet er Haakon selv landet noget længere vester, og har derpaa, ved Efterretningen om sine Brødres Drab og Eriks Nærhed, begivet sig til Throndhjem. Den Saga, der fortæller om Skibbrudet og om Skibenes Adspredelse, tillægger ogsaa, at de af Haakons Mænd, der landede i Nærheden af det Sted, hvor Kong Erik var, begave sig strax til denne, og fortalte ham, at hans Broder Haakon rimeligviis var omkommen paa Havet, men at Dronning Gunnhild, da Kongen med Glæde meddeelte hende denne Efterretning, kvad følgende Vers, hvori hun gav at forstaa, at hun ikke tvivlede om Haakons heldige Ankomst: „Haakon red vestenfra paa Bordhesten (Skibet) over Bølgen, den raske Svend lod ikke Brændingen bide Skibsborden; han er nu i god Behold i Fjordene“. Dette Vers synes at antyde Fjordene (Firdafylke), som det Sted, hvor Haakon landede. Af Fortællingen lader det og til, at Erik og Gunnhild ventede Haakons Ankomst. Saa meget synes vist, at Haakon, strax efter at have landet i Norge, begav sig til Throndhjem, hvor Sigurd Jarl, der havde været tilstede ved hans Fødsel og givet ham Navn, modtog ham med aabne Arme. De forbandt sig med hinanden, fortælles der, og Haakon lovede ham stor Magt, hvis han blev Konge. Haakon selv gik seent med megen Klogskab; han forlangte intet, gjorde sig til Vens med alle, indyndede sig hos de forstandige Mænd, vandt de Gamles Hengivenhed ved fornuftig Tale, viste sig gavmild mod de Unge, deeltog med dem i Leg og Morskab, viste ved Folkesammenkomster sin Raskhed og Legemsfærdighed; derfor priiste Enhver ham, og der gik Ry om ham til hver Mands Huus“. Hans Udseende beskrives saaledes[3]: „han var overmaade smuk, stor og lystelig og saa sterk, at hans Mage
