som Dudo nu kalder Robert, skjenkede efter Frankos Raad rige Gaver til Kirken, og holdt derpaa et prægtigt Bryllup med Gisla. Han tilsagde alle dem Sikkerhed, der vilde nedsætte sig i hans Land, der nu efter Nordmændene kaldtes Nordmandie. Han deelte det ved Redning mellem sine Mænd, og bragte det snart paa Fode igjen. Han gav med Høvdingernes Samtykke Love, der stedse skulde overholdes, gjenopbyggede Kirkerne og rejste Stædernes Mure. Han tvang de gjenstridige Bretagnere til Lydighed, og forsynede derved sit Land med Levnetsmidler. Han forbød strengelig alt Røveri og Tyveri, ja han skal endog have forbudt, at nogen Agerdyrker om Natten bragte sine Redskaber i Huus, eller at nogen sendte en Vogter med Heste, Æsler eller Kvæg, da dette indeholdt en Tvivl om at den fuldkomne Sikkerhed herskede, som han havde paabudt. En Bondes Hustru, der fik Lyst til at prøve, om denne Sikkerhed virkelig var saa stor, bortgjemte sin egen Mands Agerdyrkningsredskaber, og lod ham siden gaa til Rolf, for at klage over, at de vare ham frastjaalne. Rolf gav Manden Penge til at kjøbe nye Redskaber for, og anstillede de strengeste Undersøgelser efter Tyven i den hele Landsby[1]; endelig kom det op, at denne ingen anden var end Bondens egen Hustru, og nu lod han dem begge hænge. Herved indjog han Tyvene en saadan Skræk, at ingen herefter vovede at forgribe sig paa anden Mands Ejendom[2]. Der opstod senere en Uenighed mellem ham og hans Svigerfader. Denne havde sendt to Krigere til sin Datter Gisla, og hun havde skjult dem for Rolf, som dog fik Nys derom, antog dem for Spejdere, og lod dem henrette paa Torvet. Hertug Robert af Paris tog Parti med Rolf, herjede Kongens Besiddelser, og vilde endog benytte sig af Lejligheden til at opkaste sig til Konge i Frankrige, men Rolf tillod ham kun at herje, ikke at tragte efter Kronen. Gisla var imidlertid død uden Børn og Rolf tog derfor Poppa tilbage som Hustru. Da han var bleven gammel, og forudsaa sin nær forestaaende Død, sammenkaldte han alle Høvdingerne i Nordmandie, tilligemed Alan og Berengar, Bretagnes Fyrster,
- ↑ Undersøgelsen skede, som det heder, ved Jærnbyrd.
- ↑ Villjam af Jumiéges tilføjer her et Sagn, det samme, som i vore Sagaer fortælles om Frode, at Rolf lod ophænge en Guldarmring i et Træ, og at den i tre Aar hang urørt. Will. Gemet. hos Duchêne, S. 232. Lignende Sagn fortælles vistnok ogsaa om Østgoternes Theodorik, om Alfred i England, og om Brian Boru i Irland, men merkeligt er det dog, at just Villjam af Jumiéges meddeler det om Rolf. Thi ellers indskrænker han sig til hvad Dudo fortæller. Hvad han i denne tidligere Periode har mere end Dudo, er deels dette Sagn, deels Beretningen om Bier Costæ ferreæ, der ledsagede Hasting, deels ogsaa, hvad der nedenfor vil omtales, at den danske Konge Harald, der under Richard I besøgte Nordmandi, var fordreven af sin Søn Sven. Det er altsaa umiskjendeligt, at danske Sagn, forplantede til England ved Knuts Erobring, og derfra bragte til Nordmandie efter Englands Erobring 1066, hade udøvet Indflydelse paa Villjam.
