Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/692

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Vikingetog.
664


ſom Dudo nu kalder Robert, ſkjenkede efter Frankos Raad rige Gaver til Kirken, og holdt derpaa et prægtigt Bryllup med Giſla. Han tilſagde alle dem Sikkerhed, der vilde nedſætte ſig i hans Land, der nu efter Nordmændene kaldtes Nordmandie. Han deelte det ved Redning mellem ſine Mænd, og bragte det ſnart paa Fode igjen. Han gav med Høvdingernes Samtykke Love, der ſtedſe ſkulde overholdes, gjenopbyggede Kirkerne og rejſte Stædernes Mure. Han tvang de gjenſtridige Bretagnere til Lydighed, og forſynede derved ſit Land med Levnetsmidler. Han forbød ſtrengelig alt Røveri og Tyveri, ja han ſkal endog have forbudt, at nogen Agerdyrker om Natten bragte ſine Redſkaber i Huus, eller at nogen ſendte en Vogter med Heſte, Æſler eller Kvæg, da dette indeholdt en Tvivl om at den fuldkomne Sikkerhed herſkede, ſom han havde paabudt. En Bondes Huſtru, der fik Lyſt til at prøve, om denne Sikkerhed virkelig var ſaa ſtor, bortgjemte ſin egen Mands Agerdyrkningsredſkaber, og lod ham ſiden gaa til Rolf, for at klage over, at de vare ham fraſtjaalne. Rolf gav Manden Penge til at kjøbe nye Redſkaber for, og anſtillede de ſtrengeſte Underſøgelſer efter Tyven i den hele Landsby[1]; endelig kom det op, at denne ingen anden var end Bondens egen Huſtru, og nu lod han dem begge hænge. Herved indjog han Tyvene en ſaadan Skræk, at ingen herefter vovede at forgribe ſig paa anden Mands Ejendom[2]. Der opſtod ſenere en Uenighed mellem ham og hans Svigerfader. Denne havde ſendt to Krigere til ſin Datter Giſla, og hun havde ſkjult dem for Rolf, ſom dog fik Nys derom, antog dem for Spejdere, og lod dem henrette paa Torvet. Hertug Robert af Paris tog Parti med Rolf, herjede Kongens Beſiddelſer, og vilde endog benytte ſig af Lejligheden til at opkaſte ſig til Konge i Frankrige, men Rolf tillod ham kun at herje, ikke at tragte efter Kronen. Giſla var imidlertid død uden Børn og Rolf tog derfor Poppa tilbage ſom Huſtru. Da han var bleven gammel, og forudſaa ſin nær foreſtaaende Død, ſammenkaldte han alle Høvdingerne i Nordmandie, tilligemed Alan og Berengar, Bretagnes Fyrſter,

  1. Underſøgelſen ſkede, ſom det heder, ved Jærnbyrd.
  2. Villjam af Jumiéges tilføjer her et Sagn, det ſamme, ſom i vore Sagaer fortælles om Frode, at Rolf lod ophænge en Guldarmring i et Træ, og at den i tre Aar hang urørt. Will. Gemet. hos Duchêne, S. 232. Lignende Sagn fortælles viſtnok ogſaa om Øſtgoternes Theodorik, om Alfred i England, og om Brian Boru i Irland, men merkeligt er det dog, at juſt Villjam af Jumiéges meddeler det om Rolf. Thi ellers indſkrænker han ſig til hvad Dudo fortæller. Hvad han i denne tidligere Periode har mere end Dudo, er deels dette Sagn, deels Beretningen om Bier Costæ ferreæ, der ledſagede Haſting, deels ogſaa, hvad der nedenfor vil omtales, at den danſke Konge Harald, der under Richard I beſøgte Nordmandi, var fordreven af ſin Søn Sven. Det er altſaa umiskjendeligt, at danſke Sagn, forplantede til England ved Knuts Erobring, og derfra bragte til Nordmandie efter Englands Erobring 1066, hade udøvet Indflydelſe paa Villjam.