tillige, at han fik Landet som Alod[1], med andre Ord, at det ej var et sædvanligt Len, men overdroges ham formelig til Ejendom, kun med den Forpligtelse at forsvare det og Rigets Grændser paa den Kant mod Fremmedes Angreb: det var et Markgrevskab. Dette Markgrevskab blev altsaa i hans egne Mænds Øjne hans Odel, som han igjen uddeelte mellem dem i mindre Dele, forbeholdende sig selv tilstrækkelige Besiddelser eller Ejendomsgaarde. De langvarige Ødelæggelser af Landet havde sandsynligviis forjaget de forrige frankiske Godsbesiddere enten til Byerne, eller til andre Landskaber, og den tilbageblevne Befolkning, der ej har kunnet være betydelig[2], maa især have bestaaet af ufrie Lejlændinger eller rettere livegne Jorddyrkere, der nedstammede fra den ældre gallisk-romaniske Befolkning, og som nu efter det frankiske Herredømme kom under det nordmanniske. Lige over for denne Befolkning maatte Nordmændene danne en højere Klasse eller Adel, og Adskillelsen mellem begge Klasser maatte her være skarpere og varigere end i Norge mellem Haulderne og Lejlændingerne, fordi de hørte til forskjellige Folk og i det mindste i Førstningen talte forskjellige Sprog, og fordi Herrerne i Nordmandie ej, som Haulderne i Norge, boede i aabne Gaarde, der kun ved deres Størrelse adskilte sig fra Lejlændingernes, men i befæstede Borge, der ragede højt op over de Høriges Hytter, og stedse mindede om det Krigsforhold, der gjorde dem til Landets Herrer. Og paa dette Forhold, tilligemed Nordmændenes eget nedarvede Frihedssind og Ættestolthed saavel som overhoved deres Foragt for de udartede og af dem overvundne Franker, maa det Overmod være grundet, hvormed den nordmanniske Adel betragtede sig som en ædlere og fornemmere Slægt end alle de øvrige Indbyggere af Frankrige og England.
I de norske Kongesagaer kaldes Rolf og hans Efterkommere Jarler, (Rúðu-Jarlar, efter Rúða d. e. Rouen), og dette maa derfor have været den Titel, hvormed deres egne Mænd benævnte dem, saa længe de talte Norrønasproget. Ogsaa i de paalideligste franske Skrifter og i Diplomer kaldes de sædvanligviis Comites d. e. Grever[3]; først senere blev Hertugs-
- ↑ Dudo, S. 83. Dedit itaque filiam suam Gislam nomine uxorem illi Duci, terramque determinatam in aludo et in fundo, a flumine Eptæ usque ad mare. Og her maa Dudo eller hans Hjemmelsmand Rodulf være en vegtig Autoritet, da Adkomsten eller Titelen paa den Tid, han skrev, maa have været den samme, som ved Afstaaelsen.
- ↑ Det vil nedenfor vises, hvorledes de fleste Landsbyer eller af Landsbyer opstaaede Stæder i Nordmandie have norske Navne, hvilket tyder paa at de nærmest skylde Nordmændenes Borge deres Oprindelse, og at de altsaa ej tidligere have været til.
- ↑ Ordet „Greve“, eller, som det i Anglisk skrives, geréfa, svarer nemlig i Middelalderens Skrifter aldeles til den latinske Embedstitel Comes. Geréfa er dannet af róf d. e. Tag, og betyder oprindelig: „den som sidder under Tag med En“, dernæst: Staldbroder, Ledsager.
