Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/706

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
678
Vikingetog.

tillige, at han fik Landet ſom Alod[1], med andre Ord, at det ej var et ſædvanligt Len, men overdroges ham formelig til Ejendom, kun med den Forpligtelſe at forſvare det og Rigets Grændſer paa den Kant mod Fremmedes Angreb: det var et Markgrevſkab. Dette Markgrevſkab blev altſaa i hans egne Mænds Øjne hans Odel, ſom han igjen uddeelte mellem dem i mindre Dele, forbeholdende ſig ſelv tilſtrækkelige Beſiddelſer eller Ejendomsgaarde. De langvarige Ødelæggelſer af Landet havde ſandſynligviis forjaget de forrige frankiſke Godsbeſiddere enten til Byerne, eller til andre Landſkaber, og den tilbageblevne Befolkning, der ej har kunnet være betydelig[2], maa iſær have beſtaaet af ufrie Lejlændinger eller rettere livegne Jorddyrkere, der nedſtammede fra den ældre galliſk-romaniſke Befolkning, og ſom nu efter det frankiſke Herredømme kom under det nordmanniſke. Lige over for denne Befolkning maatte Nordmændene danne en højere Klasſe eller Adel, og Adſkillelſen mellem begge Klasſer maatte her være ſkarpere og varigere end i Norge mellem Haulderne og Lejlændingerne, fordi de hørte til forſkjellige Folk og i det mindſte i Førſtningen talte forſkjellige Sprog, og fordi Herrerne i Nordmandie ej, ſom Haulderne i Norge, boede i aabne Gaarde, der kun ved deres Størrelſe adſkilte ſig fra Lejlændingernes, men i befæſtede Borge, der ragede højt op over de Høriges Hytter, og ſtedſe mindede om det Krigsforhold, der gjorde dem til Landets Herrer. Og paa dette Forhold, tilligemed Nordmændenes eget nedarvede Frihedsſind og Ætteſtolthed ſaavel ſom overhoved deres Foragt for de udartede og af dem overvundne Franker, maa det Overmod være grundet, hvormed den nordmanniſke Adel betragtede ſig ſom en ædlere og fornemmere Slægt end alle de øvrige Indbyggere af Frankrige og England.

I de norſke Kongeſagaer kaldes Rolf og hans Efterkommere Jarler, (Rúðu-Jarlar, efter Rúða d. e. Rouen), og dette maa derfor have været den Titel, hvormed deres egne Mænd benævnte dem, ſaa længe de talte Norrønaſproget. Ogſaa i de paalideligſte franſke Skrifter og i Diplomer kaldes de ſædvanligviis Comites d. e. Grever[3]; førſt ſenere blev Hertugs-

  1. Dudo, S. 83. Dedit itaque filiam suam Gislam nomine uxorem illi Duci, terramque determinatam in aludo et in fundo, a flumine Eptæ usque ad mare. Og her maa Dudo eller hans Hjemmelsmand Rodulf være en vegtig Autoritet, da Adkomſten eller Titelen paa den Tid, han ſkrev, maa have været den ſamme, ſom ved Afſtaaelſen.
  2. Det vil nedenfor viſes, hvorledes de fleſte Landsbyer eller af Landsbyer opſtaaede Stæder i Nordmandie have norſke Navne, hvilket tyder paa at de nærmeſt ſkylde Nordmændenes Borge deres Oprindelſe, og at de altſaa ej tidligere have været til.
  3. Ordet „Greve“, eller, ſom det i Angliſk ſkrives, geréfa, ſvarer nemlig i Middelalderens Skrifter aldeles til den latinſke Embedstitel Comes. Geréfa er dannet af róf d. e. Tag, og betyder oprindelig: „den ſom ſidder under Tag med En“, dernæſt: Staldbroder, Ledſager.